Når man mister sin mor....

Når man mister sin mor.... Anonym
Først følte jeg en kæmpe lettelse... endelig fik mor fred efter 3 hårde måneder hvor jeg og mine søstre tog plejeorlov og passede mor. Mor var stærk lige til det sidste.. kræften tog næsten alt fra hende men ikke hendes omsorg for os alle, ikke hendes dejlige humor...

Nu er alt tomt og svært... tænker på hvad livets mening egentlig er ?

ja, siger lægen - en sorg som at miste sin mor kan tage op til et år, højtiderne er svære, billederne af mors tågede, bedende morfin øjne - lille, total hjælpeløs, kan end ikke drikke en dråbe vand fra en teske, levende død - ja, de billeder forsvinder også, siger lægen.

Var hun en hund havde hun fået fred for længst !!


"Jeg kan ikke komme derop" hviskede hun bedende - og jeg kunne ikke andet end holde hendes hånd og kysse hende på panden. Prøve at tale hende hen til det sted inden i hende, hvor hen kunne føle sig tryg. Stedet hvor der var varmt, trygt og smukt... jeg håber hun fandt det...

Livet giver ingen mening lige nu, tænker jeg....

- har du mistet din mor, ville jeg være glad for at høre hvordan du kom igennem. Hvad er godt at gøre? Hvordan kommer jeg videre med mit liv?

Deler det BeggeBenPåJorden
Din læge tager fejl! Det går ikke over. Heller ikke efter et år. Man lærer at leve med det.
Mistede selv min far pga. akut leukæmi. 7 uger efter diagnosen døde han. Vi var meget tæt. Det gik heldigvis hurtigt og han døde brat og uden smerter.
Godt 9 måneder efter mistede jeg så min mor - også pga. kræft. Hun led forfærdeligt meget. Og nej, jeg beklager. Men billederne udviskes ikke. Man finder forståelse hen ad vejen. Men man glemmer ikke. Hun var angst for at dø. Angst for at dø uden værdighed, med smerter og desorienteret. Desværre blev angsten til virkelighed. Jeg tacklede det så godt jeg kunne både mht. hende og mig selv. Jeg har ingen fortrydelser i dag. Men de første par år er slemme. Kan stadig ikke besøge mine forældres gravsted den dag i dag uden at bryde sammen. Jeg savner dem og har stadig brug for dem. Men sådan skal det ikke være. Jeg er 38 år og burde nok kunne klare mig uden mine forældre siger logikken mig. Men savnet er der stadig.
Jeg ønsker ikke at dø - men jeg glæder mig ubeskriveligt til jeg skal se dem igen.

mine tanker jacob.lykke
vil du gerne over det?!
forstå mig ret. jeg synes det er fint at savne en man har mistet, selvfølgelig skal man kunne virke i hverdagen, men man må gerne stoppe op og tænke på personen.

det er svært og noget jeg slet ikke kan forestille mig, for har ikke oplever det.
må kæmp, vær social, men husk også at mindes din mor!

alle tanker til dig.
mh Jacob

Jeg gjorde elway
Det da jeg min mor døde af kræft, at jeg begynde hos en psykolog.

Min mor var ca det eneste jeg havde tilbage, andet end lidt hist og pist.. Så man følte sig pludselig "Palle alene i verden"

Det vigtigt man får talt med en masse mennesker omkring det.. Ved at man kan få en henvisning fra sin lægen til en psykolog i tilfælde af dødsfald i familien. Man må også gerne tude alt det man kan, og være helt nede, det hjælper lidt på det, men ærligt, så kommer man nok aldrig helt over det, men man lære at leve med det på sigt.

Det er en hård periode, med et stort hul i maven du går igennem, derfor er det vigtigt at du taler om det, og får det bearbejdet så godt som muligt.. Jeg prøvede nemlig at stikke af fra det, og det var nok det dummeste jeg kunne gøre.. Du er velkommen til at smide en mail, hvis du har brug for nogle gode råd.. Jeg har trods alt været møllen igennem.

