Meget hård ventetid

Meget hård ventetid sad_peter
Hejsa,

Jeg er den som skrev "smidt 14 år væk" og kan findes under ensomhed.

Kort fortalt har vi været sammen i næsten 14 år, har en datter på ca. 4 år sammen og skal nu flytte fra hinanden.

Problemet er at jeg var et kvaj (ikke utro) og elsker hende højt på jorden. Men hun elsker mig ikke mere, og det har været meget hårdt at vænne sig til, men man kan ikke tvinge nogen til at elske en. Så jeg har besluttet at lade hende gå, og ikke prøve alle mulige desperate ting for at få hende til at skifte mening eller få hende til at kunne lide mig igen. Tiden må vise om vi finder sammen igen.

Det leder mig så til den hårde del, og det er at der går lang tid til huset er solgt og man er flyttet i en ny lejlighed. I den tid skal man omgås hinanden, spise middag sammen og sove i samme seng (med vores datter imellem os). Det er det der gør mest ondt i øjeblikket, for det smarteste ville være at komme væk fra hinanden med det samme, nok mest fra min side da jeg skal bruge tid på at hele mit hjerte efter brudet, og jeg føler jeg er ved at bryde sammen hver gang jeg ser hende. Jeg har stadig en stor knude i min mave når jeg er hjemme, men ikke når jeg arbejder, svømmer osv..

Grunden til jeg ikke bare tager ud til mine forældre eller venner og bor, er min datter. Godt nok har vi aftalt at have hende en uge af gangen, men lige nu kan jeg stadig nyde at se hende alle ugens dage og være sammen med hende.

Så lige nu aner jeg ikke hvad jeg skal gøre, det gør rigtig ondt når jeg føler mig alene og tanker og ider om hvordan man kan prøve igen dukker frem eller det går op for en det ikke er en drøm. Er der andre der har prøvet at skulle bo sammen med en man elsker men ikke kan være sammen med, og hvordan klarede i det?. Jeg kan ikke se noget lys i enden af tunnelen lige nu og alt virker surt, men efter at læse en masse af jeres indlæg har det hjulpet og jeg ved at tiden heler alle sår, men den virker bare ikke rigtig lige nu :).

Med venlig hilsen
Peter

Hvorfor dele anonym Kvinde
Jeg føler med dig tror på det må værer afsindigt hårdt det du gennemgår lige nu..

Jeg kan ikke råde dig da jeg aldrig har prøvet at stå i dit sted.

Måske du ikke skal forsøge på at finde hendes følelser for dig frem igen.. For jeg tror på hun har lidt af dem endnu , ellers var hun nok forduftet..

Men du kunne måske starte med at gøre noget for dig selv, forkæl dig selv.. Måske du trænger til en ny frisure, måske lidt nyt tøj,, begynd evt at tage lidt sol..MM. ja hva ved jeg.

Men måske er hendes følelser for dig bare ovre, men hun ser dig måske mere som en god og stabil ven.. Og her kommer pointen,, Kæmp for jeres venskab så.. for jeres barns skyld.

For så længe i stadig er venner kan jeres "deleordning" omkring barnet fungere perfekt..
Men pas igen på ikke lade dig udnytte, det er der desværre mange Ex/ mødre der gør, hvis manden / far har følelser i klemme...
Og omvendt.. Ikke at foklejne nogen.

Tænk først og fremmest på dig selv og dernæst dit barn.. Uden glad far, intet glad barn... Men benyt dig af at i stadig kan være venner...

Ingen paniksalg af huset Anonym mand
Jeg har personligt kendskab til nogle jeg kendte, hvor det kom så vidt, at den ene forlod reden, og undlod at betale sit, til huset blev solgt. Og det blev det så af samme grund - tvangsauktion.
Måske tænker man ikke over dette i panik, men reglerne er sådan, at lever man papirløst og har en ejerbolig sammen, kan kreditor (bank/kreditforening) kræve restgælden af den af jer, der har flest penge. Dette er naturligvis uretfærdigt, men cool jura.
Prøv derfor for alt i verden af sælge huset til markedspris, og giv det den tid det må tage, ellers ender det med tvangsauktion, og en kæmpegæld til jer begge. Det er IKKE til barnets tarv.
Forklar lige din samlever ovenstående.
God vind

Hårdere end et marathon Går igennem det lige nu
Hej Peter.

Ved ikke om du kan bruge følgende til noget - men du får historien alligvel.

