Nærdødsoplevelser har du prøvet at dø ?

Nærdødsoplevelser har du prøvet at dø ? bare mig
døden er vel noget vi alle frygter.

Men hvordan er det at dø ?

Har du haft en nærdødsoplevelse, eller kender du en som har ?

Vil du ikke fortælle mig om den ? da jeg er bange for at dø en alt for tidlig død af sygdom.

Frygt nu ikke Den frygtløs
Frygter ikke mit barn hehe. Det er bedst at dø end at leve. Alle skal dø på et tidspunkt. Være ikke bange. Hvorfor skal man leve når mange kæmpe for deres dagligdag, og det er hårdt. Bedre end at slippe alle tingene løs. Ikke strammer den ellers så bliver man også træt til sidst. At leve = lidelse, At dø fører en til et sted, hvor man kan befrie alle sin lidelse fra det jordiske liv m.m. Du skrev døden er vel noget ALLE frygter. Husk at trække mig fra. Da jeg ikke bange for døden. Jeg er kun bange for lidelse, smerte, sygdom, knust, skænderi m.m. Men da alle dette ord kan hjælpe en kommer ud fra disse træthed m.m., må det føre til døden.
Der findes ingen andre medicin for at hjælpe dig kommer af med at være bange for døden eller død af sygdom. Jo en ting skal man huske og det er også hammende sund for ens krop, udseendet m.m. Det er at være en glad og positiv person. Spis, drik, rejse giver ens liv nydelse m.m.

Hilsen den frygtløs

PS: Alle har været død en gang, men ikke alle kan huske, hvornår det er. Selv under fødsle, sygdom m.m., og det kalder man for genlever.

De Radikales landsmøde.... Hørligeher
...giver dig helt kvit og frit en nærdøds-oplevelse, på DR1 oven i købet.[:*(]

Noget for licensen[:D]

ja jeg kan slim
hej jeg kørt ind i siden af en bil med meget høj fart på en motorcykle . jeg tinker for mig selv det bliver ikke godt det her når jeg kan se bilen foran mig slam sage det bare jeg bliv smidt 15 meter ud på en mark , da jeg rammer bilen er det lige som om at tiden går i stå og det hele går meget lang somt , jeg tinker for mig selv det var jo ikke slemt :-) der er en ro og fred som jeg ikke kan forklare og jeg føler mig utrolig lykkelig det er lige som om min krop ligger på marken og jeg svæver et stykke fra min krop , jeg har lige som et tunnelsyne her hvor jeg svæger rundt og der er en ringe lyd og eller kimen tone i bagen grunden kan jeg høre en skrige helt vilde , jeg tinker bare så tag da det ligt roligt i samme sekundt , så for svinder mit tundelen syn og det er mig der ligger og skriger det gør meget ondt , jeg må sige at jeg er nysgær på vad der er på den ande side , jeg ælsker livet men jeg frygter ikke døden meger for det var meget smukt og meget fredfyldt.ps kan jeg spøre dig om vad du fejler ?jeg kan godt forstå hvis du ikke har overskud til at svar på det jeg spør dig om ps jeg arbejder som healier , du kan skrive til mig på kim6216@gmail.com hvis du har lyst til noget healing vh slim

Hmm.. nat.
Tror ikke rigtigt at nogen kan forklare hvordan det er at dø, for man har jo ikke prøvet det? (:


Ved ikke om man kan kalde det en nærdødsoplevelse, men da jeg var 9 (er idag 18) gik jeg ud bag en parkeret bus, for at se om der kom nogen biler.. Kan så huske at jeg ser et par bil lygter komme tættere på, også er jeg væk.. Så kan jeg ikke huske mere.

Har så fået af vide, jeg blev slynget ind på fortovet af bilen, og mit hår sad fast ved bildækket, og var tæt på at blive kørt over..

det næste jeg husker er, at jeg ligger på en parkerings plads, og at jeg ville ind til min mor.. ( det var lige udenfor vores hus ). Jeg var meget øm over alt, og var kanon tæt på at dø..

Siden den dag, har jeg bare lært at være glad for livet..

Man skal ikke gå og være bange for at dø, så kan man gå hen og bliv syg af det.. Lev dit liv, som at hver dag var den sidste, du skal leve livet.. og huske at fortælle dem du elsker, at du elsker dem.

bare et svar til de andre anonym
og så ville du har haft min
Davs

Næh anonym
men jeg er ret sikker der bare bliver helt mørkt, og det er så det.
Du mærker intet mere.

