presset

presset Stine..
Jeg er en pige på 17. Føler bare hele verden vælter over mig, lige meget hvordan jeg prøver og få bare lidt kontrol er det umuligt.. Jeg elsker en mand på 30, som jeg aldrig kan være sammen med på grund af aldersforskellen. Jeg dyrker en masse håndbold, hvor der ligger et stort pres med hensyn til træning og man skal spille godt hver eneste gang. Min skole er stressende og mit arbejde. Kan ikke rigtig tænke på andet end ham, savner ham hele tiden og er slet ikke glad. Brækker mig eller sulter mig ofte, for at føle jeg kan have kontrol over min vægt også det eneste jeg har kontrol over.. Hvordan skal jeg komme til at være glad igen?

Har du overvejet Anonym
at skære ned på din høndboldtræning, måske finde et andet hold med knap så mange krav? Hvordan har de andre piger det på holdet?

Hvad med dit arbejde? Arbejder du for meget?

Angående dine spiseproblemer, bliver du nok nødtil at søge professionel hjælp.

Og så er der ham fyren. Hvorfor kan det ikke gå? Må I ikke for dine forældre?
Noget andet er, at der er altså masser af fisk i havet. Der skal nok komme andre fyre til. Måske ikke i dag eller i morgen, men på et eller ansdet tidspunkt skal der nok dukke en op som får dit hjerte til at banke :o)

jamen stine..
Kan ikke komme over ham, har været helt væk i ham i tre år. Kan ikke skære ned på min træning uden at blive sat af. Arbejder en til to gange om ugen kan ikke undvære pengene. Det bare det alt sammen tilsammen der bliver for meget for mig. Så hjælper det bare at kaste op, føles i hvertfald som om det hjælper.

Det hjælper ikke Anonym
Du kan ikke fortsætte i det tempo, du har. Og du kan være sikker på at du kører dig selv helt i sænk med dine spiseproblemer.
Du må lærer at priotere. Hvad er det vigtigste? Er håndbolden så vigtig at du vil bruge så meget tid på det? Kan du dyrke sporten på mindre niveau ved at skifte til et andet hold?
Er pengene du tjener på arbejdet vigtigere? Får du ingen lommepenge af dine forældre?

Og søg hjælp for dine spiseproblemer. Der skal tages professionelt hånd om det. Du er i gang med at ødelægge dig selv og din fremtid. Gå til lægen, tal med dine forældre, betro dig til en lærer eller voksen du er fortrolig med.

Ham fyren - har du haft et forhold til ham? Eller hvordan er din kontakt til ham?

puha Stine..
Håndbold betyder meget for mig, vil gerne blive rigtig god. Det også rart nogle gange, det får mig til at glemme problemerne. Det bare irriterende det også ligger pres på mig. Kender fyren fordi han engang var min underbo, men i dag er han jo min bedste ven. Arbejder så lidt som muligt, mine forældre har ikke rigtig råd til at give mig lommepenge. Tænker tit at jeg burde slet ikke brokke mig, for der er mange mennesker det har det dobbelt så hårdt som mig.

Så I ses Anonym
- som venner dig og fyren?

Angående alt det andet, så kan jeg se det er svært, men du må jo også indrømme at det ikke går som det skal? Måske kunne det være en løsning at finde et job hvor du kunne tjene penge uden for håndboldsæsonen. Hvor du så kan give den en skalle og tjene mange penge. Og hvis du vil være rigtig god til håndbold, så følger der naturligt et hvis pres med og konkurrencen er hård.

Og så skal du altså få styr på din bulimi. Du er røget ud på et skråplan og selvom det giver en midlertidig følelse af tilfredshed, så forsvinder problemerne ikke. Tværtimod er du på vej med flere problemer. Vil du ikke godt være sød at snakke med nogen om det? En god veninde eller din bedste ven.

forældre linyl
Hej stine...
Jeg tænkte bare på, hvordan dit forhold til dine forældre er? Måske kunne du fortælle dem hvor stresset du er, og så kunne de hjælpe dig. De fleste forældre vil jo gøre alt for at deres børn har det godt. Ellers kan du gå til din læge og fortælle hvordan du har det. Læger reagerer hurtigt på sådan noget, og det vil hjælpe dig meget...
Held og lykke med det hele!

Vi to er (næsten) i samme båd s10
Ligesom dig er jeg 17 år og kender til det pres der er omkring en. Jeg går i øjeblikket 3.g og skal til at vælge hvad jeg vil efter gymnasiet. Det er svært. Og ikke nok med det så er jeg jo slet ikke sikker på at komme ind, hvilket betyder at jeg er nødt til at tage mig gevaldigt sammen! Det synes jeg er et kæmpe pres og det har den fuldstændig modsatte effekt. Jeg får ikke lavet det store og er allerede flere opgaver bagud!

Derudover er min mor lige flyttet tilbage til Danmark efter at have boet et par i Spanien med sin nye mand. Det er svært at få et ordentlig forhold til hende efter hun forlod min lillebror og mig... Det er svært ikke at kunne snakke ordentlig med sin mor!

Jeg er begyndt at få et stort problem med min vægt. Egentlig tror jeg ikke jeg er tyk, men jeg er bare ikke tilfreds med mig selv. Jeg har dog endnu ikke udviklet en spiseforstyrrelse, men er i stedet begyndt at træne. Det kan være dejligt befriende bare at løbe derudaf.

Jeg synes tingene er så svære at jeg tit og ofte om aftenen bare sidder og græder. Jeg kan ikke sige hvad jeg synes er sværest. Min mor, skolen eller arbejdet. Tilsammen udgør de bare en enorm stressfaktor!

Jeg ville bare fortælle dig at vi er flere der har det som du. Det hjælper selvfølgelig ikke på dit problem, men hvis du har brug for at komme af med nogle tanker/bekymringer er jeg her i hvert fald.

Knus Ms. S

tusind tak Stine...
tak for svarene.. Jeg har den bedste far han hjælpe mig altid, mine veninder er også rigtig skønne.
Jeg er bare stadig ikke glad, har for mange ting at tænke over til jeg kan finde ro. Ham fyren er en lang historie, men det svært at miste ham lige nu, fordi jeg har brug for ham han er på en måde mine bedste ven. Har jo altid vidst den dag ville komme og det måtte slutte fordi vi er to forskellige steder i livet. Håber da bare på at det går over det hele så jeg kan smile igen. Hader bare mit liv lige fortiden.