Jeg "gik" fra min mand for præcist et år siden. jeg blev faktsik smidt ud . Havde ikke gjort noget grimt, var bare slidt op i vort forhold og havde ikke kræfter til at kæmpe for vort fælles hjem, så jeg røg ud på 48 timer. Jeg havde heldigvis muligheden af flytte i sommerhuset, men det lå ret langt væk, i forhold til mine døtre og mit job, så det var fan'me ikke spor nemt!! Jeg kom forbi én gang om ugen, det insisterede jeg på (hvor min mand dog havde anstændighed nok til at forlade hjemmet og give os noget ro)og så dem ellers kun hveranden weekend i 2-3 måneder,og jeg garanterer dig; Aldrig har nogen smerte været større. Jeg havde, ud over savnet over mine tøser, nogle forbandet høje udgifter til benzin og kæmpede samtidig mod/med andre menneskers fordomme omkring at: "man kan som mor da ikke bare flytte fra sine børn!!" Men det var mig magtpåliggende at mine børn fik rene linier. Det holdt meget hårdt, for min mand var ikke indstillet på et brud. Han var meget vred, såret og ulykkelig og kunne ikke holde ud at se på mig.

Min yngste var osse 4 år og ingen skal fortælle mig at hverken hun eller hendes søster ikke vidste at den var helt gal i hendes forældres forhold. Og det er du altså nødt til at tage med i dine betragtninger. Jeg tror ikke på at I skåner hende, ved at blive under samme tag, ligegyldigt hvor gode intentioner du har. Beklager de hårde ord, men de er ment godt.

For din, for din kones og navnlig din datters skyld, skal een af jer ud. Og så må det koste tårer og masser af penge - en skilmisse er dyr i forevejen, så I kan ligeså godt tage hul på det.

Lav aftaler om at den der flytter ud, kan komme så ofte som muligt, for 1 hel uge er lang tid for en lille pige. Det allervigtigste er, at hun kommer til at savne jer begge MINDST muligt.

Jeg ved godt at det her har store omkostninger på alle plan, men det kan ikke gøres uden. Men det er altså op til dig og din kone, om I alle 3 skal lide eller om smerten kun skal bæres af de voksne.

Min gode ven sagde til mig sidste år, at jeg skulle lade som om jeg løb et marathon... Men i et løb, ved man at målstregen er fast. I en skilsmisse flytter den sig s'gu hele tiden...

Jeg ønsker dig og din familie held og lykke med kampen...Allervenligst LGP

Been there Overlevende
Ak ja.
For 2 år siden var jeg stort set i samme båd som dig. Mine børns far og jeg havde besluttet at stoppe, og vi havde et hus der skulle sælges. Vi boede sammen i et halvt år derefter.
Vi sov ikke i samme seng. Han sov i stuen. Jeg kan faktisk ikke huske meget fra den tid. Men det var en kæmpe lettelse da det var overstået. For os begge to.
Og også for børnene faktisk. Selvom vi gjorde alt for at skåne dem, og kun fik "ros" af pædagoger etc, fik vi også at vide bagefter at det var det rigtige vi havde gjort, og at det kunne mærkes på børnene.

Hvorfor sover I i samme seng ??

Vi har nu et rimelig fornuftigt forhold til hinanden. Vi kan da stadig blive uvenner.

Ja. Det er hårdt. Knaldhårdt. Mit bedste råd er at tænke på dine egne behov, men huske at din eks er og forbliver din datters mor. Altså, fokuser på dig selv (og din datter) men skid ikke på hende. Har hørt så mange grimme skilsmissehistorier...lad ikke din blive endnu en af dem. Heller ikke med hende som bavianen.

Andre har overlevet, og jo mere respekt man har for modparten, jo bedre har man det med hinanden bagefter. Men husk dig selv.

DET ER SVÆRT konsulen
Hej Peter.

Jeg ved det er meget svært, jeg har lige været igennem det du er midt i nu, vi havde bodet sammen i 15 år og vi har 2 børn sammen, det var også min kone der vil flytte, hun elskede mig ikke mere og det kanunne jeg ikke gøre noget ved selv om jeg gerne vil, problemet er bare at jeg elskede hende og det er rigtigt det er svært ikke at må vise de følgser man har over for den anden.
Jeg tror ikke der findes en løsning på det, men tro mig der er et lys i enden af tunnelen, det er 2 md. siden at hun er flytte og jeg stadig en knude i maven når jeg ser hende men jeg er også sikker på at det går over.
med venlig hilsen Konsulen.

til peter somebody
jeg er selv skilsmissebarn og har selvfølgelig et synspunkt ud fra det, men jeg synes ikke man kan sige om i skal blive boende sammen eller om i skal flytte fra hinanden med det samme hvad angår dit barns hensynstagen, for det kommer meget an på forældrenes personlighed. For mig var det godt at de flyttede fra hinanden med det samme, men i andre tilfælde kunne jeg forestille mig at det var godt at blive sammen. Hvis i ikke emmer af dårlig aura så bliv, er det nemt at føle jeres ubehag når i er sammen så flyt.

