=[so empty inside]=

=[so empty inside]= =[error]=
Take a look at me
You see, my eyes dont shine
My lips dont smile
Look at me
And you see, there no feelings left inside of me
Everything is gone
Hold my hand,
Touch my heart, feel how empty I am inside
I dont know why
But mayby, someday i again will feel
What i use to feel
But maybe the question is,
If i really want to feel again, after all that!

It’s like, my heart can’t anymore.
Can’t take more pain!

=[error]=

Der er en mening med dit liv Lisa
Jeg har haft det på nøjagtigt samme måde. Jeg har følt mig SÅ tom indeni. Både fordi min kæreste, som jeg troede jeg skulle blive med resten af livet pludseligt forlod mig, og fordi min mor døde meget pludseligt. Ofte har jeg følt, at livet ikke længere var værd at leve. Hvorfor skulle jeg leve? For der var alligevel ikke flere tilbage, der holdt af mig.. Og hvilken forskel ville det gøre, om jeg var her eller ej?
Det jeg har fundet ud af nu er, at den bedste ven jeg har, den eneste person, jeg kan stole på, den eneste person, som virkeligt ved hvad jeg føler er: Mig selv! Det er som om, jeg har fundet ud af, at sådan er livet bare! Den eneste person, der nogensinde vil elske en ubetinget (udover ens forældre) er en selv!
Og ja, der er en mening med livet. Og den er ganske simpel: Vi skal føre arten videre. Det, der gør det hele så forbandet svært for os i forhold til alle andre arter (dyr) er, at vi er blevet udstyret med en hjerne, så vi kan fundere over alle de ting, der sker omkring os..
Men netop pågrund af det, er vi også alle så pokkers forskellige! Og netop det gør dig til den specielle person du er. INGEN i hele verdenen er nøjagtigt som dig. Så du skulle egentligt være rigtig glad for at have "lov til at være sammen med DIG" :) Du er ikke alene. Du har den person hos dig, som forstår dig allerbedst, nemlig dig selv! Og måske er der ikke lige nu nogen, der forstår at værdsætte dig nok, og du føler dig alene.. Men når først du forstår at du er enestående, og du stoler på dig selv, vil andre mennesker kunne se det, og tro på det også. Du må ud og "bryde nogle grænser" gå ud og snak med folk, som du normalt aldrig ville turde gå hen og snakke med. For hvis de synes det er mærkeligt, er det jo deres eget problem. Eller prøv noget andet: snak med de hjemløse, der sidder rundt omkring på bænke med deres eneste egendele i poser.. Det har jeg tit benyttet mig af, selvom jeg er en ganske almindelig veluddannet pige. Det, der er så givende ved at tale med dem, er at de har et helt andet, meget mere simpelt syn på livet. Og så er de utroligt åbne overfor hvem end, der ville komme til dem. Selvom de ikke altid bliver behandlet lige godt.
Du er ikke alene om at være alene. Det er der SÅ SÅ mange, der er. Det er sørgeligt. Men DEN ENESTE vej ud af det, kan kun en selv finde. Man vinder jo heller ikke i lotteriet uden at spille på det. Du bliver nødt til selv at få dig ud af ensomheden. Til da- nyd at være "sammen med dig selv". Og noget andet: livet er sgu ikke af sig selv så rosenrødt, som man tror. MEN man har selv den mulighed, at give det en masse gode inputs.

kender følelsen Milla33
Det er smuk det du har skrevet.

Selv om jeg ikke kender din baggrund rammer dit digt præcis det jeg føler i forhold til min mand.

Følelsen af at være brændt ud, at kærligheden er forvundet i takt med alle de dårlige ting vi desværre har været igennem.
Ønsket om at ville finde kærligheden for ham igen, men erkendelsen af at den er borte -
Erkendelsen af at jeg er blevet såret så dybt og så meget så jeg ikke magter at elske ham igen.
Tristheden over at jeg ikke længere kan give ham den kærlighed han nu så brændende ønsker efter at have mistet den.

Jeg overvejer at blive skilt. Fordi jeg bliver nødt til at passe på mig selv og fordi jeg stadig holder af ham og ønsker at han atter skal opleve kærligheden.
Jeg er bare ikke længere i stand til at give ham den.

Måske er det ikke det samme du står i, men det rammer mig så dybt det du skriver.

Vær tro mod dig selv - ellers dør din sjæl
Knus fra MIlla