smidt 14 år væk

smidt 14 år væk Anonym
Hej,

Jeg er en stor tumpe som har smidt en dejlig kæreste væk, og det er bare så enormt hårdt for mig fordi vi har en dejlig datter sammen. Jeg vil dele min historie for at advare andre og komme ud med det.

Vi mødtes som 16/17 årige på EFG og flyttede sammen direkte fra vores forældre. Jeg kom med 2 forhold i tasken, hun havde aldrig rigtig været sammen med nogen. Livet kørte derudaf og efter nogle år havde vi endelig fået en rigtig god lejlighed på Nørrebro og vi arbejdede begge fuld tid.

Inden vi flyttede mødte jeg en ven som røg hash, og det blev min ex og mig også fanget af. Vi røg dagligt og hyggede os fint med det, vi kunne arbejde og leve "normalt". Så sker der det at jeg møder en ny på mit arbejde (samme sted som ex) og jeg slår op og begynder at date, selv om vi stadig bor i samme lejlighed. Min ex beholder dog håbet og jeg opdager hurtigt at jeg har lavet en fejl. Jeg slår op med den nye og vi begynder at komme sammen igen. Ikke så lang tid senere nager det min ex og hun slår op med mig, jeg går fuldstændig i stå og føler at livet ramler sammen om mig, og jeg ved det er min egen skyld hvilket gør det værre. Kort tid efter finder hun dog ud af at vi stadig er skabt for hinanden og vi begynder at komme sammen igen.

Tiden går og en dag er min ex gravid. På det tidspunkt er vi kørt halv død i det (gået 10 år nu) men beslutter at få barnet. Min ex stopper med at ryge da hun er gravid, jeg fortsætter og lover at når vi får barnet stopper jeg. Og herfra går det galt, jeg kan ikke stoppe, er totalt fanget og kan slet ikke slippe det. I mellemtiden får jeg mit drømmejob og vi får råd til at flytte i hus, noget vi begge har drømt om. Vi flytter i hus (gået 12 år) og jeg kan stadig ikke stoppe med at ryge, hun acceptere det og jeg går mere og mere ned på det da jeg inderst inde vil stoppe, men finder en undskyldning hver dag. Mit humør bliver påvirket og jeg mister mit arbejde. Der går et års tid hvor jeg ikke arbejder og går hjemme og laver ingenting. Jeg kommer dog igang igen og begynder at arbejde som vikar, stadig med hash på hovedet konstant.

Så her for 2 måneder siden bliver det for meget for min ex, hun er udkørt er tom og kan ikke give mere. Hun slår op og vil sælge hus og flytte fra hinanden. Jeg går i panik og lover at jeg stopper nu, kommer på højkant og vil få hende til at føle sig som den speciele kvinde hun er. Hun tror ikke på mig (forståeligt), men denne gang gør jeg det, jeg smider det fra mig og stopper helt. Det er dog forsent, og hun har mistet alt lyst til at skulle have en kærste.

Så nu er jeg helt nede i kælderen, bange for at være alene, lyst til at gøre alt godt men kan ikke, verden er noget lort og jeg er den største idiot på denne jord. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, tuder konstant, maven er en stor knude og jeg kan intet gøre for at gøre det godt. Hun afviser alle forsøg fra mig og er kold som jorden. Jeg forstår hende hele vejen og beskylder hende ikke for noget som helst. Det eneste lys jeg har er min datter, men hun kan ikke erstatte det hul jeg har gravet til mig selv og ikke kan komme ud af. Vil ikke have andre end hende og mener ikke jeg kan finde nogen så god som hende og som forstår mig som hende.

Hvad skal jeg gøre, er der håb?, findes der andre der har det som mig eller har jeg virkelig skudt mig selv så mange gange i foden at jeg aldrig bliver normal igen?. Mangler vi bare at stå på egne ben for at finde ud af hvem vi er?. Vi skal flytte fra hinanden nu, uanset hvad. Vi vil deles om vores datter 7/7 uden at være uvenner. Er vi bare trætte begge to?.