Men ang. at du skal gøre materielle ting... glem det, materielle ting hjælper ikke, det er hjertet, følelserne du skal bearbejde og ikke erstatte.
Mit bedste råd er: tænk positivt, et sted er der altid en ende... tunnelen er ikke uendelig.

Et godt råd anonym01
Du skriver ""Godt nok har vi aftalt at have hende en uge af gangen""

Jeg håber for alle partner at det står på skrift, evt. gennem en advokat, pt. kan I enes, men senere ændres det måske...desværre. også vedr. jeres økonomi skal der være klokkeklare regler..og helst INDEN I flytter hver for sig.

Bare et godt råd.

Hårdt for begge Birgitte
Hej!
Stakkels dig. Det er en frygtelig svær situation. Jeg sidder også selv "i saksen". Og det føles virkelig som at sidde i spænd i en skarp saks. Hos os er det lidt omvendt. 14 års samliv, to børn, 5 og 8 år, kærligheden døde for mig undervejs. Så sørgeligt, og jeg har bare prøvet og prøvet at få den i live igen. Men han vil forfærdelig gerne det hele resten af livet med mig...Det gør nas!!! Vi har bare været venner i over et år, jeg kunne ikke have det på anden måde, og tænkte måske at kunne få gang i det igen, men jeg kan ikke. Og det er jo slet ikke kun "slut med kæresten" når man splitter op. Det er også slut med at man er en enhed med mor og far og børn. Og alting bliver SÅ besværligt bagefter med to hjem og huske sovedyr og sværere at improvisere med legekammerater på besøg og alt muligt! Og fødselsdagene og højtiderne... Men først og fremmest må man tænke på hverdagene, dem er der flest af. Og med fokus på barnet/børnene. Det er lykkedes ret godt for os at have et fungerende hjem med en venlig og rar stemning, og ungerne kan vel dårlig huske, det har været anderledes.
Men jeg kan slet ikke overskue, at det en dag slutter, og jeg bare skal være sammen med børnene hver anden uge (han vil ikke andet end den ordning). At vi, børnenes aller aller nærmeste ikke er der for dem helt naturligt, men at alt muligt omkring det at være sammen med mor og/eller far skal arrangeres...
Det virker forkert på mig, at deres basis ikke er i ro. To hjem, det er meget for små børn. De forholder sig jo til alt muligt. På den anden side, så er jeg omgivet af ret mange skilsmissebørn, og det deler sig i to sådan lidt groft sagt: dem hvor forælderne ikke kan forliges, der lider børnene og i årevis. Dem hvor forælderne er venner, der har børnene det fint, trives og er glade. Alfa og omega for børnene er, at der skabes en ny "verdensorden" som der er ro om, og at de får lov at elske og tale om deres kærlighed til far, når de er hos mor og omvendt. Husk at børn er langt bedre end os andre,til at mærke hvordan man har det. Hvor meget man end griner og laver sjov, så kan de -desværre- sagtens se, at man græder inden i. Så derfor må man prøve at finde de ting i livet, hverdagen osv som glæder en og få gang i det igen.
Uha, råd fra en som slet ikke kan tage beslutningen, eller rettere, den i hjertet har -meget mod min vilje- besluttet sig, men at føre det ud i livet.... og min mand gør det med garanti ikke.
Sov ikke sammen. Prøv at dække dine egne behov, væn dig stille og roligt til at se, hvilke behov du har på alle mulige fronter og så dæk dem selv. Stop med at forvente alt muligt. Hvis din kæreste er en god ven, så er i på sin vis i samme båd: at I må forlade noget, hvor din kæreste garanteret også kommer til at savne mange situationer.
Hilsen
Birgitte

Hård branche Gamling
Ja det er en svær tid som sagtens kan "trækkes ud".
Prøv at find en hurtig løsning, selvom det ikke er den permanente.
Det lyder som om at datteren på 4 år - der ligger mellem jer om natten - bliver brugt som barriere eller beskyttelse eller tryghed.

Lad dog pigen sove i egen seng og tag så sofaen mens I venter.

Sover hun hos jer fordi hun mangler tryghed, er det helt sikkert at hun kan mærke jeres brud - det følelsesmæssige - børn ved meget mere end du aner.
Derfor trækker I pinen ekstra ud for hende ved at finde den langsomme løsning.

Og hvad er det dog du har gjort, der har såret hende så dybt, at hun ikke længere elsker dig?

Du kan få hjælp her Peter Anonym
Boligfonden for enlige mødre og fædre
Heimdalsgade 4, 2200 kan evt. hjælpe dig.
Du må lige finde tlf. nr. hos tdc.
Der er ALTID lys forude Peter, måske kan de hjælpe med en nødhjælpslejlighed og senere en bolig.

