når mor og far skal skilles!!!

når mor og far skal skilles!!! splittet pige
hej
jeg er en pige på 21. har en lillebror på 17 og en storesøster på 24..

mine forældre skal skilles?!?!
det er lidt underligt, ved vi er voksne, men mor og far har altid været sammen, og lige pludselig skal de skilles, de siger de er vokset fra hinanden??

vi ved jo alle sammen at kærlighed kan knække, vi er jo voksne alle tre.
for min søster er det meget hårdt, og ved det også er hårdt for min lillebror selvom, han ikke rigtig viser det..
og så er der mig? jeg står med en følelse af splittelse! følelsen af at skal holde mine søskende oppe.. måske det er meget normalt når man er den mellemste. det er hårdt for mig også men føler ikke rigtig jeg kan mærke det, men alligevel kan jeg.. men føler at jeg har et ansvar over for mine søskende, jeg føler jeg skal vise jeg er stærk..

de spørger tit om ikke der rør mig.. og det eneste jeg kan svare er jo det er hårdt, men de har valgt at gå hver til sit...
det er det eneste jeg kan sige til dem, men når jeg så er alene er jeg knust, for det gør ondt selvom man er voksen, eller ja i ved hvad jeg mener..

men de følelser kan ikke rigtig komme frem når de er der, eller når mine forældre er der..

hvorfor kan jeg ikke bare sige at jeg har det skidt over det??
hvorfor føler jeg at jeg har det ansvar at jeg skal vise at jeg er stærk?

jeg føler mig splittet, og jeg ved at det er meget normalt, og mine forældre har også flere gange været tæt på at gå fra hinanden og min mor siger at grunden til at de har holdt sammen har pga os??
selvom jeg måske godt vidste den dag her ville komme, så rammer det mig meget hårdere end de andre gange, måske fordi jeg ved det er alvor.. og måske fordi jeg ved at nu jeg er alle tre voksne.. men føler mig splittet..
jeg er åben overfor hvis de begge skulle møde en ny.. det jeg .. men tanken om en anden "mor" eller "far" puha det bringer mig i gråd..
ved godt de aldrig vil være min "far" eller "mor" kun sted eller pap eller hvad man nu siger idag..

men puha det gør så ondt...

nogen der har været i samme situation som mig, eller nogen som er blevet skilt med større børn, kan i komme med nogle gode råd om hvordan jeg skal forholde mig??

HJÆLP!!!

kære splittet pige. elisapigen
jeg kender det. har selv gået igennem det samme. du skal være velkommen til at skrive en sol mail til mig, for mit indlæg ville blive for langt. men skriv og så vil jeg prøve så vidt muligt at hjælpe dig.

håber du vil tage imod tilbuddet.
kram herfra.

øhh splittet pige
ved ikke lige hvordan jeg gør det...

et råd kan jeg give. elisapigen
du skal holde dig neutral. fortælle dem begge at du ikke er på nogens side, at du elsker dem begge. du skal hjælpe dig selv før du kan hjælpe dine søskende. og bare fordi du er "voksen" betyder det ikke at du skal have mere ansvar eller flere byrder.

begå ikke den samme fejl som mig. jeg holdte det hele inde og var "stærk" og det ødelagde mig. det samme med min lillebror som nægtede at tale om det. vi er nu begge mere åbne, men det har lavet dybe sår.

du kan samle dine veninder til en aften, hvor du kan rase ud, smadre ting og bare græde til du ikke orker mere. så er de der til at trøste dig når det er forbi. det kan virke skræmmende og grænseoverskridende både for dig og dine veninder, men det hjælper.

alt godt herfra[l]

var lige inde og kigge på mailen. elisapigen
og aner heller ikke hvordan man gør:)
men har skrevet et lille råd til dig.

[l]

tak splittet pige
for dit råd.. mine forældre ved godt at jeg elsker dem begge, det har jeg sagt.. har også sagt at finder de en ny en dag skal jeg nok accepter selvom det måske bliver svært. men chancen for at de finde en ny er måske nok stor da de begge kun er 43.

og jo måske tænker jeg at det var på tide, for de har været tæt på at blive skilt mange gange.. og det var også hårdt...

men selvom man ved at det nok en dag sker, så gør det ondt...

nemlig. elisapigen
uanset hvad alder man har, gør det ufattelig ondt når ens forældre skal skilles.
mine forældre gik fra hinanden med had til hinanden. det er virkelig hårdt. men tænkte selv at det var på tide.

men det vigtigste er ikke at holde det hele inde. det ender helt galt, hvis man først begynder på det.

hmm splittet pige
jamen er du også den mellemste??

gad godt og vide hvorfor jeg føler ansvar overfor mine søskende..