Alle jeg kender, familie osv. ved nu hvad jeg har gjort og de prøver at støtte mig, men intet hjælper. Jeg er rigtig rigtig bange for fremtiden.

Håber at nogle kan bruge det til noget, kald mig idiot, kvaj og fjols. Det gør jeg selv 100 gange i timen.

Med venlig hilsen
Jordens største kvaj

Life is a bitch... The bretonnian
Det er sgu noget argt lort du har lavet, men nu er der ikke andet for dig at gøre end at se fremad, og vigtigst af alt: at du til hver en tid vil være der for din datter, for hun er det vigtigste i dit liv nu og det må du indse.

Hvis din ex ikke vil mere - og det er forståeligt - så må du sgu bide i det sure æble og acceptere det og så iøvrigt prise dig lykkelig over at hun ikke har forlangt fuld forældremyndighed over jeres datter og fået den.

Du finder helt sikkert en anden pige på et eller andet tidspunkt, og hvis du ellers bare holder dig fra fjolletobakken og koncentrerer dig om dit arbejde og om at være en god far, så kan det sgu ikke gå rent galt:-)

Cheer up, og så hold op med at sidde og svine dig selv til, det kaldes selvmedlidenhed og er røvynkeligt. (Been there, done that, bought the t-shirt)!

Du har ret.... super_idiot
Tak for dit svar, kunne godt se efter jeg havde læst det igennem et par gange at der var får meget ynk imellem. Jeg regnede med at få nogle verbale tæsk, som jeg så sandt fortjener.

Vi har aldrig været typen der vil sårer hinanden, så at bruge vores datter mod hinanden ville være hjernedødt og da vi ikke er uvenner så kan vi lige så godt få det bedste ud af det. Stadig meget usikker grund at gå på, og første gang for os begge. Men hun virker meget sikker i sin sag og vil på ingen måde prøve at få det til at kører igen.

Jeg vil prøve at bruge alt min energi på min datter og arbejde og komme ud af krisen dag efter dag. Det vil kræve tålmodighed og tid, det første er det jeg har størst problem med, tiden snegler sig afsted.

P.S, Jeg er kommet til at lave en kopi af dette indlæg under parforhold, ville slette dette men kunne ikke som anonymous

hvorfor ...
har du ikke søgt hjælp til at komme ud af misbruget?

og mht. forhold, der har holdt så længe som jeres, så er der statistisk ret gode chancer for at I finder sammen igen.

Men du må nok imødese et år eller to hvor du skal "shape up" og vise at du reelt og på lang sigt (resten af livet?) har kvittet misbruget.

god vind
Get a Leif!! *S* (det er ikke en stavefejl, men en reklame fra danske bank med en megeet søvning mand*G*)

Du er ikke jordens største kvaj :=) Anonym
Sikke en trist historie, og endnu mere trist da du skriver at du har smidt 14 år af dit liv væk.

Det har du bestemt ikke. De har måske ikke været så "heldige", men se det fra den lyse side. Du har fået en datter ud af det som du forhåbentlig vil gå igennem ild og vand.

Dejligt at høre at din ex og dig ikke river hovederne af hinanden fordi I er gået fra hinanden. Specielt pga. jeres datter. Det er ALTID børnene det kommer til at gå ud over når man skilles, og det er dem der kommer til at betale prisen, hvis forældrene ikke kan finde ud af at opføre sig ordentlig.

Det er ok at være ked af det og tude. Det viser du er et menneske, og et menneske med følelser! Det er ikke mange mænd der er lige gode til at vise deres følelser. (undskyld hvis jeg fornærmede nogen)

Husk på at der ALTID er lys i den anden ende. Held og lykke med dit liv fremover, hvad enten det må blive alene, sammen med din ex eller måske en helt anden person :=)