Jeg synes du er tapper. Forhåbentlig en opmundring
Hej peter
Jeg synes du har en utrolig tålmodighed og beundre dig at kan lukke sådan op for dine følelser. Det lyder godt at du er klar med dig selv hvad dine egne følelser er, du er allerede nået langt i mine øjne.
Jeg forstår din tvivl, men et godt råd jeg selv bruger er at løbe om aftenen en halv time, det er både sundt, man får det fedt med sig selv om man sover godt og er frisk når man vågner, dette der også er ledtråden i dette er at det kan måske give dig noget mere overskud som gør at du berde kan overkomme situationen, ikke skabe misforståelser og stadig være den dejlige farmand som dulyder til at være....
Det er folk som dig vi har brug for, folk som stadig har mål med deres tilværesle og som ønsker at være en del af livet selvom det hele ikke er lutter og lagkage.
Mange knus
Tanja

Se at komme afsted... Yep
Den måde, du lever på lige nu - det er umenneskeligt!! Se at komme væk i en h... fart.

Det gør så vanvittigt ondt at flytte, især fordi det pludselig føles så endegyldigt - men tro mig, det er langt lettere end at blive boende.

Er der ikke en i omgangskredsen, der har et sommerhus el. lign. du kan låne eller leje billigt?? En tom førstesal? Måske bare et værelse?

Den første tid bliver hård, både menneskeligt og økonomisk, når også det fælles hus skal betales og sælges, men blot det at komme væk, vil være omkostningerne værd.
Når din kone bliver alene (også I jeres fælles hus) kan hun få en række ydelser tilkendt/forhøjet - måske I kunne ordne det således, at hun så overtager forbrugsregningerne på huset?

Mht. den menneskelige del af jeres skilsmisse... det lyder som om, du er fint afklaret, så det vil jeg ikke kommentere. Men som en anden skrev - sørg for at få ALLE aftaler på skrift...!!!!

Held og lykke med det hele.

Ps. Sidegevinsten ved at flytte, kunne være, at din kone måske opdager, at hun savner dig..!?!

Overvældene sad_peter
1000 tak for alle jeres svar, jeg vil prøve at svarer dem løbende, men der er så meget godt i har skrevet og svært at få tid (er på arbejde :)) til at skrive tilbage. Men det varmer mig så meget om hjertet at læse det i skriver.

Først vil jeg lige sige at vi ikke er gift, og det er pga. mig der følte at det at gifte sig var lidt overfladisk idag. Men sjovt nok har den tanke faret igennem mig i et stykke tid, og det har nok bare været endnu et deperat forsøg på at få hende tilbage.

Desværre har jeg ikke rigtig nogle steder at tage hen lige nu, men vil begynde at lede efter et værelse eller noget da der går mindst 2 mdr. før huset er solgt, og det føles som 2 år lige nu. Grunden til jeg ikke har gjort så meget ud af det er pga. at der hvor vi bor, er der hvor jeg er vokset op og min mor bor ikke så langt derfra.

Jeg kan også få nogle klamme hedeture af at tænke på at skulle pakke mine ting og forlade det som var ens trygge rede, men jeg skal lære at flyve under alle omstændigheder og det bliver med blinde skrit det meste af vejen og det dør jeg nok ikke af, men jeg har det med at savne det trygge med det samme. Så at bare hoppe ud i det og komme afsted er måske den eneste løsning, det vil jeg i hvertfald bruge de næste par dage til at tænke igennem.

Min ex er ikke typen der vil bruge vores datter mod mig, hun vil også meget gerne have at hun er lige så meget tid hos mig som hos hende, men jeg har også nævnt at jeg godt vil have det på papir og sendt det til Stats Amtet da vi også har aftalt jul, fødselsdage, nytår osv..

I har alle sammen givet mig håb og det skal i have rigtig mange tak for, det vil jeg ikke glemme. Jeg skal nok prøve at få svaret jer alle i løbet af ugen.

Med venlig hilsen
Peter

Mit råd er at flytte hurtigst muligt Anonym
Kære Peter,

Jeg har læst dit indlæg, og har virkelig ondt af dig og din familie. Det er en kedelig situation, men sådan kan det gå og mange har desværre været det samme igennem.

Mit råd til dig er, at du skal flytte ud af jeres hjem hurtigst muligt. Det er ikke til gavn for nogen, og slet ikke jeres barn (det er min mening). Jeg tror nemlig, ikke at vores børn har glæde af, at forældrenes kærlighedsliv ikke virker. De kan sagtens fornemme, at mor og far ikke elsker hinanden - uanset alder og køn.

Jeg er af den overbevisning, at forældrenes kærlighedsliv er fundamentet i familien, og virker det ikke, så kan rammerne være nok få fine. Sammenligner det med ledelsen i en virksomhed - medarbejderne ved udemærket godt, hvis ledelsen ikke fungerer optimalt og spiller sammen.