Jeg har prøvet, Anonym
fik et ubehag, nærmest som en kraftig halsbrand, ville egentlig have lagt mig, men andre
tilstedeværende fandt at noget var galt, så nde fandt det bedst at tilkalde ambulance-
Hvilket ogsåskete uden jeg opfattede dette. Jeg var vel på dette tidspunkt nærmest havldøsende. Jeg mindes svagt at jeg blev bragt til ambulancen, her fik jeg det første hjertestop. Har ikke selv den ringeste erindring om dette. På vej til hospitalet fik
jeg igen hjertestop, blev igen genoplivet. Alt dette er blevetmig fortalt senere, jeg
havde ikke den ringeste erindring om alt dette, jeg må måske skuffe nogle. ingen følelse
af denne tunnel man passerer med det blændened lys for endes- Men man fik mig til hospitalet i tide. Så jeg lever stadig i bedste velgående. Så dette er altså min oplevelse med døden. Den har jeg nu aldrig frygtet, så efter denne oplevelse, er jeg ret
så afslappet ved tanken. Er idag 72 år gammel.

Om der er liv efter døden, måske ! tone
Jeg skulle igennem en lille operation. Da jeg blev bedøvet hørte jeg en ringen. Måske var det noget i operations stuen , jeg ved det ikke. Men pludselig røg jeg op fra operationsbordet. Det gik meget stærkt.Så stærkt, at det kildede i maven. Jeg dukker hovedet og tænker, jeg støder mod loftet.
Men jeg var allerede røget igennem en masse lofter. Jeg tænker: Det var dog en masse hvide lofter og prøver at kigge op. Der ser jeg en sort himmel. Langt, langt nede ser jeg operationsstuen. Der står to på min højre side og en på min venstre. Jeg ser det hele højt oppe fra. Jeg kigger rundt og ser en blå dis et stykke fremme. Jeg tænker: mærkeligt, jeg er jo ude i verdensrummet. Mange, mange tanker går gennem mit hoved. Jeg ser på min krop. Den består af hvidt lys med små mønstre. Udenom er der en aura af hvidt lys. Neglene er svagt lyserøde. Jeg tænkte på, det så kønt ud. Jeg kiggede ud i rummet. Der så jeg et lys. Om det var mig, der med ufattelig fart kom hen til det eller det var omvendt, ved jeg ikke.
Det var min oplevelse.
Det er så længe siden, at jeg ikke havde prøvet at flyve. Jeg vidste ikke, der var flere skylag. Nogle år senere var jeg ude at flyve og vi gik gennem flere hvide skylag. Det slog mig: Alle mine hvide lofter. Jeg så også senere billeder af jorden fra verdensrummet. Der så jeg den blå dis, jeg havde set.
Om der er liv efter døden ved jeg ikke, jeg håber. Men jeg undres stadig over min meget tydelige oplevelse, her 45 år efter.

nærdødsoplevelser, spøgelser o.l. stig007
I forbindelse med at jeg skriver på en bog om uforklarlige hændelser er jeg interesseret i at høre fra personer der har haft nærdødsoplevelser, set spøgelser, forudsigelser etc.

Bogen er en fortsættelse af en tidligere udgivet bog hvor jeg fremsætter en teori for hvorledes uforklarlige hændelser måske kan forklares.

spøgelse anonym
Jeg kontakter ikke nogen, men jeg kunne da godt lide at høre , hvordan du vil bortforklare denne oplevelse.

I ca 1962 stod jeg sammen med min daværende mand i et helt oplyst kælderrum under et gammelt hotel. Det var oplyst med neonrør. Rummet var tomt og nymalet. Der skulle laves en udstilling.
Da jeg stod og kiggede rundt fik jeg en fornemmelse af, der var nogen der kiggede på mig. Jeg vendte mig om og der, et par meter, væk stod der en gennemsigtig mand. Jeg så ind i hans øjne, som virkede meget levende. Et øjeblik efter forsvandt han. Jeg nåede at se, hvordan han så ud og var klædt.
Det var en høj og kraftig mand, ikke tyk, men kraftig bygget. Han var grå, så farver var der ikke. Hans hår var strøjet glat tilbage. Senere tænkte jeg på om det var bundet i en hestehale. Hans ansigt var kraftfuldt, lidt bredt. Hans jakke lignede noget bomuldstof, min bedste beskrivelse, for den var ikke som en herrejakke i dag. Han havde et smalt bælte omkring livet. Hans bukser var vide, jeg nåede ikke at se fødderne. Jeg vil tro aldersmæssigt omkring 50 år. Selv om det jo er svært at bedømme.