Mvh Michael

Efterladt iceman68
Je gve ddet ikke jeg mistede min mor sidste år, og 6 mdr fandt min far en anden de bor hver for sig, jeg har 2 brødre som jeg faktisk aldrig ser eller høre fra, medmindre det er mig der ringer, han har aldrig kunnet forlade huset til jul og nytår fordi han tror alle stjæler mellem jul og nytår, min 2 piger bor langt væk og jeg har dem kun hver anden år til jul og nytår, han kommer ikk fordi nu skal han være sammen med den nye i år også selvom jeg og min forlovede inviterede allerede i sommer sagde han det må vi se på , jeg har ikke anden familie end ham, han kommer også kun hvis vi invitere, børnebørnene, spørger om hvor er farfar, og ja ved ikke hvad jeg skal svere, men jeg lovede at holde kontakt med ham for min mor og det holder jeg uanset hvad men fatter ikke hvad jeg skal gør heller, men mit råd er tænk på det positive du har haft med din mor det gør jeg, se frem på at din mor ville være glad på dine vegne med det du opnår og gør sådan tænker jeg på min mor

Har Mistet Min Mor CaroxD
Jeg mistede Min mor da jeg var 11.
DVS for 3 snart 4 år siden .
Jeg er Ikke kommet over det endnu Jeg er stadig tom inden i
Jeg var mors Lille pige så jeg havde ikke et tæt forhold til min far .
Mig og min bror er gået meget ned efter min mor døde hun døde af lunge kræft
kun et halvt år efter vi fik det afvide døde hun det var en svær tid og jeg var altid hjemme for at være hos hende til sidst kunne hun ikke mere Og døde d 15.januar 05

rigtigt smuf
Hvor er det rigtigt det du skriver...
Jeg mistede min mor for to et halvt år siden,,, man kommer aldrig over det,,, jeg tænker på min dejlige mor hver dag og på hvor meget jeg savner hende, på min barndom og på alt det gode hun gjorde. har ofte svært ved at se en mening med det hele men tror på at den er der.
Hvordan jeg kom videre efter et dybbbbbbt sort hul. Jo jeg begyndte at tænke på at mit liv også er begrænset og at jeg måtte få noget ud af den tid jeg er her men også at huske mig selv på det som jeg også havde tilbage.
Jeg tror på at der er en mening med at vi er her. Det modsatte ville være ret mærkeligt. alt har en mening men det "største" af alt levende har ingen anden at formerer sig.
Set i perspektiv ude i universet har jeg også svært ved at forestille mig at jorden i et uendeligt univers, med alle de fantastiske ting vi har til rådighed ville være tilfældigt opstået og at vi ville være meningen med alt,,i mine øjne ret åndsvagt. Men det er min tro. kh smuf

Har mistet min mor Datter
Kære Anonym
Hvor for man støtte!!!!!
Dit indlæg berør mig dybt, det du har skrevet kunne lige så godt være noget jeg selv havde skrevet.Jeg håber du er blevet så stærk at du kan hjælpe mig.
Jeg mistede min elskede mor i januar 2008,og står nu med den samme tomhed som du, ved ikke hvor jeg skal finde den støtte og omsorg jeg hungre efter, men jeg er tom. Ønsker hver dag at det ikke er sandt.

håber du læser dette og vi kan komme i dialog.

savnet Anonym
Kære Datter
Du spørger hvor man får støtte, jamen i alle tilfælde kan man kontakte sin læge og måske her få en henvisning til psykolog, og ellers er det jo godt at tale om følelserne med sine venner.
Dit/jeres indlæg berører også mig meget.
Jeg mistede pludseligt min mor for et halvt år siden. Jeg har ikke tidligere mistet en som stod mig så nær og havde ikke troet at sorg/savn var så vanskeligt at have med at gøre, i mine øjne er sorg nok den mest ensomme følelse man kan have.
Indtil videre er det der har hjulpet mig mest at acceptere at sorgen/savnet må tage den al den tid som jeg har brug for.

At miste min søde dejlige mor Flow43
Jeg mistede mit et og alt, min mor lørdag den 1. november 2008. Det føles til tider som om jeg er ved at sprænges af sorg indeni. Navlestrengen er blevet cuttet, hun er væk borte for altid, jeg skal aldrig tale med hende mere, skælde ud, hygge el rejse sammen med hende mere.

