Min kærestes far er dødeligt syg

Min kærestes far er dødeligt syg Ninjaen
Jeg er en fyr midt i tyverne. Min kærestes far er dødeligt syg og jeg har svært ved at finde ud af hvordan jeg skal støtte hende og snakke med hende om det. Han har været indlagt siden november 2005 så det er et meget langt forløb hvor min kæreste har været meget ked af det og det har - naturligt - være bragt på banen rigtig mange gange.

Jeg prøver og vil rigtig gerne hjælpe hende, men jeg synes at jeg altid ender med at gøre hende mere ked af det fordi jeg efter noget tid ikke "kan finde på mere at sige". Der kommer simpelthen ikke mere op i mit hovede som jeg kan spørge om, og så bliver der stille, hvilket gør hende rigtig ked af det. Det er jo ikke fordi jeg ikke VIL snakke med hende overhovedet, men - og det lyder måske "strengt", men jeg må være ærlig - jeg synes det er rigtig svært at holde en samtale igang som vi har haft hver dag i snart et år. Er bange for at jeg lyder for robotisk og uinteresseret hvis jeg bare fyrer de samme 10 spørgsmål af hver gang.

Er virkelig frustreret, for jeg vil gerne snakke og hjælpe, men jeg ved også at hver gang jeg prøver kommer der et punkt hvor samtalen dør og det er et STORT problem for hende :\

Er der nogle der har oplevet noget lignende?

Erfaringer, råd og lign. søges.

Lyt til hende! Leonina
Du behøver ikke løse problemet for hende, bare lyt, lyt, lyt! Og hold om hende. Og prøv om i kan lave andet end at tale om farens sygdom så i også kan være "almindelige" kærester indimellem.

Enig - lyt chinc
Jeg er enig med hende over mig.... Det er bare med at lytte.

Prøv engang at spørge hende om hun ikke vil fortælle hvad der går hende på. Så bare lad hende snakke igennem, og lad hende gøre det igen og igen.
Det kan godt blive ret trivielt at høre på, men det kan også hjælpe rigtig meget, hvis hun bare får lov at gentage sig selv, til det hele li'som er sunket mere ind.

Prøv evt. at tale med hende og professionel hjælp. Man behøver jo ikke have psykiske problemer for at opsøge en psykolog. Det kan også være for bare at snakke det hele igennem. Og en der arbejder med sådan noget dagligt, har nok også en bedre mulighed for at gå ind og tage fat i de ting der virkelig nager.
Du kan jo så evt. tilbyde at tage med hvis det er det hun ønsker. Bare for at give hende så meget support som muligt.

Held og lykke med det :)

Det er jo ikke dig jetpost
der skal holde samtalen i gang, det er dig der skal lytte, og være der. Det er hende der skal komme med samtalens indhold..

hun får allerede hjælp Ninjaen
Hun går allerede til psykolog og i sorg gruppe.

Det føles meget som om det er mig der skal holde samtalen igang. Der sker altid det, at når vi har snakket lidt, så stopper samtalen op og jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal gøre for at få den til at fortsætte. Og så bebrejder hun mig for ikke at ville snakke, ikke at have noget at sige. Siger hun bliver ked af det når jeg bare er stille og det er noget hun har brug for at snakke om...

Jeg ved jeg skal lytte til hende, men jeg mangler nogle værktøjer til at holde samtalen igang så hun kan sige noget jeg kan lytte til :\

Er meget frustreret over at jeg fejler igen og igen. Jeg er jo ikke ude på at gøre hende ked af det, men det er som om jeg ikke har en chance for på et eller andet tidspunkt skal en samtale jo slutte og det er så der hun bliver sur på mig.

Du er kæreste - ikke psykolog girl28
Synes det lyder som om, din kæreste forlanger meget af dig. Jeg mener, hun kan jo ikke forvente, at du skal opføre dig som en psykolog eller ekspert på området, når du ikke er det. Den professionelle hjælp modtager hun jo heldigvis allerede, så jeg synes, du skal gøre det klart, at din rolle nødvendigvis må være en anden. Du skal selvfølgelig støtte hende, lytte til hende, være der, men sig direkte til hende, at du ikke ved, hvad du skal sige eller spørge om. Spørg direkte, hvad det er, hun mangler fra dig - og sig fra hvis, det hun mangler kræver en faglig viden, som du umuligt kan have.
Jeg mistede selv min far, da jeg var 15 og ved, at det kan være utroligt frustrerende, at andre ikke kan sætte sig ind i situationen og forstå den 100%. Man ønsker mere end noget andet, at andre skal kunne læse ens tanker, uden at man selv skal forklare noget...og ofte ved man ikke engang selv, hvad det er, man har brug for, men sorgen og bekymringerne gør, at man bliver irritabel og frustreret på sine omgivelser. Forklar din kæreste, at du jo umuligt kan sætte dig selv i hendes sted. At du ikke kan stille de rigtige spørgsmål, men at du er der for hende, når hun har brug for dig. Mere kan du ikke gøre...og du skal holde fast i, at du er hendes kæreste - ikke hendes psykolog.
Held og lykke:-)

Kram og lytte.... a...
Jeg mistede min mor for mange år siden... men har har stadigvæk ned ture... og når jeg har dem, er det dejligt at min kæreste bare lytter, ser forstående ud... og er klare til at give mig kram tryghed... vide at der en som er der for mig... der støtter mig 110% og har tid til at lytte... håber du kan bruge dette...

Tak for alle jeres svar Ninjaen
Jeg prøver så godt jeg kan at lytte og være forstående, men nemt er det ikke synes jeg :\

Jeg har prøvet at forklare hende at jeg hverken kan være hendes veninde eller hendes psykolog, synes ikke rigtig det hjalp meget...

Men tak for jeres svar i hvert fald, vil stadig gerne høre fra andre hvis de har oplevet noget af det samme!