Jeg siger noget overrasket til min daværende mand: Det var meget mærkeligt, jeg så en mand kigge på os. Jeg så ham også, siger han. Han stod og betragtede os. Han havde stået og kigget på ham lidt længere end jeg.
Jeg spurgte ham, for ikke at blive narret: Hvordan så han ud og hvor stod han.
Han forklarede nøjagtig det samme, som jeg havde set.
Vi så ham ikke siden.
Endnu er jeg hverken senil eller skør. Jeg ville aflægge ed på det er sandt. Ingen ville tro på os dengang og det vil sikkert også knibe i dag.
Jeg kan endnu se ham for mig. Min daværende mand er død, så han kan ikke fortælle noget mere.
Jeg undrer mig over hvem og hvad det var. Det kan ikke være et fastfrosset tidsbillede, dertil var hans øjne alt for levende.

Spøgelser-nærdødsoplevelser anonym
Er der ikke nogle flere, der kan fortælle en sand spøgelseshistorie. Eller meget gerne en nærdødsoplevelse.

min oplevelse anonym
Da mit yngste barn blev født foretrak jeg en hjemmefødsel. Jeg var virkelig blevet bange for sygehuset. Og hvem skulle passe mit ældste barn. Joe, det var hårde tider.

Der var ingen, der tog sig af mig , så det var hårdt. Jeg måtte kravle på alle fire den første dag efter, for jeg kunne ikke gå.
Egentlig forstod jeg ikke mine forældre, for min mand var ansat hos dem og ingen tænkte på, hvordan jeg klarede mig.

Nå, men det var en lille lejlighed, så mit barns seng kunne ikke være i værelset, hvor jeg lå, den stod i rummet ved siden af. Jeg kunne dog se den
Min ældste sov , jeg lå i sengen og læste. Min baby sov også, så det var en fredelig pause. Hvad jeg altså også trængte til.

Pludselig fik jeg en mærkelig fornemmelse , jeg kiggede ind i stuen , hvor babyen var.
Der, ved siden af sengen stod der en lille kutteklædt skikkelse.

Jeg blev meget bange og bad fadervor højt. Noget jeg ellers ikke sådan gør.
Skikkelsen forsvandt og jeg kravlede ind til mit barn. Der løb blod ud af hans øje. Jeg fik et chock og fik tilkaldt hjælp ved at råbe på min nabo. Der blev ringet efter læge.
Lægen kom og sagde, det var en byld inde i øjet, der var gået hul på. Det var godt, der skulle ikke gøres noget. Men det var en slem forskrækkelse.
Jeg har aldrig glemt det, skønt det er 49 år siden.

Blev erklæret død da jeg lå i respirator gisiger
Har været ude for en meget alvorlig ulykke, hvor jeg var i coma og lå i respirator. Kunne/ville ikke trække vejret selv, men da lægerne fortalte min datter at hun måtte sige farvel til sin mor og hun begyndte at græde, BEGYNDTE JEG AT TRÆKKE VEJRET SELV! Kan kun sige at det var uendelig kærlighed at være hos Gud. Mødte min far som havde været død i 3 år!, fik jeg af vide da jeg var kommet mere til bevidsthed i det jordiske.
Det er nemt nok at sige at du ikke skal være bange, men det er en større vandring at komme gennem de åndelige verdener, så hvis du har formået at finde vej i jordelivet, kan du også finde vej i de åndelige verdener. Husk det kun er din fysiske krop du forlader. DU dør ikke, du forlader bare din fysiske krop og "rejser" et andet sted hen som ikke kan forstås med den fysiske, jordiske hjerne. Jorden er vores allesammens kravlegård :-)

vanskeligt at forstå anonym
Jeg forstår ikke helt, hvad du mener.
Da du kom tilbage til det jordiske fik du at vide, du havde mødt din far. ???
Vil du ikke uddybe det lidt.