Se at komme væk og få lavet aftaler i voksne imellem. Hvem ved, hvad tiden bringer - men husk på, at det hele handler om barnet og ikke dig/jer. Lige nu tror jeg, at du har svært ved at slippe, men det skal nok gå - tro mig, jeg har selv været dér. Det er en utrolig vanskelig opgave, men ikke uløselig, bare husk at bevare et godt venskab til din kone. Tænk hele tiden på forælderskabet og den opgave i har sammen (at sørge for at jeres barn bliver rustet til at klare sig alene som voksen i vores verden).

Held og lykke.
Lisbeth

Jeg har kun 2 ting til dig filosoffen
"Det er så svært, for den der elsker, at gå ved siden af den, der kun holder af."
- Herman Bang

"Du har magt over mennesker, så længe du ikke tager alt fra dem. Når du har taget alt fra en mand, er han ikke længere i din magt - han er fri igen."
- Alexander Solsjenitsin

Held og lykke på din vej

Sikke du rykker! Anonym
Hej Peter
Det er hårdt, meget hårdt. Det er jo en drøm og en hverdag som brister og skal forvandles til noget helt nyt og anderledes. Men du lyder så kolosalt konstruktiv og fremadrettet og samtidig både samvittighedsfuld og varmhjertet. Ser alle i det her. Jeg er slet ikke i tvivl om, at du kommer helskindet (omend naturligvis med skrammer) ud på den anden side. Og selv om det bliver tungt at pakke og flytte, så er der tilsyneladende ingen anden vej, og du kan! Har du monstro en ven, som kan lægge øre til undervejs? Ellers har du i hvert fald fuld opbakning her på sol-mail, det er da tydeligt!
Held og lykke!
Birgitte

Om ikke andet lgp
- så "flyt" ind på din datters værelse så længe det måtte tage at sælge huset... Jeg mener, hvis hun alligevel sover i dobbeltsengen og du ingen steder har at tage hen?

Jeg glæder mig helt vildt til, om ikke længe ;o), at høre om at alt er faldet på plads for dig/ jer.

Og samtidig må jeg altså indrømme at jeg har fået lidt forståelse for, hvorfor min egen eksmand har været/opført sig som han nu engang har... Av for Søren...
knus fra hende den anden "lede" ekskone lgp.

Hvis du er ærlig Bedstemor
Hvis du er meget opsat på, at blive i forholdet, har du så mod på at sætte dig ned, tage en blok og en kuglepen.

Spørge din kæreste, hvad hun er utilfreds med dig over.
Du skal lade være med at blive gal, såret når du får svaret.

Du skriver op hvad hun er utilfreds med.
Sætter dig alene og gennemgår listen, vær åben i dit sind, og spørg dig selv om hun har ret - og allerbedst om
du kan forbedre dig.

Sig til din kæreste at du vil forbedre dig på disse punkter - se på listen hver dag for at huske hvad du ikke må gøre galt.

Du har alt at vinde og intet at tabe. Din kæreste har vel elsket dig i starten og nogen følelser må hun have for dig - ellers bliver hun ikke i 13 år.

Hvis du vil have hjælp med den liste du har skrevet, tror jeg der er flere på debatten der gerne vil hjælpe.

Alt for din datter - husk det. Det bedste er hvis i kan elske hinanden igen - måske skal jeres liv bare laves om,
det er så nemt at komme ind i et "vane-forhold"
Håber du kan bruge dette! - Held og lykke!

den forstod jeg sg ikke klasselæreren
kan du give en fortolkning i et enkelt sprog?
Hvad menes der?

"Du har magt over mennesker, så længe du ikke tager alt fra dem. Når du har taget alt fra en mand, er han ikke længere i din magt - han er fri igen."
- Alexander Solsjenitsin

individuelt filosoffen
Enhver fortolkning er jo individuel, men somme tider, er det svært at vide, at man har mistet noget mens man stadig "har" det...

Når først det blir taget helt og holdent fra én, blir det lettere at se fremad og komme videre, fordi man ikke længere er "bundet" af længsler eller illusioner. Når først maleriet bliver malet over, kan man påny male på sit lærred, hvor man kan udfolde sig frit...

Når man mister "alt", er det lettere at skabe noget nyt, end når man har noget at holde fast i. Summa summarum, er det min holdning, at man skal se at komme videre, i stedet for at leve i Illusionen, det lindrer smerten og skåner os for HELT så store anstrængelser

Alt vel fremover

Tag ansvar for dit aandedraet, din situation og din tilstand pilgrimmen
Hej Peter,

Ikke helt let situation! Op med humoeret, husk at spekulationer ikke goer nogen forskel. Det at vaere tilstede i alt hvad du goer vil aendre tingene i den rigtige retning - hvad den saa end viser sig at vaere for jer.

