Pas på Jer selv!

Pas på Jer selv! Anonym
i 7. klasse slukkede lyset sig for alvor. Mit sind gik i sort, selvmordstankerne og hadet til mig selv der senere udviklede sig til anoreksi i 8. klasse.
Anoreksien kom jeg over af mig selv, idet det blev opdaget og jeg ikke ville have min familie rodet ind i mit liv. Min hjerne fandt på noget nyt at gemme sig under - depressionen. Den kunne ingen jo se!

Gik under for en svær depression i starten af 9. men spillede fortsat komedie. (havde haft en depression siden 7. bare 'kun' moderat.)

Brød sammen for min klasselærer og kom til skolesundhedsplejersken, der ret hurtigt opgav mig. Kom på venteliste til skolepsykologen, men inden jeg nåede ham, ringede en voksen fra nettet til kommunen og klagede sin nød.
På det tidspunkt var min eneste verden nettet - Jeg kunne fortælle åbent om alle mine sorger, men det kom aldrig tæt på. Blev aldrig konfronteret med det!

Kom til lægen akut og truet med indlæggelse. Lovede at lade være med at skære mig og ikke begå selvmord - ironisk nok!

Næste mandag kom jeg til skolepsykologen, der med det samme sendte mig til Augustenborg psykiatrisk ungdomsbehandling. Til et team der arbejder akut.

Dem snakkede jeg med omkring 4 gange. Det hjalp ikke og selvmord blev snart den enste løsning. Flere gang skar jeg mig i pulsåren, men det lykkes ikke.
Måske fordi jeg ikke kunne være det bekendt bare at skride uden noget - i det mindste ikke uden afskedsbrev!

Det brev blev grunden til at jeg er her i dag. Min mor fandt det på mit værelse ons. den 10 dec sidste år.
Det var ellers meningen jeg ville gøre alvor af det følgende weekend de ikke var hjemme.

På det tidspunkt skar jeg mig op til 100 gange om dagen, brændte mig selv og gik med ekstreme selvdestruktive tanker.

Nægtede selvfølgelig ALT, men hun kørte mig til Augustenborg sygehus, hvor jeg så blev akut indlagt. Fik her fast vagt å i 2 uger for at forhindre jeg 'gjorde noget dumt'.

Derefter blev jeg parkeret. Hjælpen var så som så - dvs. ingen! Da jeg så ikke orkede at stå oprejst mere og bare lå i min seng, blev jeg overtalt ('tvunget') til at tage medicin selvom jeg egentlig var/er imod det.

Var parkeret i 4 lange måneder, hvor de egentlig bare misbrugte mig psykisk. Kørte på mig, så jeg var rædselsslagen for mange af dem, stak af fordi de ignorerede mig og tilpassede mig - satte 'jeg er lykkelig' masken på igen.
Dog havde jeg dog lært at snakke med mine forældre. Fra start af havde jeg sagt, at jeg bare havde brug for at komme lidt væk. Tænke over tingene for sig selv. det kom jeg og da mine forældre så tog mig hjem pga DÅRLIG behandling på hospitalet, havde jeg besluttet at jeg VILLE videre!

Det er en lang, sej kamp! Har holdt over 8 måneders fri fra skole og er lige startet i 10. for at få styr på det hele. Medicinen har jeg droppet ligesom for at slippe alt hvad der overhovedet har haft med hospitalet at gøre - det som forsøgte at ødelægge mit liv!

Og det KAN lade sig gøre! Find noget at kæmpe for. Jeg har heldigvis en hest, der gør sit til at få mig stablet på benene igen. Ham lever og ånder jeg for og har de efterhånden okay igen!

Så det er MULIGT at komme over ALT igen! Hullerne man falder i kan være næsten uendelig dybe, men der er altid en vej til at komme op!