Kom tilbage mod min vilje anonym
Jeg vil beskrive mig selv som jordbunden og jeg tror normalt kun på det, jeg kan se med mine øjne eller ting som kan bevises. Så meget desto mere generet er jeg af en oplevelse jeg har haft med døden, en oplevelse som jeg indtil nu kun har betroet ganske få, for jeg synes altså at det er underligt, but here goes:

Som spæd led jeg vuggedøden. Jeg stod og sov i barnevognen udenfor huset, da min bedstemor lige ville se til mig, før hun tog hjem. Hun har siden dirrende af rædsel fortalt mig om synet: Jeg var helt voksgul og det var helt tydeligt, at jeg var død. Rædselsslagen kaldte hun på min mor, som hev mig op af barnevognen og ruskede i mig. Der blev ringet efter lægen, som normalt var lang tid om at komme, han kørte som død og helvede, men jeg var stadig død da han ankom. Han hev alt tøjet af mig, ruskede og masserede mig og klaskede mig bagi. Til sidst, da de næsten havde opgivet mig, trak jeg vejret og kom tilbage til livet.

Så længe tilbage jeg kan huske, har jeg haft en meget stærk erindring, som jeg som ganske lille har fortalt mine forældre (uden at vide hvad det var) og de har sagt at det var fantasi. Men jeg VED at jeg har oplevet det, og først som ung hørte jeg, at jeg har været død. Jeg er overbevist om, at mine oplevelser stammer fra da jeg var død.

Jeg "vågnede op" ved, at jeg svævede over indkørslen, stille steg jeg til vejrs som en ballon. Jeg gik i panik over pludselig at svæve og kæmpede for at holde mig på jorden. Pludselig hørte jeg en blid og kærlig kvindestemme bag mig, hun talte beroligende og opfordrede mig til at gå hen imod lyset. Jeg vendte mig resolut om, men kunne intet se. Pludselig talte hun til mig forfra, jeg kiggede igen, men kunne ikke se nogen. Igen bad hun mig gå imod lyset, jeg kiggede op og et stykke oppe på himlen kunne jeg se et meget stærkt lys, det var ikke lodret oppe, men sådan skråt oppe til venstre fra hvor jeg "stod".

Jeg sagde til hende at det kunne hun sagtens sige, men jeg kunne ikke navigere rundt. Hun sagde at det var nemt,jeg skulle bare tænke på hvor jeg ville hen, så kom jeg derhen. Jeg prøvede og hun havde ret. Jeg blev nu meget fascineret af at flyve rundt over mit hjem og se det hele "fra oven".

Hun blev ved med at sige, at jeg skulle skynde mig hen imod lyset, for ellers kom vi for sent og så kunne vi ikke komme ind. Jeg blev ved med at sige "lige om lidt" og til sidst sagde hun, at hun var nødt til at tage af sted nu og at jeg skulle skynde mig at komme. Lidt efter talte jeg igen til hende, men hun svarede ikke og det gik op for mig, at jeg var alene. Jeg blev bange og besluttede mig for at skynde mig hen imod lyset, selvom jeg ikke følte mig "færdig" med at se livet sådan lidt fra oven. Jo tættere jeg kom på lyset, jo hurtigere bevægede jeg mig og jo lykkeligere blev jeg.

Lyset var helt fantastisk, jeg hørte vidunderlig musik og tænkte: "Hvordan kunne jeg nogensinde være i tvivl om det var det rigtige at gå imod lyset?" Alting blev lysere, varmere og jeg blev lykkeligere end jeg nogensinde havde troet muligt, det var som at komme hjem, hvor jeg retteligt hører hjemme. Lige før jeg nåede lyset, mærkede jeg til min fortvivlelse en stor magnetisk kraft trække mig væk fra lyset, jeg kæmpede imod som en sindssyg og skreg nej af fuld hals og protesterede på alle måder, men forgæves. Kraften trak mig tilbage til jorden, hurtigere og hurtigere, og jeg mærkede hvordan alting blev koldere og mørkere omkring mig og jeg blev dybt ulykkelig, til sidst mærkede jeg en enorm smerte. Og så husker jeg ikke mere...

Jeg ved ikke hvad jeg oplevede, jeg er ikke religiøs, men jeg er bestemt ikke bange for at dø....