Mit bedste raad til dig er at koebe "nuets kraft" af Eckhart Tolle og laese lidt i den. Der er svar paa mange spoergsmaal bl.a. paa hvordan du kan komme ud af den smerte du foeler naar du ser hende.

God laese- og arbejdslyst!

når man har mistet alt - vil jeg ikke give dig ret i Bedstemor
Når man har mistet alt, skulle det være nemmere at skabe noget nyt.

Jeg har prøvet det - det kræver bestemt, at man har noget man kan skabe det med!

Jeg vil kalde det en floskel.

Det du har mistet, får og kan du aldrig få igen!
Evigt ejes kun det tabte - siger man - men morsomt er det
bestemt ikke.
mvh. Bedstemor

hvis jeg må være så fri... filosoffen
det er altid en god ting at få snakket om tingene, men somme tider sidder man så meget fast, at ingen af parterne kan se hvori problemet ligger. Det er ikke sikkert, at 'hun' ved specifikt hvor problemet ligger, selvom det er en mulighed...

Selvom jeg hader at stille råd op i punkte og specifisere mine råd, mener jeg også at 'bedstemor' kan ha fat i noget. Jeg vil tro, at det første skridt på vejen er, at finde ud af med sig selv, om man har kæmpet nok, eller man stadig ønsker at kæmpe.

derefter, så kan jeg stille nogle spørgsmål, som Peter så selv kan svare på, inden han beslutter sig for, om der er noget at gøre...

Er du kærlig overfor hende?
Er du forstående? støtter du hende?
Er du åbensindet, modtagelig for hendes følelser?
Er du omsorgsfuld og hengiven?
Er du meddelsom, en god samtalepartner?
Er du romantisk? Er du betænksom? Gør du små rare ting for hende?
Er du god til at lave mad? Rydder du op i huset?
Er du pålidelig? God til at løse problemerne? Hjælper du hende med hendes bekymringer?
Er du hendes ven?

Hvis du kan svare nej til alle sammen, kan det ikke undre nogen, at hun ændrede sine følelser for dig...

"Jo mere vi føler os truet, jo mindre elsker vi. At elske nogen ubetinget er at være ligeglad med hvem de er og hvad de gør. Ubetinget kærlighed kommer af det samme som ligegyldighed."
- Richard Bach

Så længe hun brokker sig, er der noget at kæmpe for, for så er hun ikke ligeglad.

Held og lykke

Kan du så komme afsted :-)) hybris
Hej Peter.

Jeg har prøvet at stå i en lignende situation.
Jeg synes, du skal flyttes, så hurtigt det kan lade sig gøre.
Hvis du skal vinde din kærestes hjerte tilbage, skal du sørge for at give hende luft, hvis du bliver, kvæler du hende. Det ender bare med at hun bliver vred, ond, irriteret og får spat. Flyt, så hun finder ud af, om hun savner dig, og samtidig giver du en slags modspil, som gør dig interresant. Lige nu har hun det hele, det er sgu for nemt.
Flyttet ikke hjem til dine forældre, find dit eget sted. Skab din egen tilværelse, og begynd at kigge efter noget andet. Det gør livet så meget nemmere, end at stå i sådan en stand by situation, hvor du går og venter.

Mht din datter, så ved hun jo allerede nu, at der er noget galt, det kan børn mærke. Du skal jo alligevel flytte før eller siden, så tag springet. Hun er da heller ikke tjent med at have en mor og en far som bare bor sammen, men ikke er kærester. Mine forældre kunne heller ikke finde ud af at flytte fra hinanden, og det var altså noget underligt noget, som jeg selv gerne ville have været foruden.

Kom afsted, så er chancen måske størrer for at hun vender tilbage.

Kh Hybris

Gode punkter, det er det Bedstemor
Til filosoffen - Jeg syntes det er nogle gode punkter du har sat op - det giver et godt overblik for Peter.

Peter vil jo gerne bevare forholdet og er i panik, ellers ville han ikke skrive på nettet.

Når man er i panik, cirkler problemerne i rundkreds, man kan derfor ikke selv finde konstruktive løsninger.

Kæmp for alt hvad du har kært, synges der.
Det ville være bedst om Peter gik til kamp nu for at beholde sin familie intakt. Det drejer sig faktisk ikke i øjeblikket, om hvad Peter ønsker, men hvad hans forlovede ønsker, for at blive i forholdet.

Når han har fået ro i forholdet, kan han så langsomt begynde at få sine egne ønsker tilgodeset, da han så har
fået et stabilt fundament for sine egne behov.

Problemet er jo at Peter vil bevare forholdet, ellers havde det jo været enkelt nok.

mvh. bedstemor

Til filosoffen Charlotte
Den sidste sætning vil jeg vise til min kæreste :"Så længe hun brokker sig, er der noget at kæmpe for, for så er hun ikke ligeglad". :o)

kæmp for alt hvad du har kært... filosoffen
... men ikke for enhver pris.