Min bror og min far er også døde, nu er der kun mig tilbage af os 4. Det er så ufatteligt at jeg skal sidde her helt alene med min sorg, jeg har dog mine 2 dejlige drenge og familie og venner, men det er jo ikke det samme som at have min mor. Det var godt at hun lukkede sine øjne, hun havde mange smerter, var livstræt og savnede min far og bror rigtig meget. Jeg er sikker på at hun er kommet det helt rigtige sted hen nu og har det godt.

Hun har fødselsdag idag, men desværre kom hun ikke til at opleve den, hun ville være blevet 68 år idag.

Kære mor jeg elsker dig så usigelig højt, æret være dit minde.

Knus, kys og kram fra din datter

sorg og savn morrikke
kære Anonym.
Jeg som mistede min mor for et år siden ,jeg kan godt se hvad du mener med en psykolog, men nogle gange er det ikke det der skal til. Jeg har prøvet gennem et år at finde en gruppe som mig der har mistet en mor eller far som voksen. nogle der kunne mærke hvad man skulle igennem, eller tænkte det er bare ikke så lige til. Kræftens bekæmpelse, andre støtte grupper m. m. Vi bliver lidt glemt for der er ikke så mange, der søger dette vi kan selv og det er ikke et problem hvis man har et godt bagland. men mange som ikke har prøvet har svært ved det vi taler om.
Min mor og jeg var også hinandens "veninde" vi talte om alt og havde ingen hemmeligheder for hinanden. Sådan en har jeg ikke mere og det bekymre mig, lidt når der er noget tænker jeg at det skal jeg lige sige til hende.UPS det kan jeg ikke det er forbi. Her den 16 jan. er det et¨år side jeg mistede hende.Det bliver hård. jeg er kommet videre i hverdagen men hun vil altid mangle. Hvem skal se hvor store ungerne er blevet,alt det der sker med dem, mine nye briller, jeg har tabt 7 kg ,alle de små ting der gør livet hver at leve.

Det de andre ikke ser Victorie
Kære alle
Mistede min mor i januar 2009 hvor hun døde uden forudgående sygdom eller tegn på at der var noget galt. Hun faldt bare om. Jeg er så enig i at der ikke rigtig er nogen steder at gå hen når man har passeret de 25 år. Jeg er selv 31 år og føler mig meget alene med mine følelser. Jeg har mange rigtig gode venner som gerne vil hjælpe mig, men man kan ikke sætte sig ind i hvor stor savnet og ensomheden er, hvis man ikke selv har prøvet det. Min mor og jeg talte sammen hver dag om løst og fast. Børnebørnene, sidte nye opskrifter og tøjindkøb. Savnet er så stort at jeg er nødt til at gennemleve det i små bidder. nu har det lige været mors dag - og det er tomt at sætte blomsterne på gravstedet og ikke overrække dem til en mor der står med en åben favn og tager imod.
Anne

forståelse rikkemor
Kære Anne
Hvor er jeg frustreret over at der stadig ikke er et sted at gå hen. Det berør mig stadig dybt at se andre er lige så tabt som mig, men endelig er det lykkes for mig at få startet en gruppe i Næstved for os som voksen mister en forældre. Skal mødes med en gruppe for første gang i morgen, som står med den samme følelse som mig selv. Der er ingen som kan sætte sig ind i vores føleser, hvis de ikke har mærket det på sin krop. Mit råd er tale, tale, det forsvinder ikke men det bliver til at holde ud, nogle dage nærmere end andre.[f]

sorggruppe Flow43
Hej Datter

Jeg går i en sorggruppe hveranden onsdag i den kirke hvor jeg bor. Det er en meget stor hjælpe for mig. Jeg mistede min mor i november 2008.