Svar gisiger
Jeg spurgte min mor om hun stadig kendte min far og hvor han boede, for jeg ville gerne snakke med ham igen(de var blevet skilt da jeg var ung)og hun svarede forskrækket at han da havde været død i 3 år!

undrende anonym
Du fortæller jo intet om mødet. Jeg undrer mig lidt. Det, der er interessant er jo om de oplevelser man har haft, medens man var død.
Hvordan så din krop ud, f.eks.

min krop var ikke med i min bevidsthed gisiger
Hej
Mødet med min far var helt almindeligt, måske mere fredeligt og kærligt end i den fysiske verden, men det er efterrationalisering. Jeg havde bare mødt min far som da han var inkarneret i den fysiske verden, helt almindeligt. Han var bare en del af mit liv som dengang da jeg var barn. Almindelige ting som:" Hvornår skal vi spise? Jeg går lige ud" og på den måde.
Det var ikke noget med "åhh..så kærligt og tæt og alt muligt" Det er i den fysiske verden vi projicerer alle de astrale (emotionelle) ting ud, som vi er bundet af her.
På den anden side er det bare helt almindeligt "nede på jorden", bare uden det fysiske legeme. Det er her på jorden der er mest disharmoni og følelsesmæsige udsving, da mange mennesker her tror den astrale(følelsesmæssige) verden er den eneste virkelighed plus den fysiske krop naturligvis.

Min krop var ikke i min bevidsthed! Den lå i respirator på et hospital og blev holdt kunstigt i live. Den havde jeg forladt (efterrationalisering: det var for smertefuldt)

Det er svært at leve i en disharmonisk, egoistisk verden, når man først har oplevet det guddommelige... ;-)

skabe lys her i mørket gisiger
Da du er anonym og en anden anonym har svaret på mine indlæg, er det svært at vide om det er samme person eller 2 forskellige.
Jeg tænker bare: Skab lys i dette mørke. I nogle kredse hedder det "lysarbejdere", men sjælene der er inkarneret her, bliver ofte så forvirrede af dette mørke og det ego vi alle er udstyret med for at være her i mørket... det er ikke velset at være følsom og egoistisk. Med den oplevelse er der mange der måske vil synes du skal have noget stærkt psykofarmaka for den verden "eksisterer" ikke, eller det er alle de New Age halleluja-flippere der tror på den slags.

svar anonym
Min krop bestod af lys, med en aura af lys rundt om. Jeg opfattede alting klart, og så ned på jorden fra verdensrummet.
Din oplevelse minder mere om en drøm, syntes jeg.

tilføjer anonym
Jeg ser du spørger om vi er to. Ja, det er vi. Det er kun mig der har skrevet til dig.

lidt til dig gisiger
Det er ikke min intension at skulle overbevise en anonym på nettet. Det er spild af min jordiske energi for jeg ved jo at jeg på et tidspunkt skal hjem/slippe den jordiske krop.
Jeg tror, du søger ligesindede der har haft en bevist ud-af-kroppen oplevelse, som kan være meget svær at forstå for den fysiske hjerne, der er bundet meget til den materielle verden.

bare ærgeligt anonym
Jeg er klar over nu, hvordan du tænker. Nej, du har ret, det er ikke den slags oplysning jeg har brug for. Jeg troede, du havde haft en ægte nærdødsoplevelse.

Det du taler om kender jeg til hudløshed. Spild af din "jordiske energi" ja, ja, så siger vi det.
Men det var bare ærgeligt, for jeg troede din oplevelse var ægte. Og det kunne have været meget interessant at snakke om. Også at sammenligne.
Du må have det godt og tak, fordi du svarede. [:)]

Har prøvet det cecilie.s
Og nu er jeg ikke i denne verden længere[:D]

Nej, spøg til side - jeg prøvede det som barn, men kan ikke huske hvordan det var.

Har haft hjertestop i en alder af 43 år. Vibse
Hej kære "bare mig".

Efter en lang depression valgte jeg at begå selvmord.
Jeg var kommet på psykiatrisk skadestue og havde haft en samtale med en læge. Satte mig ind i rygerummet. På et tidspunkt sagde jeg til min pårørende, som var med, at jeg ville hente en kop kaevffe.
Det var ikke min hensigt. Jeg gik ud på badeværelset, hvor der var en bruseslange. Den hang jeg mig i.
Min pårørende kunne ikke forstå, hvor jeg blev af og gik ind til personalet for at spørge, om de havde set mig. De begyndte at lede. Opdagede så på et tidspunkt, at døren til badeværelset var låst og de kaldte på mig, men der kom ingen svar. Der blev slået alarm til hele plejepersonalet på hele sygehuset samt ringet efter Falck og da de fik døren op, hang jeg der.
Da de havde fået mig ned, var der ingen puls overhovedet, hjertestarteren blev anvendt og førstehjælpen gik i gang. De regner med, at mit hjerte ikke har slået i ca. 8-10 minutter. Jeg blev kørt på intensiv og min kropstemperatur blev nedsat til 33 grader for at undgå at skade mine indre organer. Der fulgte en masse andre forhold med i forbindelse med mit selvmordsforsøg, men det som jeg vil fortælle dig med dette, er at jeg intet så, da jeg døde og det var jo egentlig, det jeg gjorde. Jeg så intet lys, intet mørke eller andet og heller ikke noget ubehageligt.
Jeg ved, at det ikke var pænt gjort over for nogen som helst, men jeg havde det meget svært.
Synes blot kære dig at du skal ikke være bange for at dø, men hvor er det synd for dig, at du skal dø p.g.a. din sygdom.
Håber inderligt at du kan nå at blive helbredt!!!