Jeg er ganske enig i, at hvis han ønsker at kæmpe, er det nu han skal handle, men blot fordi han stadig har følelser for hende, er det faktisk ikke ensbetydende med, at han ønsker at blive i forholdet.

Hvis deres forhold åbenlyst ikke fugerer, deres dagligdag er mere en pine end en glæde, så er det ikke sikkert man ønsker at forblive i forholdet. Derfor kan man alligevel godt elske, både hende og deres barn. Men tit og ofte kommer sorgen over, at det kunne gå så galt. Det der gør ondt, er minderne om dengang man elskede hinanden, var gode ved hinanden, respekterede, tog hensyn til og støttede hinanden. Men er frustreret, måske, fordi man har svært ved at se hvor det gik galt og hvad der om muligt gik galt.

Peter gi'r udtryk for, at han ikke altid har været lige sød eller hensynsfuld, men er det nu grunden til man holder op med at elske en person?

Hvis der skal kæmpes, er det nu, men det er meget svært at genskabe den tillid og tryghed der ofte er forbundet med den kærlighed vi føler.

Peter har nogle valg at ta, nogle spørgsmål at stille - både sig selv og sin partner, men man er 2 om at få et forhold til at fungere.

Personligt er jeg for 2½ måned flyttet for mig selv - ikke fordi vi ikke længere elsker hinanden, men fordi vore liv trækker i forskellige retninger. Det handler vel om, at finde en løsning, som begge parter kan stille sig nogenlunde tilfreds med. Der er jo stadig en 3. part at ta' hensyn til :)

"Kun med hjertet ser man rigtigt."
- Saint Exupéry

Alt det bedste

Charlotte filosoffen
Så må vi jo håbe, at den sætning giver lige så meget mening for din kæreste, som den gør for mig :)

ALt det bedste

Tyrkisk kvindes svar Tr. kvinde " signe"
Hej Peter
Jeg er en kvinde der stammer fra tyrkisk famillie.
Jeg har læst din parforhold og blev ked af for dinne vejne!...

Jeg har også prøvet at have parforhold med min mand i sidste år på denne tids punkt, det er enormt svært for begge partner, at leve sammen med/ uden kærlighed i mellem.

Det var mig der ikke havet kærlighed tilbage for min mand ( ligesom din kone/ samleve ) vi har haft problemmer ca. i et helt år.

Det endte med at, jeg tog på ferie med minne børn i 7 uger og fik tid til at tænke. På dette tidspunkt ringede min mand konstant for at fortælle at han elskede mig og savnede mig.

Vi endte med at være sammen igen. mit råd til dig er at la' være med at vente til i for solgt boligen spørg din dame om du må tage på ferie sammen med din datter så både du og hun for muligehed for at tænke tingene i gemmen. ( Forresten jeg har været sammen med min mand 1 år og været gift i 11 år, og er kun 29 år gammel har to dejlige piger)

Jeg håber at dette råd vil hjælpe dig!........

hilsen Tr. Kvinden " Signe"

Puha, stor mundful sad_peter
Igen må jeg sige at jeg er totalt overvældet, i har givet mig så mange gode input, gode råd og erfaringer at jeg slet ikke kan overskue det lige nu. Det er fantastisk at finde så mange dejlige mennesker på nettet, det er meget mere end hvad jeg turde håbe på.

Men jeg vil bede jeg læse mit andet indlæg jeg skrev for ca. 1 måned siden (som super_idot). Linket er : http://debat.sol.dk/show.fcgi?category=16&conference=24&posting=54598

Det vil give jer et bedre indblik i hvorfor vi er hvor vi er og hvorfor det er meget svært at rette op på igen. Jeg har lært meget af det der er sket, hvordan man behandler andre og sætter pris på livet. Men prisen har været så ufattelig dyr, og jeg har kun betalt en lille del. Mange af de ting jeg har lært er de punkter som filosoffen har skrevet, og jeg kan derfor sige nej til de fleste punkter, indtil hun slog op, men min ex siger det er for sent. Og det kan jeg godt forstå, der skal nok gå et stykke tid før hun er overbevist om at jeg ikke bare gør det for at vinde hende tilbage, og gør det med hjertet. Det er bare svært når jeg inderst inde godt ved hun ikke elsker mig mere, og jeg ikke har lyst til at holde hende tilbage mere.

