psykiatri eller andet??

psykiatri eller andet?? Mater dolorosa
Nu stå du atter der, og stirrer tomt ud i regnen, du mit eget kød og blod, mit eget barn.

Hvad føler du, hvad tænker du på?
Dine tanker kender kun du.
Som jeg ser det ligner dit liv, et liv uden gnist, uden håb, uden fremtidsdrømme.
Næsten som en levende død går du rundt, mens jeg sidder tilbage med mit smertende savn efter et barn der vil dette liv.

Som jeg ser dig stå der, tænker jeg på, at sådan har det været de sidste 5 år, -uden mål eller mening med nogen verdens ting.

Hvad er det for en ungdom?

Ord og forklaringer og henstillinger om, at forbedre livskvaliteten er opgivet, det er bare floskler, der ikke møder nogen genklang hos dig længere.

I dag er du stille, som du så ofte har været det. Men i dag samarbejder du i det mindste lidt omkring de huslige gøremål.
Du har været i haven og gjort vinterklart, og du har hjulpet til med rengøringen. Det har jeg ikke så ofte fået dig overtalt til før. Alt for ofte har vi haft kampe og diskussioner, så man skulle tro tiden med teenageproblemer stadig var på sit højeste.
Men dette stadie skulle forlængst være passeret.

Nu, nu bliver jeg alligevel så usuíkker, over at jeg har indvilliget i at der må ske noget. Er det ikke det rigtige at gøre alligevel, nu hvor der har været et par lyspunkter i dagens løb ???

Jeg er din mor, og kan ikke holde ud at se dig lide sådan.

Jeg går ud fra du er syg. Men jeg er i syv sind.
Her er en opremsning over det der gør hverdagen med dig så svær:

Aftaler der ikke bliver overholdt
Kærlig opmærksomhed der ikke registreres, honoreres eller værdsættes.
Ønsker om meningsfuld samvær og hygge som højst gengældes med ligegyldighed, hvis ikke med hånlatter.
Tider hvor du alt for tydeligt viser din foragt for det jeg har at tilbyde.
Ingen respons på kontaktforsøg.
Skødesløs omgang med ting og værdier.
Dage hvor jeg nærmest skal gå bag dig og samle ting op op efter dig.

Jeg bliver også snart syg af det her,
jeg ved det er for sent for mig at opdrage på dig, så nu lader jeg måske andre tage over.
Måske kan du lære det så......jeg ved virkelig ikke om det er det rigtige at gøre mit barn, men nu kan jeg ikke mere.

I aften vil jeg læse den forrige tråd om psykiatrien, og se om der skulle være et eller andet andet jeg kan stille op.

Din mor.

Det er vist dig, der har problemet Antonius
!!!
Smid dog teenageren ud, hvis det er så svært for dig at holde ud - det er jo hel normal adfærd, du remser op der!

nej det er det ikke Psyk
den mor er medmisbruger - hun ved det bare ikke.

Du har ikke selv børn og ved ikke hvor inderligt det svider.

undersøgelse empatisk
Er dit barn nogensinde blevet undersøgt-fået stillet en diagnose. Et råd ville være, at tage dit barn med til en dygtig psykiater, for måske kan dit barn få hjælp i form af medicin, terapi elr hvad der nu kan gøres.
Men jeg undrer mig over, hvis du i alle de år, hvor du havde på fornemmelsen, at der var noget galt med dit barn, så ikke har reagere for længst.
Men kan jo kun gisne og om så dit barn får en diagnose, om jeres samspil ikke er konstruktivt eller der er helt andre ting??? men det lyder i hvert fald ikke som om, at dit barn har det godt.
Så please gør noget ved det både for din skyld, men bestemt også for at dit barn kan få et godt liv, det skylder du barnet, det er jo dig, der har sat barnet til verden, så har vi som forældre også et ansvar.
Held og lykke med projektet...