venindens mor er død. saad.
jeg er en pige på 15 år der har en veninde hvis mor døde i maj her i år. veninden kalder jeg lige x. X og jeg gik i klasse sammen i 1 år, hvor hun var den indelukkede og hende med det kunstige smil, og hende man ikke rigtigt ville være sammen med efter skole. hendes mor blev syg af kræft, og døde så i maj her i år ( mens hun gik på efterskole, hvilket hun også gør nu). nu har hun skrevet til mig på MSN i et stykke tid om hvordan hun har det osv. jeg er selvfølgelig beæret over at hun betror sig til mig, og jeg tror vi er 3 i det hele der ved hvordan hun har det inderst inde. hun er bare ekstremt indelukket og det hjalp jo ikke på det at hendes mor gik bort, mit i det hele, og jeg ved at hun er sindssygt ked af det næsten hele tiden! jeg aner bare ikke mit levende råd, fordi jeg har jo ikke mistet min mor, så praktisk talt ved jeg slet ikke hvordan hun har det, og hun går næsten med hele sorgen selv, fordi hun ikke har selvtillid og er så indelukket. jeg prøver at få hende til at forstå at det ikke nytter noget at gå med det selv, og hun skriver tilbage at det er svært. og ja selvfølgelig er det svært, men man skal da ikke i en alder af 15 gå med det selv? hun går i sorggruppe og hun siger at det hjælper, og hun snakker også nogle gange med en oppe fra hendes efterskole. men hun skriger virkeligt på hjælp når jeg skriver med hende for hver gang eg er på msn og hun også er, kontakter hun mig og vi har lange samtaler om hendes følelser. jeg er bare ikke sikker på at jeg kan give hende den hjælp hun har brug for. hun har problemer med at græde ud, og betro sig til andre. mit spørgsmål er derfor. hvad fanden skal jeg gøre?

Nu er der gået 1 år Flow44
Idag kl. 15 er det lige præcis 1 år siden at min søde dejlige mor er gået bort. Tiden er bare gået så stærkt og vi er kommet videre, men det er stadig hårdt at hun ikke er her mere.

Hun var bare sådan et godt menneske. Elsket af mange og hadet af meget få. Jeg skriver i min bog til hende ca 1 gang om måneden. Det er rart at få tanker og følelser ned på papir, det letter en hel del når jeg har gjort det.

Hun mangler her hos os og det bliver hårdt her til jul, at skulle holde den uden hende endnu engang. Til næste år er det forhåbentlig meget bedre og nemmere at holde jul, og hvem ved, måske har jeg så fundet en kæreste og måske er der en svigerdatter el to:-).

Sorggruppen jeg går i, er en kæmpe hjælp, vi kender hinanden nu og støtter hinanden i alt hvad der nu måtte komme til os.

Vi må videre alle sammen.

Kære mor, du er gemt og ikke glemt.

Elsker dig for evigt.

Hílsen din datter og børnebørn

Jeg mistede min mor Millekbh
I onsdags den 11/11-09 mistede jeg min højt elskede mor, hun har været syg i 3 måneder, jeg troede at jeg var bare lidt forberedt på døden, MEEEEEN den kom som et kæmpe chok, jeg savner hende bare så meget at det næsten ikke er til at holde ud.

Ak ja Stjavl
Kære du.
Hvor var det dog rammende, det du skrev.
Min mor døde i november 2007, 70 år gammel.
Jeg er efternøler med meget ældre søskende og var kun 28 da hun døde.
Vi kunne også tale om alting, og jeg forstår så udmærket, at man ikke længere ved, hvem man skal dele de små ting.
Om 5 dage er det 2 år siden, og jeg savner hende stadig forfærdelig meget.
Hun er det første og sidste jeg tænker på, i løbet af en dag.
Føler mig lidt snydt ved at være yngst. Hun fik aldrig set mit hus, aldrig set de to børn jeg har.
Jeg savner hendes smil, og hendes optimisme - og ikke mindst nu her op til jul. På nuværende tidspunkt ville der have været gang i nisse strik og julepynt.
Jeg kender alt til at føle mig som Palle alene i verden.

Man kan ikke forberede sig.... MaKbh
Jeg forstår dig så godt...
Jeg mistede min mor d. 11 juni i år, hun blev 66 år. Fik plejeorlov de sidste 3 mdr af hendes liv så jeg kunne passe hende i mit eget hjem, for vi vidste at der kun var en vej. Men selvom jeg har vidste det, var der ikke nogen der kunne fortælle om tomheden bagefter. Savnet er ubeskriveligt. Og jeg savner hende hver eneste dag. Kan simpelthen ikke fatte hun er væk. Noget opgivende..og især bekymret for min første jul uden min mor i 43 år....