Vi har prøvet on/off i lidt over 2 måneder og det føles bare ikke rigtig fordi hun ikke er vant til de ting, og hun kan bedre huske de dårlige ting fra fortiden. Så det er meget svært at skulle prøve at finde kemien igen oven på det der er sket. Og det skærer mig meget i hjertet da jeg føler jeg bærer skylden for det hele, og samtidig skal holde hovedet højt overfor min datter mens tårene presser sig på. Det værste er når min datter kan se jeg har grædt og så spørger mig "savner du mig?", der går min verden i stykker.

Nå, for at komme lidt tilbage på sporet så ved jeg godt at jeg skal videre, måske finder jeg en anden og livet ser anderledes ud, måske vender hun tilbage eller der sker noget helt uventet. Hvem ved, kun fremtiden kan vise hvad der vil ske, men der sker ikke noget hvis jeg ikke gør noget. Og at komme ud og finde mit eget sted står øverst på ønskelisten. Nr.2 er at få et godt venskab med min ex så vores datter kan få det bedste ud af det, og så gælder det om at få mit selvvære på plads. Så der er ved at dukke en form for plan op i det fjerne, men i de mørke timer eller hvor man er alene kommer fortidens spøgelser og jeg savner de gamle dage hvor man havde det godt sammen.

Jeg vil stoppe for denne gang og endnu engang takke jer for alle jeres vidunderlige svar, de har hjulpet mig mere end i tror.

Med venlig hilsen
Peter

Papirer skal være i orden!! anonym
>>Min ex er ikke typen der vil bruge vores datter mod mig, hun vil også meget gerne have at hun er lige så meget tid hos mig som hos hende, men jeg har også nævnt at jeg godt vil have det på papir og sendt det til Stats Amtet da vi også har aftalt jul, fødselsdage, nytår osv<<

DET lyder jo altsammen godt NU.........men da I heller ikke ER gift kan du pludselig stå i den forfærdelig situation, at din ex. kommer på andre tanker.

Endnu ER huset ikke solgt (går ud fra I begge har skudt penge i det og derfor skal dele et evt. overskud/underskud m.m.) og her kan der så pludselig fare en djævel i folk, uanset HVOR søde rare ovs. de så er NU, så er mundlige aftaler intet værd, det er desværre set masser af gange.

Så gør som en anden osse har nævnt FÅ PAPIRENE I ORDEN OG DET INDEN DET ER FOR SENT.
Det skylder du dig selv og især Jeres datter.

Held med det hele!
vh.
(en som arbejder med disse sager)

peter anonym 50+
Har ingen af Jer overvejet at kontakte
en samlivs-terapeut?

Kan godt være det ikke får jeres forhold på rette spor igen, men det kan helt sikkert få mange ting på plads,ting omkring jeres indbyrdes forhold,årsgen til bruddet, ting vedr.jeres datter, ting vedr. bodeling m.m.

Hvis tingene kommer frem på bordet vil I nok begge bedre kunne takle den nye situation I nu står over for.

Ved en terapeut er det tilladt at tale om ALT det som måske ikke kommer frem lige nu, noget I sikkert begge har brug for.

vh.

Tiden må arbejde Mio
Kære Peter !!

Det er en rigtig svær tid du skal igennem og der er ingen vups løsning, men lyset er der du skal bare få øje på det.

For 6 år siden blev jeg selv skilt og det kom også pludseligt, han havde fundet en anden, chokket var stort for hvordan kunne han "bare" gå efter 15 år og 3 børn. I starten fik panikken og følelsen af at være kasseret overtaget, havde ondt i maven og kunne slet ikke se et liv for mig forude.

Jeg kan læse ud fra dit brev at du ikke er gået helt i stå ...passer arbejde, overskud til at svømme o.s.v. Men det er et helt nyt liv du skal til at leve og det er op til dig selv hvordan det skal blive. Et godt råd er: brug dinne venner gå med i byen også selvom du ikke føler du har lyst og du vil på et tidspunkt opdage at det ikke er så værst endda. Ovenpå al det negative en skillesmisse føre med sig er der også noget godt, du får pludselig en masse tid til dig selv som man kan bruge konstruktivt, gør noget atdet du har/får lyst og som du måske ikke har haft tid til før. Lyset er forenden af tunnelen prøv at kigge efter det.

Håber at du kommer hel og hurtigt igennem det og værk opmærksom på dit barn og sørg for at i voksne har en god dialog imellem jer.

Mio

Har jeg prøvet sad_peter
Hejsa,

Jo jeg har forslået det og hun er så fast besluttet på det hun mener. Hun siger at når hun ikke elsker mere, så er der ikke mere at gøre. Hvis vi skulle se en terapeut, så ville hun kun komme med af ren nysgerrighed og se hvad de kunne finde på. Hun ser det som angreb hun skal forsvare, hun er ikke særlig åben for at "tale" om det, det er afgjort og ikke noget der kan ændre det. Desværre, for jeg ville også gerne have noget hjælp til at se det fra et andet synspunkt.

Med venlig hilsen
Peter