for det er jo ikke min skyld...
ved ikke om det er normalt for den mellemste eller om det bare er normalt uanset hvem det er!?

jeg var så den ældste. elisapigen
men følte lige så stor ansvar for mine søskende. og det samme gjorde de. min lillesøster var på daværende 3 år gammel og hun troede det var hendes skyld at vores forældre ikke var sammen. tror det er ligegyldig hvilket led man er i søskendeflokken.
man vil på et eller andet niveau føle skyld, selvom man inderst inde ved at man ikke har noget med det at gøre.
tror bare det er menneskelig natur.

tror måske splittet pige
det har noget og gøre med at et lykkeligt eventyr altid ender godt..

og så de to mennesker man stoler mest på og de to mennesker man ser mest op til..
når de lige pludselig ikke er sammen mere.. det er svært at forstå...

for i ens lille eventyr verden skal man jo være lykkelige alle sammen..''

og når det lille eventyr går i stykker så føler man sig nok ansvarlig...

ved det ikke.. men hold da op hvor føler man sig bare splittet.. for man er jo bagne for at den ene skal føle man ikke vil dem mere...

og så nok tanken om at der kommer en anden ind i billedet? det skræmmer en for sæt nu man vil blive glemt så??

ja det er møg svært elisapigen
og tror egentlig du har ret i det med eventyret. det er man jo blevet fodret med, siden man var bette. og mor og far er jo kongen og dronningen.
og ja. man har en frygt for at enten mor eller far føler at man ikke gider dem.
men de ved godt at det ikke er tilfældet. det er bare en frygt der kommer hos børn.

der er en masse frygt, det vil jeg give dig ret i. og tanken om at enten mor eller far er sammen med en anden, virker helt forkert. begge mine forældre er blevet gift igen. og det er skide svært. man bliver lidt sur et eller andet sted. hvor vover de at tage ens forældre.

men det bliver lettere. tro mig. snakker ikke ret meget med mine forældre længere, og ved at min mor nok ikke er så lykkelig som hun giver udtryk for og det er skide svært at acceptere. men min far er lykkelig.

smerten forsvinder lidt efter lidt, men det tager tid. lang tid.

ja tror splittet pige
jeg også det gør...

men vil jo selvfølgelig helst have de begge er lykkelige, men føler nok også jeg er ansvarlig fordi at mine forældre blev sammen da vi var små fordi de ville tænke på os..
de vidste bare ikke det gjorde mere ondt at høre engang vær 3.-4. år at de ville flytte fra hinanden.. havde det svært som teenager fordi det heller ikke gik så godt derhjemme...
men det gør mig da også en smugle lykkelig at de endelig har taget sig sammen og blive skilt og for en gangs skyld kan blive lykkelige begge to...
mine forældre er dog venner.. og tror også de første par år vil vi holde jul sammen.. men tror lidt det er det at julen kommer snart, tror også det er det der gør lidt ondt.. for julen skulle jo i alle eventyr være den bedste tid hvor familien er samlet og sådan.. puhaa det er virkelig en hård en...

jeg ved godt hvor hårdt det er elisapigen
men se det på den lyse side. dine forældre er venner og det gør en hel verden til forskel.
mine forældre hader hinanden og derfor har min far ikke set min lillesøster i flere år. og jeg sidder tit med tanken om når kæresten og jeg engang skal giftes, hvordan kommer det så til at gå. hvad med barnedåb, når det første barnebarn kommer til verden osv.

det er hårdt.
de har set hinanden én gang efter de blev skildt og det var der jeg blev student. de hilste pænt på hinanden og gav hånd, men man kunne mærke spændingerne.

puha den må være hård splittet pige
jeg kunne forestille mig at det har været det sværeste at stå i.. heldigvis for at mine forældre er venner.. men vil de mon forblive det hvis en af dem får en anden? ved min far er meget syrlig jaloux..

min mor har aldrig måtte snakke med andre mænd...
men din situation må da helt sikkert være værre end min er..

men mange tusinde tak fordi du ville bruge tid på mig...
og tak fordi du lyttede og gav mig inspiration..

mange tak :D

man kan altid håbe:) elisapigen
jeg er kommet igennem det og det skal du nok også søde dig:) bare bliv ved med at tænke positivt, selvom det er svært:)

det var mig en glæde at hjælpe dig søde. håber du snart får det bedre[:)]

kram og kærlighed herfra [l]

Du kunne starte med at give hende en mailadresse Hjælpende hånd
og til trådstarteren. Hvis du selv har en mail, (ligegyldigt hvilken slags) så vælger du <ny meddelelse> og indsætter den mailadresse du har fået opgivet og skiver så din besked i besked feltet og trykker til sidst <send>