Overvejer at droppe ud

Overvejer at droppe ud zommerphugl
Hej alle i debat-glade mennesker.
Da jeg har et problem, jeg er meget forvirret over, vil jeg gerne spørge jer, om i måske kan komme med nogle interessante synspunkter, jeg kan tage med i mine overvejelser.

Jeg er en pige på 17 år, der går i gymnasiet. Jeg går i 2.g, så er faktisk 1½ år fra at blive student. Jeg har dog ikke lavet mine afleveringer siden jeg startede i 2.g og jeg har også snakket med min studievejleder om det og en masse andre. Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke laver dem, for jeg er en intelligent pige og jeg har desuden masser af tid. Men når jeg sidder med opgaven foran mig, laver jeg dem bare ikke. Jeg kan sidde i timevis og kigge på opgaven uden at der sker det mindste. Det har jeg været super ked af, så derfor nåede jeg frem til følgende: Det er fordi jeg hellere vil på teknisk. Jeg har længe gerne villet være Tandklinikassistent og havde også planlagt at tage på teknisk skole efter gymnasiet. Her er så mit problem:

Jeg kan simpelthen ikke få sagt til min mor, hvad jeg har snakket med mine lærere om. Jeg ved, at hun bliver MEGET, meget sur på mig, hvis jeg fortæller hende det og begynder at himle op om, at nu er jeg halvvejs og at man har flere muligheder med en studentereksamen. Jeg er udemærket godt klar over at mit valg kan mindske mine muligheder. Men hovedsagen er jo, at jeg bør være der, hvor jeg har lyst til at være. Jeg mildest talt hader at gå i gymnasiet. Jeg tager kun i skole for at holde frikvarter. Men nu tør jeg ikke sige det til min mor, og måske er jeg bange for jeg fortryder mit valg, men samtidig med.. så har jeg bare ikke lyst til at fortsætte i gymnasiet og jeg VIL altså gå i skole. Hvad skal jeg sige til min mor så hun forstår det? Og hvad kan få mig til at blive mindre usikker på det hele? Som en af mine gode venner sagde, så længe jeg er glad for det jeg laver og ikke ender på bistand, så er alting jo godt. Og det har han jo på sin vis ret i. Jeg er måske bange for, at hvis jeg flytter skole og ikke kan lide det, så vil min mor plage mig med det resten af mine dage. Hjælp mig, jeg er fuld af fortvivlelse.!!

Håber i vil komme med nogle kommentarer.

- Zommerphugl//Nanna.

altså TheNax
Hvis du forsætter med ikke og lave dine afleveringer går det vist af sig selv[;)]

Men som din ven sagde, vil jeg sige det samme. "gør det du har lyst til"

Hvis man ikke kan lide at være et sted gør man det også kun halvhjertet, også kan det i min mening være ligemeget i den sidste ende.

Tænk over det, tænk på det positive og negative ved at skifte, overvej det en ekstra gang og find så ud af hvad du virkelig føler for og gør det.

Med hensyn til din mor, er det vist bare at få hende til at forstå at du ikke har lyst til det mere (hvis du altså ikke har). men det er nok nemmere sagt end gjort[;)]

Men Held og lykke ihvertfald, håber du finder ud af det[:)]

Tak zommerphugl
Mange tak for dit synspunkt.
Jeg ved ikke hvad jeg frygter min mors vrede så meget for. Men i skal se hende være sur over små ting, før i tror det. Så sent som i går blev hun sur på mig fordi jeg faldt ned ad en trappe og slog ryggen. Men på den anden side, hun bliver jo ikke ved med at være sur for evigt. Og jeg flytter alligevel hjemmefra når jeg bliver 18 (om 284 dage)

:) suk..

Er du helt sikke på, hvad det er, du har gang i? dulkis
- Mødre er af og til bedre end deres rygte, men én ting har mange af os til fælles; hvis man dropper noget, skal der forelægge en plan. Gør der det, er vi ganske medgørelige, men når I kommer og siger "jeg hader" - "jeg har ikke lyst til" - "jeg gider ikke" - så går alle alarmklokkerne igang og vi ryger på hælene omgående. Der er så forskel på, om vi forsøger at styre Jer med surhed, trusler eller som her; SULT - metoderne vi kan og har til rådighed er jo mangfoldige, for vi har fat i den lange ende.

- Hvis du siger til din mor, du har taget en beslutning om at skifte skole fordi det er den vej du skal, for at ende dér hvor du vil være - altså klinikassistent, så vil jeg æde min gamle hat på, hun ikke kunne drømme om at være en hindring. Hvis det vel og mærke er helhjertet, for det har jeg en mistanke om, det ikke helt er.

- Jeg tror du tror, du kan blive tandklinikassistent, men både arme og ben i lommerne, men det ville jeg ikke påregne, men den lektiediciplin, du har fået oparbejdet.

- Jeg tror du har et stykke salgsarbejde at forholde dig til. Og jeg ville sige til dig at det var okay, hvis du er 110 sikker på det er klinikassistent du vil være. Holder du også fast i det, kunne jeg ikke forestille mig, nogen ville sige det var et dumt valg, men er du i samme situatione inden et halvt år, så bliver du ikke taget højtidelig mere.

- En af de ting du skrev, der fik mig til at tvivle på din beslutsomhed, var bemærkningen om at du alligevel er væk om 284 dage.

Det med de 284 dage zommerphugl
var mere fordi at der bliver jeg 18 og flytter hjemmefra. Ergo behøver jeg ikke længere frygte min mors vrede men kan holde den lidt på afstand. Jeg vil det her af hele hjertet. Min eneste hindring er frygten for vreden.
Men i det mindste rart at høre det fra en mors synspunkt.

Hvis du vil det, af hele dit hjerte dulkis
- så kan den også sælges til din mor. [:D]

Hvorfor skal børn ernst_kolding
leve deres forældres ambitioner ud ??

Det er dit liv, du bestemmer, kort og godt, ingen kan sige hvad der er godt for dig.

Ernst

Det skal børn heller ikke ingalil
men det betyder ikke, at alle børn eller meget unge mennesker er fuldt i stand til at overskue deres valg.

Pigens mor/forældre skal naturligvis lytte til hende og hendes ønsker for sin fremtid - og selvfølgelig tage dem alvorligt. Pigen skal have hjælp til at finde en løsning på sin fortvivlelse En mulighed kunne måske være et fælles møde med studievejlederen på gymnasiet, hvor situationen blev klargjort.

Ungdommens Uddannelsesvejledning kan inddrages i en ny uddannelsesplan for pigen. En sådan har alle kommuner i dag, og der kan pigen og hendes mor/forældre også henvende sig.

Jeg tror måske, at moderens "vrede" eller frustration kommer af, at hun ønsker det bedste for sin datter. Det skaber usikkerhed, når datteren nu vil noget andet end måske først antaget. Det er nok tryghed, der er brug for - for begge parter. Derfor skal der en ny plan til. Pigen skal ikke bare droppe ud, uden der bliver sat noget andet i stedet.

Pige på 17: Jeg regner med, du læser dette - vil blot afslutte med at fortælle, at jeg selv er mor til en 17-årig pige, der går i gymnasiet, og at jeg ønsker dig held og lykke med at tale med din mor/dine forældre om, hvordan du har det lige nu.

De bedste tanker, Inga

Min mor ramte nu rigtigt indtil flere gange Morgenfryd
Hun havde på den anden side ikke andre ambitioner på mine vegne end at jeg ikke smækkede døre FORAN mig selv i skolesystemet ved at vælge forkert.