De kærligste tanker fra Vibeke.[l]

Men andre oplever noget anonym
Når man læser om dette emne ved man, at nogle oplever noget og andre oplever intet, eller de kan ikke huske det.

http://www.dr.dk/Regioner/Syd/DRSyd/Programmer/Fortaelletimen/Artikler/20051014084533.htm

du må ikke være bange (; S.D.P
Vi er 3 elever der skriver en stil om nærdøds oplevelser, og så faldt vi lige over din ting ting (: og blev en smule rørt, du skal ikke frygte døden er en naurlig del af livet, men at det så lige skulle være dig, det er jo ikke så godt...men vi ved godt din ting ting her, ikke skal bruges til spørgsmål, men vi ville høre om du ved noget om dette emne?

MVH: S.D.P (;

diverse oplevelser amrosenborg
min veninde og hendes daværende kæreste boede i en gammel lejlighed i midtbyen i Aalborg. De oplevede at bøger og billeder blev rykket på, og en nat vågnede min veninde og stod og kiggede ud af vinduet. En lille dreng kom svævende udenfor vinduet oppe på første sal. Jeg kan ikke længere huske det hele men jeg ved at kæresten også så drengen.
Jeg kan også fortælle, at min mand som er 100 procent naturvidenskabsmand havde en besynderlig oplevelse på Svostrup kro i Midtjylland. Han kom forbi med en ven og skulle have lidt frokost og da uret slog i krostuen befandt de sig pludselig som i en tidslomme. Alting gentog sig omkring dem igen og igen, alle ord og bevægelser. Uret slog igen og alt vendte tilbage til normalt men en klasse med børn som havde været der var pludselig pist forsvundet. Begge mænd oplevede det. Da jeg hørte om det første gang troede jeg længe, at min mand lavede sjov med mig, men de oplevede det faktisk.
Mere i den afdæmpede retning har jeg oplevet at drømme det samme som en veninde jeg ikke havde set længe. Vi mødtes til en fest og jeg fortalt folk om en sær drøm jeg havde haft om at jeg fløj i et skib oppe i luften, der gik ild i skibet og jeg sprang ud. Min skoleveninde blev helt bleg og fortalte at det da var det hun havde drømt også med mig som hovedpersonen.
En god veninde jeg har lider af voldsom diabetes 1 og får insulinchok hver dag. Hun havde en skræmmende oplevelse forleden, hvor hendes mand næsten ikke kunne få liv i hende og desperat forsøgte alt hvad han magtede. Imens befandt min veninde sig i en lang gang med lys for enden og hun gik derhen imod. Dog blev hun trukket tilbage og vågnede. Jeg ved ikke om det er hjernen der spiller os et puds eller om der virkelig er en anden virkelighed derude men spændende er det omend frygtelig synd for min søde veninde. Hvis vi mennesker delte flere af vores uforklarlige oplevelser med hinanden kunne det være at vi langsomt ville finde den røde tråd i det hele.

