Mobning vs indlæg

Mobning vs indlæg pbw
Jeg kiggede lige på mobning pga. et indlæg der hed
"dårligt selvværd", der er på forsiden. Nå men ved at se på kategorien Mobning lægger man mærke til ganske få besvarelser i modsætning til andre emner.

Er mobning tabu? eller vil folk bare ikke bare tale om det fordi der er nogle sølle stakler, som nu har dårlig samvittighed og søger at glemme?
Jeg gav et par svar. Håber I også vil komme med noget brugbart hvis den dårlige samvittighed skulle melde sig.

Hm... Miarbella
Jeg føler mig bare så magtesløs, når jeg læser om mobning og dens ofre. Jeg sad næsten og tudede da jeg læste om pigen på 22 som var blevet mobbet siden børnehaveklassen. Det var rart at se de gode tilbagemeldinger hun havde fået, det havde jeg ikke kunne give hende. Måske fordi jeg selv i en alder af 40 år stadig føler angsten og sorgen fra mobning i min barndom? Fordi jeg ikke selv er kommet ret meget videre, men blot ihærdigt forsøger at glemme - også glemme mig selv?

HELT KLART TABU! UngPige21.
Mobning er helt klart blevet et tabu emne, ingen har magten til at gøre noget egentlig ved problemet og de ofre der nu år efter sidder og mangler psykolog hjælp bliver ignoreret og får at vide at man bare skal tage sig sammen og glemem fortiden.
Jeg har flere gange forsøgt at søge hjælp til mine problemer så jeg kan udvikle mig personligt og komme videre men det eneste svar jeg får er at jeg er for gammel til at få den hjælp der er gratis og hvis jeg skal haev hjælp nu bliver det psykolog til 830kr i timen og det har jeg simpelthen ikke råd til på en sølle SU!

Man burde opfordre alle til at gøre mere ved problemet både i folkeskolerne men også på arbejdsmarkedet! Vi skal forestille at være et velfærdssamfund men mobbeofre bliver overladt til sig selv uden hjælp!

Om det er tabu? simon-says
Nej det tror jeg ikke, men ganske udbredt her på stedet. Er jo selv et af ofrerne, men det tager jeg ikke nær, da stedet trods alt er fiction.

- Hvad der får mit pis i kog, er når jeg pludselig sidder i rullestol og ligende. Det er fanme usmageligt, da jeg tænker på dem her på steder der måske sidder i kørestol, eller kender nogen som gør.

*FB*

Hvad skal du med en psykolog? Bimmer ILP
I gamle dage var man hinandens psykologer, og tro
ikke at alt var lutter idyl på det tidspunkt. Selvom
de gamle film viser kun et romantisk glansbillede
af virkeligheden.

Problemer har altid eksisteret, og vil altid opstå
igen. Det er håndtering af dem, der er det
vigtigste mål.

Der er mange mennesker i nøjagtig din
situation, og dem skal du finde sammen med.
Så I kan løse jeres problemer i fællesskab, da
fælleskabet gør jer psykisk stærkere. Det
er nemlig vigtig at tale ud, og nemmere
at få accept fra mennesker med de samme
oplevelser.

Offer????? jetpost
synes du at du er et offer her på siden??? Synes du også at du gør nogen til offer???? bare en anden vinkel på det...

Nini pbw
Tak for dit varme indlæg Mirabelle. Det er dejligt at vide at der banker et varmt hjerte derude i Danmark et eller andet sted. Mobning er noget hårdt noget for de der har været ude for det. Det har også været svært for dig at overvinde. Jeg ved selv af bitter erfaring, at man går i baglås og mister tilliden til dem der er omkring en. Man tør ikke så meget og er bange for hvordan andre reagerer.

Lige før man skulle danne en sammenslutning med fokus på dette alvorlige emne. Da jeg selv søgte hjælp på en rådgivning kunne jeg ikke gennemføre samtalen i telefonen selv efter 10 år. Det hele flød frem, når man tænker på det.

Jeg tror ikke, at det er tabu. hannah1
Men jeg tror, at mange har meget svært ved at give råd, de føler virkeligt vil gøre en forskel. Hvor ofte har man ikke oplevet "ofre" for mobberi, der overhovedet ikke bliver taget alvorligt? Der skal et meget stort menneskeligt overskud til at være offer og ikke bukke under.
Al respekt og varme går til dem, der må lide under andres tyranni og ondskab.

Hej, hej ...:))

Godt emne at tage op yofilo
Det er et godt emne du tager op.

Først og fremmest, så tror jeg at der er mange som ikke selv har været udsat for mobning, der ikke forstår hvor forfærdeligt det kan være og at det kan få langrækkende konsekvenser, også ind i voksenlivet. Mobning er megt nedbrydende og det er svært at erkende at man måske selv har været med til at udøve psykisk tortur på en anden.

Og så er der offerets side som jeg kender ganske godt selv.
Jeg blev mobbet på alle tænkelige måder i min skoletid; psykisk (øgenavne, udelukkelse, udhængning i visse kredse mv) og fysisk (bank, indelukning mv).
Men i alle de år, blev det ikke taget seriøst. Selvom mine forældre rettede henvendelse til skolen, så blev der ikke gjort noget, for "sådan er børn". Selvom jeg endte med en regulær depression og selvmordsforsøg, så tog de ganske let på tingene.
Der er mange mobbeofre som har oplevet at de ikke er blevet aget alvorligt og at de har fået at vide, at det bare var noget der hørte barndommen eller ungdommen til. Det kan gøre det meget svært at snakke om, fordi man faktisk føler at man selv gør noget forkert ved at fortælle hvad der er sket.
Nogen steder er de enormt gode til at indprente i mobbeofret at det er ham/hende der er noget galt med, ofret er "utilpasset" eller "anderledes" og skal "måske ændre sig en anelse" og så går det over.
Det er jeg overhovedet ikke enig i men det gør at mange ikke engang tør snakke om det som voksne, fordi de føler at de så blotter sig og er svage.

I mine øjen er det helt forkert. Uanset hvor anderledes et menneske evt. er, så findes der absolut ingen undskyldninger for at plage vedkommende. Og der findes heller ingen undskyldning for, at man som voksne (eller i tilfælde hvor det er voksenmobning) eller overordnet ikke reagerer når man finder ud af hvad der foregår. Det er utilgiveligt at nogen mennesker lades i stikken når de mobbes, for det ér virkelig en voldsomt ødelæggende tilstand.

mobning:( mobbe haderen
jeg blev mobbet i skolen fordi jeg var kørt galt i bil med min onkel pg tante(ikke til skade kommende) men jeg til gengæld jeg blev lam i benene og skulle bruge hjælp til at komme ned af trapperen så skuppede de mig ned. jeg fik derfor selvmords tanker og sprang 3 meter ned og håbede på at dø men det skete ikke til gengæld amputere lægerne begge min bene og arm og nu sider jeg her brug for hjælp til alt men har fået nogle venner og en kæreste som har fået amputeret en ben så vi har næsten de samme vi er på pleje hjem og vi er begge to 24 år