Mvh. Anna

hej anna joan99
hvor er det dejligt at høre at du vandt kampen.
held og lykke fremover.

knuz joan

Tillykke Piat
..med den seje kamp du har taget, og heldigvis vundet.

Det var, eller rettere sagt blev til en solstrålehistorie, det med at ha´ noget at kæmpe for og se frem til, er en god drivkraft.

Der er mange helt unge ulykkelige mennesker, og jeg, som er "gammel" og syntes livet er herligt, kan ikke forstå hvorfor så mange er såå ulykkelige...men trist er det, og jeg tænker meget på din livshistorie her, og glæder mig over at du har det godt igen.

En meget kærlig tanke til dig ...og din hest :-))))

Knus / Piat

Kram til dig :-) lotte.c
Kære Anna.

Det glæder mig, at du har fundet gnisten igen. Som mor til en teenagedatter gruer jeg for, at hendes sind også skal gå i sort. Der stilles så store krav til jer unge i dag!

Kan du fortælle, hvad der udløste din depression? Dit sprog afslører, at du er en velbegavet og velformuleret ung dame.

Jeg ønsker dig - og din hest - alt godt i fremtiden!

Lotte.C Anonym
Tak alle sammen ;)
Skrev det for at det forhåbentlig kan hjælpe andre ...

Lotte: Mange ting! Dels har jeg aldrig turde lytte til mine følelser, men bare lukket dem inde. Derfor pakkede jeg alle (gik i en meget 'hård' klasse) lette moberier sammen og tog det til sidst til mig fordi jeg aldrig kom ud med det...

Og så kunne jeg sagtens løse alle andres problemer. de kom til mig hver gang de havde problemer, hvorefter de altid vendte mig ryggen igen - droppede mig!
Jeg var kun en en ting man legede med når alt andet legetøj var i stykker.

Alligevel var jeg jo desperat efter at få venner, så var jo lykkelig når jeg troede de NU havde accepteret mig og jeg havde en ven! (Fra 1. klasse blev jeg droppet.)

Det er egentlig hovedårsagerne til det ..

Og når jeg altid er blevet droppet og leget med, så er det jo et eller andet sted klart at man så bliver alvorlig destruktiv mod sig selv?

- Det gjorde det så heller ikke bedre at samtlige 'venner' fra min 9. klasse droppede mig! Da jeg blev indlagt snakkede de bag min ryg(alle bortset fra en) og sagde at jeg var al for anstrengende osv osv. Selvom jeg aldrig havde fortalt dem særlig meget om hvordan jeg havde det!
De brugte mig til at få opmærksomhed...!

De var nok det sværeste at acceptere - at jeg egentlig er tilbage til det sted, hvor jeg kun har bekendte...

Mvh. Anna

Rundfunk ssi
Hej.

Jeg hedder Stine og arbejder på "Rundfunk" på TV2. Jeg har læst dit brev, hvor du fortæller om, hvordan du skar i dig selv. Jeg skriver til dig, da vi har fået flere henvendelser fra seere, der ønsker at vi bringer emnet op. Har du lyst til at hjælpe?

Jeg håber meget at høre fra dig. Du kan ringe til følgende nummer.

40 92 46 44

Mange hilsner
Stine

Søger viden Trine og Connie
Hej derude.
Vi er to studerende fra Danmarks Journalisthøjskole, som er i gang med en hovedopgave om unge, der skader sig selv og hvordan, de kommer videre.
Vi har brug for at blive klogere, og derfor vil vi gerne i kontakt med unge, der har skadet sig selv og er kommet videre. Vi vil også gerne i kontakt med forældre, der kan fortælle om, hvordan de har tacklet det at have en søn eller datter, der har skadet sig selv.
Vi vil meget gerne bare snakke med Jer - håber at høre fra Jer.
I kan skrive til os på mail:
Trine: trgr@mail.djh.dk og Connie: cosc@mail.djh.dk
Ha' en rigtig god weekend!
Med venlig hilsen
Trine og Connie