Så var det slut...

Så var det slut... Anonym
... i mandags døde min far. Kun 54 år. Han havde været syg af sclerose i mere end 20 år. Hele familien var forberedte på, at dagen måske snart kom. I løbet af det sidste ½ år har han været indlagt omkring 10-12 gange med lungebetændelse. Hver gang klarede han den og kom hjem igen. Bare ikke denne gang. Jeg troede, at jeg var forberedt, men det er bare så forfærdeligt tomt nu. Jeg var meget knyttet til min far, besøgt ham på plejehjemmet 1-2 gange hver uge, skrev breve til ham og sendte mange, mange tanker til ham hver dag.
Samtidig med den store sorg, så har jeg også dårlig samvittighed fordi jeg også føler en vis lettelse. Nu er det slut med at blive bange hver gang telefonen ringer tidlig morgen eller sen aften, det er slut med at være bange når han ikke kunne få luft for slimet og det er slut med at være bange ved tanken om at miste ham, for det har jeg nu!!!!! Jeg ville sådan ønske, at alt det kunne være slut samtidig med, at han kunne være blevet her sammen med mig og familien.
Jeg prøver at sige til mig selv, at jeg skal lade være med at være så egoistisk. Det er det bedste der kunne ske for min far. Han led under sine vejrtrækningsproblemer i den sidste tid. Alligevel var der altid plads til et smil når han så os. Hans øjne var som stjerner når han fik besøg. Aldrig hørte man ham beklage sig over sin sygdoms-situation. Dette fortæller hvilken stor og kærlig mand min far var. Jeg savner ham noget så forfærdeligt.
Æret være min fars minde.

Medfølelse... Ace
Det er en smuk og tankefuld beskrivelse, du giver af dit forhold til din far. Det lyder, som om du har gjort det bedste, du kunne.
Jeg kondolerer.
Varme hilsner, Ace

respekt tja
vil bare sige at du har min fulde medføelse og jeg syntes det er stort at du lægger dine følser samt din historie ud til os respekt min ven

Jeg forstår dig jens261
Jeg forstår dig så inderligt godt, jeg sidder her en stille stund og falder i staver over dit indlæg, og så i mit stille sind går jeg 25 år tilbage i tiden alså 1979 der døde min mor, og jeg husker så tydeligt da' rustvognen kørte med hende, det er noget man aldrig glemmer, men man får det på afstand, og så er der det som man siger at TIDEN LÆGER ALLE SÅR, det er nu ikke rigtigt, men næsten.

Jeg ved af gode grunde ikke hvilken tro du har, men selvom det kan være svært, så tør tåren væk fra kinden, løft blikket og smil til stjernen der i det fjerne blinker.

Hej

gør mig ondt at høre Mette 25
Ved hvordan du har det jeg mistede min mor i oktober sidste år hun blev kun 53 år, hun døede af en blodprop i hjertet så det kom som et meget stort chock.

Jeg kan ikke fortælle dig at det kommer til at gøre mindre ondt hvor end jeg gerne ville, men det kommer til at gøre ondt sjældnere.

Det er så uretfærdigt at dem vi elsker mest bliver taget fra os før til (men der er jo ingen retningslinjer for hvornår man skal her fra)men vi forventer jo bare på en eller anden måde at vi skal være her til vi bliver gamle men er det 70-80-90?

På en eller anden måde finder vi vejen frem ad, selv om det er utrolig svært, jeg har det stadig temmelig svært selv om det snart er et år siden. Men det går da heldigvis fremad.

Hvis du har lyst til at maile til mig er du velkommen, skriv din mail adresse og jeg skriver igen.

tanker fra Mette

jeg forstår dig !!!!!!!!! pigen79
Jeg mistede selv min mor d 1/7 i år. Hun havde siden hun blev kørt ned af en bil i 96 haft forskellige ting at slås med, b.la. flere knoglefrakturer som var svære at få til at hele....men ikke noget livstruende eller det var hvad ved troede fordi ca. 1 gang hver halvår siden hun var blevet påkørt brækkede hun et eller andet eller det gamle brud i lårbenet gik op....men hun beklagede sig aldrig, så man bagataliserede det jo nok lidt selvom jeg nødig ville være gået det samme igennem. Så bliver hun indlagt d 27/6 fordi man mener hun har fået en meget lille blodprop i hjernen men igen regner man det ikke rigigt for det store fordi man har set alle de andre ting hun er gået igennem og hun er jo nok snart hjemme igen....men sådan skulle det ikke gå....den 1/7 om aftenen, hvor min storesøster og jeg er ude for at besøge hende stopper hun pludselig med at trække vejret og selvom vi hurtigt få fat på personalet, der tilkalde intensiv, må de efter 45 minutters intensiv kamp opgive at redde min pragtfulde mor på 54....og min verden bliver aldrig den samme :-(
Selvom jeg flere gange har været rigtigt bange for at miste hende og måske inderst inde har prøvet på at forberede mig selv på det tidspunkt, hvor hun ikke er mere, så er der ikke noget der kan beskrive min følelse, da det er en realitet. På samme tid, hvor jeg vil ønske, at hun stadig var her....ved jeg også godt at det ikke var muligt på nogen måde som jeg ville synes var min mor tilnærmelsesvis rimeligt, og jeg ved at hun er et bedre sted nu, hvor hun sidder og passer på mig. Jeg ved, at hun ville være blevet hvis hun kunne og, at det ikke var med hendes gode vilje, at hun skulle forlade os så tidligt.Min mor snakkede aldrig om, hvor dårligt hun egentligt må have haft det, nok udfra den kærlige omtanke, at hun ikke ville gøre os urolige og bange.....ikke én gang i de sidste 8 år har jeg hørt min mor beklage sig over sit helbred...hun var bare taknemmelig for stadig at være hos os fordi vi var dem som betød allermest i hendes liv. Selvom der er gået 2 ½ måned siden hun døde kan jeg stadig huske hele forløbet på sygehuset men jeg ved også, at det vil glide i baggrund med tiden og jeg vil komme til at huske hende som det utroligt kærlige og omsorgsfulde menneske hun var.