omkring kærester

omkring kærester Delilah
hej, jeg er en kvinde i starten af tyverne
der søger efter gode råd omkring mænd i det hele taget!
nu har jeg en sociial svag karakter, og er af natur let at kalder det underkue
altså dårlig til at tale for mig!og det har jeg bemærket ved mine kærester er at de ikke tager mig alvorligt særlig ofte...
jeg er ingen smuk kvinde, ikke videre begavet, og helbredsmæssigt har jeg en skade der er svær at leve med da jeg kom ud for et uheld for tre år siden:jeg er synshandicappet,det eneste positive er at det er svært at se på mig, men det er svært at leve i en syg krop, og ikke kunne give efter for hvad man vil,når der skal tages hensyn til den begrænsning.Jeg har bevidst valgt partnere der var omkring tyve år ældre end mig,som var mere sociale, livlige, og snakkende end mig, dog oftest misbrugere-tror jeg søger en form for læremester-en hjælp til at udvikle mig rent socialt, og mentalt,men det var temperamentsfulde typer-men når jeg har mødt de typer, er det dem der selv er kommet over er aldrig selv sprunget på en mand!der er meget omkring aldersforskel, og andet, og jeg var måske bange for at løbe tør for ord, ikke have noget spændende at fortælle, eller at blive afvist!jeg ved jeg tiltrækker den type-jeg hører nok desværre til den stille,forsigtige,konfliktsky type-der stikker af når der opstår et problem!det lyder irationelt, men har faktisk forladt kærester fordi jeg har følt jalousi, og simpelthen opgivet!og splittet op-istedet for at blive!det kommer man ikke videre af at være så let påvirkelig, men det er som om mine følelser har så stor magt over mig, at jeg simpelthen isolerer mig for tingene før de udvikler sig-hvad lærer man af det!jeg ødelægger mig selv, og mit liv ved hele tiden at flygte,springe fra sted til sted,eller over hvor gærdet er allerlavest!
er psykistribruger har været i systemet gennem de sidste otte år har været igennem 16 forskellige medicer, og jeg tror det har skadet mig,rent biologisk!desuden udviklingsmæssigt da jeg var overladt til mig selv, og var udsat for magtpåvirkning af personalet der fik mig til at føle mig mere hjælpeløs, og utilstrækkelig, og ligegyldig...og det er måske sandheden!undervisning har jeg ikke modtaget siden 6 kl.
jeg er dårlig til at huske, og til at lære ting, og jeg er bange for at gå ude på gaden!og bange for hvad der kan ske,og for hvordan jeg reagerer, og dummer mig-specielt overfor folk der virkelig intresserer mig-det er det sociale spil-jeg ikke forstår, og derfor er udelukket fra
jeg græder let, og har grimme tanker, der får mig til at føle angst
jeg har spurgt om jeg kunne få psykologhjælp, men blev afvist, men tror jeg skal prøve kognitiv adfærdsterapi
jeg har drømme, men mit håb, og viljen for at udføre ting, og få bragt ting i orden mangler simpelthen
nu har jeg tænkt mig at melde mig ind i en gruppe, men hvilken.
det helt grundlæggende, at jeg mangler den modenhed min alder kræver-føler mig som et barn, i en alt for stor krop
jeg ved at mine tanker har stor indflydelse på problemet
jeg føler mig forkert i forhold til de krav samfundet stiller jeg ved ikke hvor jeg kan passe ind
jeg har ikke lyst til at være pensionist til evig tid!drømmer om at lære et sprog sådan rigtigt flydende,rejse,få en hund så jeg kan komme rigtigt ud-måske er det en fornuftig måde at få kontakt til andre på,være noget for andre-ikke altid at blive betragtet som en syg

HOLD NU KÆFT Zimbabwe
og fokuser på det positive

Enig!! pixeline
[:O]