Når skilsmissen rammer næste generation

Når skilsmissen rammer næste generation Mor & skilsmissebarn
Hmm... Vi unger er for længst blvet voksne, men sporerne af vores forældres skilsmisse sætter mærkes og ses helt herind i voksen livet. Bl.a. valgte min far ikke at komme til mit bryllup, selvom jeg ydmygede mig selv ved at smide mig på knæ og tigge og bede ham. Men han nægter at være i samme bygning som min mor - og det valg måtte jeg så respektere. Hvor skal vi holde jul, begge mine forældre vil gerne holde jul med både min datter og jeg, men vi kan ikke være to steder på en gang. Jeg føler jeg skal træffe et valg og når jeg gør det, ved jeg også jeg gør den ene ked af det. De kan ikke være i stue sammen, de har ikke snakket sammen i 12 år. Min datter er uforstående overfor situationen, hun vil bare gerne se dem begge. Det gør ondt at vide den ene kommer til at sidde alene, når man vælger at være sammen med den anden. Vi prøver at skiftes i mellem dem, men hvert andet år er vi hos min eksmand og hans familie og hvert andet år hos min familie. Det er mine forældres beslutning at de ikke kan snakke sammen, så egentlig burde det være deres egen hovedpine, men jeg får virkleig dårlig samvittighed over for den der ender med at sidde alene. Nogle gange har vi valgt at holde jul selv, rejse væk eller arrangere jul for hjemløse på et herberg.Jeg aner ikke mine levende råd, min datter mener vi skal droppe at fejre jul. Hun mener det latterligt at have alt det bøvl pga en aften, jeg kan godt forstå hende. I virkeligheden burde vi kunne sætte os ned på hviket som helst tidspunkt af året og hygge os med familien og ikke gøre det bare fordi det er jul. Jeg aner ikke hvad jeg skal stille op eller hvor vi skal holde jul...

ushj... kender det ...
Jeg kender det. Mine forældre kan heldigvis godt være i samme stue, selvom der er en barnlig kold luft fra min Far til min Mor. Nu har jeg ikke nogle børn - endnu. Men min mand og jeg er ret enige om, at vi IKKE kommer til at lave 2 børnefødselsdage eller noget andet "to gange". Det smerter at sige det, men jeg vil simpelthen ikke leve i den dårlige samvittighed, som jeg genkender alt for godt i dit indlæg. Det er dem, der har truffet nogle valg i deres liv. Jeg har også forklaret dem begge, at den slags hensyn vil jeg ikke tage. De er voksne mennesker. Når jeg deltager i arrangementer, hvor der er folk tilstede, som jeg ikke ønsker at snakke med, så undgår jeg dem ganske enkelt. Det kan man vel med rimelighed forlange af andre mennesker - særligt ens forældre - særligt i forbindelse med deres fælles barnebarn!!!
Resultatet af det kan måske blive, at "hvis han/hun kommer, så kommer jeg ikke", og derfor ser man ikke den ene eller anden part til familiearrangementer. Men er det ikke mest deres valg? Det er ikke et svar - mere egentlig et spørgsmål jeg stiller mig selv i ny og næ.

Omkring jul... hmm tja... tankerne nærmer sig jo allerede, når alle for-og-imod-tankerne skal til at stilles i stilling...
Mit store problem er, at min Far bor med sin kæreste, der har voksne børn med familier, og min Mor er single. Det vil sige, når vi så smutter til min Far til jul, så er den kære Fru Moder ganske mutters alene. Jeg har ikke noget færdigt svar... Jeg tænker, det bliver noget med 1 år sammen med den ene, næste år med den anden, 3. år med min mands familie... Hjemme hos os eller hos dem...
Jo, man kan godt samles på resten af årets mange dejlige aftener, men for familier, der nu en gang har fejret "lykkelige juleaftener", så vil der ALTID være et særligt savn sådan en aften.