Dødens mystik Janne P.
tror jeg hænger ved de fleste mennesker, men jeg tror også at den selvsamme dødsfrygt reduceres betydeligt igennem tro og indsigt gennem troen.
Selv har jeg ikke gjort de store fund, selv om jeg har min tro, men min mor var en åndsfuld sjæl, der igennem mit liv fortalte om mange oplevelser, bl.a. i de situationer hvor hun i bedøvelse skulle opereres.
Hun berettede om en tunnel, der var smal og trang, men som endte i et ubeskriveligt smukt lys.
Hun nåede dog ikke helt derop, da hun blev sendt tilbage i sin bevidsthed og opvågning, hendes tid var ikke kommet.
Hun betragtede døden som en overgang til livet, og ikke som et skrækscenarie, og det hang nok sammen med hendes tro igennem livet, samt de oplevelser hun havde helt fra barnsben.
Vi skal ikke frygte, men overmande frygten i tro på det løfte vi er blevet givet, at den der påkalder Herrens navn, skal frelses.
Jeg håber du kan bruge mit svar, selv om det omhandler et andet menneskes oplevelser, og ikke egne. Hilsen Janne.[s]

Spøgelser Janne P.
er et løjerligt ord, men de skal jo nok tolkes som afdøde, der ikke rigtigt kan komme videre, måske på grund af uafklarede forhold i jordelivet, måske en modvilje mod at dø, eller en tredie mulighed, et menneske der er blevet uretmæssigt behandlet, og vil gøre regnskabet op.
Du nævner ikke om vedkommende virkede dyster eller fredelig, så det er svært at vurdere, hvad han ville, men faktisk kan afdøde mellem det hinsides og jorden, være fysisk pågående, og skal derfor manes væk fra det område de huserer på, hvilket ikke altid er nemt.
Dyr har en bemærkelsesværdig evne til at opfange disse fænomener, og det undrer mig lidt, fordi dyrene ikke har vores bevidsthed, og derved ikke fatter det de ser.
Vi bor på en gammel ejendom fra sen middelalder, og jeg kan godt mærke, og se på hundene og kattene, at vi ikke er alene, men de er ikke synlige, blot tilstede, og det er den samme rute gennem stuen, lige ind i vores reolsystem, og det er ikke på bestemte tidspunkter.
Manden du omtaler, kan have haft et tilhørsforhold til rummet, og derved ønsket at vise sig, så ejerforholdet kom på plads, uden at være pågående.
Slotte og gamle godser, har jo masser af tilfælde at berette om, så fænomenet i sig selv er ikke ualmindeligt, men læser man om disse genfærd, hænger der som regel altid en tragisk historie bagved, som gør at de ikke blev færdige med deres kvaler i livet. Janne.[s]

jeg var færdig.. den heldige
da jeg i en alder af 12 legede fangeleg i skolen på en legeborg besluttede en kammerat og jeg at gå ud på en smal bjælke hvor ingen kunne komme ud. bjælken var i 3 meters højde, der var ingen ting at holde fast i. en anden kammerat sad nede på en bænk, så jeg bedte ham kaste en snebold op, han ramte et godt stykke ved siden af, så jeg faldt bagover.. jeg landede på nakken, sandet som jeg landede i var frossen. der kom en lærer ud som fik mig op på en jakke og trukket mig væk fra den kolde sand. min puls var væk på det tidspunkt, og var "død". ambulancen kom og de fik liv i mig igen, det første jeg spurgte om da jeg kom til mig selv var om jeg skulle dø, min mor grinte med tåre i øjnene og sagde: "nej, du kom ovenpå igen", det først her for et år siden jeg forstod hvad hun mente med det, da hun fortalte jeg havde været væk. er 18 idag, og alt dette har jeg fået fortalt.
jeg brækkede kravebenet, blev lam i venstre side af kroppen (det gik dog væk efter en uge), fik et kæmpe kraniebrud, og brækkede nakken.

jeg kan bare huske følelsen af at vågne op igen, det var som at flyve på en sky. kunne ingen smerte mærke. men husker ikke noget lys, eller væk fra kroppen oplevelse.

men frygter på ingen måde døden mere..

Hej Janne anonym
Jeg kiggede lige her igen og så, du havde skrevet.

Jeg ved ikke hvad jeg skal tro. Det behøver jo ikke at være afdøde, men nogen der lever i en parallelverden. Jeg vil ikke gætte på noget, for jeg ved ikke hvad det skyldes.
Du spørger om, hvordan manden var. Han virkede ganske fredelig, han stod blot og kiggede på os, som vi kiggede på ham. Ikke andet.
I lang tid efter kiggede jeg efter ham, spurgte også hvad han ville. Jeg så ham dog aldrig mere.

Min mor havde en schæferhund, de gik tur hver dag. Ofte ind over nogle gamle slotsruiner. Men et sted ville hunden ikke med. Den stod stille og kiggede, hun kunne ikke få den med. De måtte gå udenom netop det sted. Hvorfor, jeg er nysgerrig, men får det aldrig at vide.