Savnet vil altid være der HenrikKbh
Hej. Jeg vil altid savne min mor, som døde i oktober som bare 55-årig. Sygdomsforløbet strakte sig over 2 år. I denne periode forandrede hun sig desværre meget, og blev frygtelig vred og bitter over sin KOL-diagnose. Jeg så hende sidste gang i juni 2009, og hun døde så i oktober... billedet af hende på båren i kapellet, vil altid stå printet i min hukommelse.

... og det gør sgu bare så ondt. Jeg elskede min mor, og alle de gode oplevelser vi har haft gennem årene. Det værste ér at vi talte så dårligt sammen til sidst, og ja, at jeg ikke fik sagt ordentligt farvel. Gudskelov vidste hun at jeg elskede hende, og jeg vidste at hun elskede mig, og det hjælper mig ligesom videre i dag. Men at miste min mor som 28-årig havde jeg aldrig forestillet mig kunne ske, troede at hun ville leve mange år fremover[:$]

Så, ja, livet går videre, Jeg er langtfra kommet mig over hendes død endnu - men jeg håber at det kommer en dag[:O]

Føler mig tom bekken
Jeg mistede min mor d.6/6-10 Hendes liv havde været plaget af sygdom gennem mange år,og til sidst gav hun op. Hun nåede at fortælle det til min søster og jeg, at nu orkede hun ikke mer. Noget tid efter blev hun ramt af en hjerneblødning, der langsomt men sikkert fjernede den sidst gnist. Jeg troede jeg var forberedt på døden.. Forberedt på det, som hun ønskede " at få fred" Men Ved gud hvor er det svært... Jeg sidder her som en voksen mand (41 år) og må lade tårene få frit spil, hver gang jeg tænker på hende. Det at man ikke bare kan ringe, for at høre "om der er liv kludene" som vi plejer at sige til hinanden. Og forventningen om at få et svar, et svar man ved aldrig mer kommer. Jeg føler mig så tom. Jeg stod min mor meget nær, Ikke at min søster også havde betydning for hende, Men vi havde et fortroligt forhold,som de sidste år også blev ærligt og meget nøgternt. da hun ikke længere kunne skjule sin fortvivelse over den skæbne livet havde budt hende. Kære mor jeg savner dig så uendeligt meget. Men ved også at, du nu endelig har fået fred.
Æret være dit minde

har mistet min elskede mor dortesara
jeg har mistet min mor for 4 måneder siden det er bare så hårdt hun havde kræft og det gjorde så ondt og se hende hun var så tynd og afkræftet jeg er på kirkegården 1 gang om ugen jeg savner hende rigtig meget kan ikke fatte at hun er væk for altid hun blev 58 år gammel


min elskede mor [l]

Føler mig tom Anonym
Jeg mistede min mor for mange år siden. Helt præcist da jeg var 8 år. Jeg er 14 nu.
Mange skriver at det var svært At miste sin mor som 28 årig. Jeg var 8 år. Det var forfærdeligt
Og jeg forstår stadig ikke hvorfor det lige var hende. Jeg skrev dagbog i et stykke tid efter og
syntes ikke det hjalp. Nogen gange kan jeg bare blive så ked af det.
En af følgerne er at jeg er blevet meget sårbar.
Jeg kan få tåre i øjnene efter ingenting. Hun var ikke med til min konfirmation
og det her bare lort. <3 jeg elsker min mor.

Tiden læger alle sår.... Dducks
Siger man jo, og det er såmænd også rigtig nok.
Man glemmer bare at tilføje at der altid vil være et ar.

Jeg har også mistet nær familie, og man kommer aldrig 100% over det, men man lærer at leve med det, og efterhånden kan man styre sine minder så godt at man kan mindes de gode stunder og få det lidt bedre på den måde.

Når man mister sin mor.... Jette Nielsen
Først vil jeg kondolere [:|]
Sorg er tegn på kærlighed, som man ikke kan give, og ej kan modtage.

Jeg har også været i situationen.