Sammenhold skriftsted med skriftsted

Sammenhold skriftsted med skriftsted ftg
I et tog til New York City fandt en præst en traktat på gulvet. "Menneskesjælen kan dø", stod der. Det pirrede hans nysgerrighed, og han tog fat på at læse traktaten. Han blev forundret, for han havde aldrig betvivlet læren om sjælens udødelighed. Dengang vidste han ikke hvem forfatteren var. Men han fandt argumentationen troværdig og bibelsk begrundet, og han syntes at stoffet fortjente at blive undersøgt grundigt.

Præsten hed George Storrs. Hændelsen fandt sted i 1837, det år da Charles Darwin i sin notesbog nedskrev de første af de tanker der siden skulle blive til hans teori om evolutionen. Verden var stadig religiøs, og de fleste troede på Gud. Mange læste i Bibelen og regnede den for en autoritet.

Senere fandt Storrs ud af at traktaten var skrevet af en Henry Grew fra Philadelphia i Pensylvania. Grew fulgte den grundregel at "Skriften ... er sin egen bedste fortolker". Han og kredsen omkring ham havde gransket Bibelen i den hensigt at indrette deres liv og gerninger efter dens anvisninger. Deres studier åbenbarede nogle betagende bibelske sandheder.

Ansporet af Grews skrifter granskede Storrs omhyggeligt Bibelens udsagn om sjælen og drøftede sine tanker med nogle præstekolleger. Efter fem års indgående studium besluttede han at offentliggøre den dyrebare sandhed han havde fundet, at Bibelen siger at sjælen kan dø. Indledningsvis udarbejdede han en prædiken som han vilde holde en søndag i 1842; men han fandt det nødvendigt at udarbejde en række prædikener for at behandle emnet udførligt. Det blev til seks prædikener som han offentliggjorde i brochuren Six Sermons. Storrs sammenholdt skriftsted med skriftsted for at afdække den smukke sandhed der var begravet under kirkernes gudvanærende lære.

Ifølge Bibelen blev Jesu disciple iført udødelighed som belønning for deres trofasthed. (1 Korinther 15:50-56) Storrs ræsonnerede at hvis udødelighed er de trofastes belønning, kan de ugudeliges sjæle ikke være udødelige. Han gav sig ikke af med at spekulere, men søgte svar i Bibelen. På grundlag af Mattæus 10:28 drog han den slutning at sjælen kan gå til grunde. Der står ifølge King James Version: "Frygt ham som kan tilintetgøre både sjæl og legeme i helvede." Desuden henviste han til Ezekiel 18:4, der i samme oversættelse siger: "Den sjæl der synder, den skal dø." Når man så på hvad hele Bibelen siger, trådte sandheden tydeligt frem i al sin skønhed. "Hvis mit syn på dette emne er korrekt, bliver mange dele af Skriften som har æret dunkle på dette punkt [nemlig den almindelige opfattelse af at sjælen er udødelig], klare, smukke, meningsfyldte og fulde af kraft", skrev Storrs.

Men hvordan skal man så forstå et skriftsted som Judas 7? I King James Version lyder det: "Ligeså er Sodoma og Gomorra og de omliggende byer, der på samme måde hengav sig til utugt og gik efter fremmed kød, sat frem som et eksempel idet de lider straf i evig ild". Det kunne måske få nogle til at tro at sjælene af dem der blev slået ihjel i Sodoma og Gomorra, bliver pint i ild for evigt. Storrs skrev imidlertid: "Lad os sammenholde skriftsted med skriftsted". Derefter citerede han Andet Petersbrev 2:5-6, hvor der i samme oversættelse står: "Og ikke skånede den gamle verden, men frelste Noa ... da han bragte vandfloden over de ugudeliges verden; idet han lagde byerne Sodoma og Gomorra i aske, fordømte og omstyrtede han dem, hvorved han gjorde dem til et eksempel for dem som derefter levede ugudeligt." Ja, Sodoma og Gomorra blev lagt i aske - tilintetgjort for evigt sammen med deres indbygere.

Storrs skrev: "Peter kaster lys over Judas' ord. I fællesskab viser de særdeles tydeligt hvordan Gud har tilkendegivet sit mishag med syndere. ... Disse domsfuldbyrdelser over den gamle verden, Sodoma og Gomorra, er en varig advarsel, et 'evigt eksempel' for alle mennesker til verdens ende." Judas henviste altså til den evigvarende VIRKNING af den ild der udslettede Sodoma og Gomorra. Det ændrer intet ved det faktum at menneskesjælen kan dø.

Storrs greb ikke til at sammenkæde de skriftsteder der støttede hans synspunkter, og ignorere dem der ikke gjorde. Ved hvert vers tog han såvel sammenhængen som Bibelens gennemgående budskab i betragtning. Hvis et vers syntes at modsige andre skriftsteder, søgte Storrs i resten af Bibelen for at finde en logisk forklaring.

Der står IKKE "Jehova" i et eneste....................... jalmar
..............skriftsted "kære" ftg!

Der står Ikke "Jehova" i en eneste Salme "kære" ftg!

Der står overhovedet ikke noget om din gud et eneste sted, i de Gamle Bibel-skrifter - "kære" ftg!

Det er noget jeres såkaldte kloge træl har tilføjet jeres bibel, til at sørge for jeres uhildede beundring og indbetaling, "kære" ftg

Lige som alle andre forvanskende sætninger i jeres bibel contra den Kristne Bibel, "kære" ftg!


Og se "kære" ftg - Det er realiteten og Sandheden både din og min!


M.v.h.

jalmar

Svar. ftg
http://www.biblegateway.com/passage/?search=psalm%2083:18&version=9

Hvad har det med de gamle................... jalmar
.............Bibelskrifter at gøre - Betegnelsen "jehova" er uanset om du kan lide det eller ej, en Ligvistisk Bommert, begået sandsynligvis omkring 1520.

Og når jeg siger de Gamle Bibelskrifter, mener jeg selvfølgelig de Gamle Bibelskrifter, og ikke en aller anden nyere bibelskrift der har begået samme gedigne Lingvistiske bommert!

JEHOVA EKSISTERER SLET IKKE!

http://www.religion.dk/religionsdebatten:ktg=kristendom:aid=264786

Og

Hvorfor så ikke bruge navnet Jehova, da det er så udbredt som det er?

Udtalelsen var ikke kendt før 1520[1], da det blev introduceret af Galatinus, men blev
bestredet af Le Mercier, J. Drusius og L. Capellus, for værende imod grammatisk og historisk korrekthed og formation.

Jehova er fejlagtigt skrevet og udtalt, da det er en kombination af Tetragrammatonen YHWH
og vokalerne i det hebræiske ord for Herren, erstattet af jøderne med JHVH, fordi de veg
tilbage for at udtale YHWH, på grund af en misforståelse af:
2. Mos. 20:7 : "Du må ikke bruge
Herren din Guds navn til løgn" og 3. Mos. 24:16: "Den, der bespotter Herrens navn, skal lide
døden".

Der er forskel på at udtale HERRENS navn med ærefrygt og så i bespottelse.

At blande JHVH med Adonai for at få udtalelsen Jehova, er lige så hybrid som at blande
vokalerne i Italien med Portugal, så det bliver til Itoluan. Hverken Italien eller Portugal er
genkendeligt i det navn.


http://www.tagryggen.dk/notice.php?id=3

Er ovenstående ikke forståeligt, skal jeg da gerne hjælpe!'


M.v.h.

jalmar