Man må vel kalde en skovl for en skovl, og skilte forældre for skilte forældre. De kan ikke have besøg af deres fælles børn og børnebørn på een og samme juleaften. Det må jo være en del af den konsekvens, DE tager ved at DE bliver skilt. Jeg arbejder stadig på at det ikke er MIN dårlige samvittighed, men DERES valg i DERES liv. Jeg kommer sikkert til at arbejde med det resten af livet - og det bliver helt sikkert ikke enklere når der kommer unger til. Det eneste jeg kan gøre er, at dele sol og vind nogenlunde ligeligt over tid, og gøre mine forældre KLART at det er dét, vi gør.

Pøjpøj med dine forældre - og hav en god jul [:)]

Dilemma Meette
Jeg kan godt forstå dit dilemma. Du vil gerne gøre det "rigtige", men kan ikke finde ud af hvad det er - for uanset hvad du vælger af løsning, vil du fravælge en.

Men har du tænkt på at vende den om, og sætte dig selv og din datter i centrum - hvad har I lyst til? Som i alle andre valgsituationer er der nogle rammer, du skal vælge indenfor, så du kan ikke vælge frit. Når I har fundet ud af det, synes jeg I skal fremlægge det for dine forældre. Dvs hvis I enten vil være samme med begge eller ingen af dine forældre, fordi du ikke kan forlige dig med tanken om, at en af dem sidder alene, synes jeg det er det I skal fremlægge. Hvis de så siger, at de ikke vil være i stue sammen, har de haft valgmuligheden men selv taget beslutningen. På den måde har du været ærlig overfor dig selv, uden at lukke helt af for dine forældre, idet de har fået to løsninger at vælge mellem - du har derfor ingen grund til sårlig samvittighed.

Som jeg læser dit indlæg, vil du uanset denne fremgangsmåde have dårlig samvittighed, men overfor hvad?

Du må ikke misfortså mig, jeg misunder dig ikke dit dilemma, men hvis du alligevel kæmper med dårlig samvittighed er det ikke dine forældres ansvar med dit eget. Hvorfor og hvordan du har fået nogle lig i lasten der gør at du døjer med dårlig samvittighed er sådan set underordnet. Den del af din opvækst kan du ikek lave om. Du er et voksent mennekse, der selv må tage ansvar.

Du skal tage ansvaret for dig selv - og din datter - men det er ikek dit ansvar at please dine forældre, eller at tilpasse dig dem, så de bliver glade.

Umiddelbart tror jeg ikke det er dine forældres skilsmisse der er det grundlæggende problem. Jeg tror det er dig der glemmer at tage hensyn til sig selv, men istedet prøver at gøre andre tilpasse. Hvis du finder ud af, hvorfor du reagerer som du gør, tror jeg også du kan lære at sige fra uden at få dårlig samvittighed. Både overfor dine forældre og overfor andre.

Jeg håber du kan bruge mit indlæg til noget, for det lyder som om du kæmper en umulig kamp. Man kan ikke gøre alle andre tilpasse[f]

Vink den dårlige samvittighed farvel Undren
og bliv naturlig harm over at nogen er så tåbelige at tage gidsler, for det er præcis det de gør. og det er dig og dit barn der er gidslerne. Find dig ikke i det. Find ud af hvad I gerne vil og lad dine forældre om at indrette sig med deres had som de vil. Tænk at man STADIG efter 12 år ikke er kommet over at blive disket. Hvor latterligt kan det blive?

det er nina1974
bare syndt - for dem....

Ikke fordi min mands ekskone og os er særlig god venner, men vi kan dog sidde i den sammen stue og snakke vejr, arbejde, nyheder osv altså smalltalk...
Vi har der været til flere forskellige arrangementer og fester sammen, bla. konfirmation. Til sidst var vi så til indflytterfest hos datteren, hvor stemningen var højt og vi grinet der også sammen. Vi er der forpokker voksen mennesker. Min mand vil der ikke gå glip af at føre sin datter ned ad kirkegangen til hendes bryllup, bare fordi moren er til sted...

Hvis jeg var dig, så vil jeg der fortælle din forældrer at de er tarvelig og egoistisk. Fremover bliver der send indbyldelser ud og de kan som alle andre gæster melde afbud,- uden at få at vide om den anden har meldt fra eller til.

Hvorfor? KlausJ
Av-av, ikke en let situation.

Er der nogen i familien der overhovedet ved hvorfor din far ikke vil se din mor?