Svigter min søster ? (langt)

Svigter min søster ? (langt) navnløs
Hejsa allesammen....
Jeg har nu nået bunden. Kan ikke sove mere og nu endelig taget mig sammen til at få noget af det ud - måske det kunne hjælpe.
Situationen er min søster er gravid, sat til januar (hendes første), jeg er gravid og nedkommer i marts (har 6årige + to snart 1 årige tvillinge piger). Det er jul, familiens bedste måned, fuld af hygge og glæde, men alt er blevet det rene heleved.
Jeg har brudt sammen, kan ikke mere, dog må jeg være der for min mand og børn, men det er meget svært.
Problemet er enkelt, men ikke til at blive løst.
Min søster som fandt ud af hun skulle have en dreng, ville efterkalde ham efter vores afdøde far. Det helt fulde navn.
Efter jeg gik 1 måneds tid og overvejede, hvordan jeg skulle få sagt til hende, at jeg ikke ville have hun brugte navnet, aftalte vi så at skulle snakke sammen mor + søstre. Jeg startede ud med at fortælle, hvor meget det ville såre og skære i mig, hvis hun valgte navnet, eftersom han havde begået selvmord, jeg gået til psykolog med dette og har fået "mén" af det. Lider af manio-depresivitet og han er kilden til det hele og udløser mine angst anfald, depresioner og meget mere. Fortalte hende hvordan jeg ville have så svært ved at han ikke kunne blive bevaret i mit hjerte og dukke frem de gange han nu engang gør. At det ville blive et maridt, at skulle konfrontere mine problemer dagligt, da hendes dreng ville påminde mig om alt hver gang.
Min mor lagde sidst ud, på en meget blid måde, hvor hun fortalte hvor meget hun havde elsket vores far, og hvilken dejlig mand han også var. Sagde meget pænt uden at nævne alle de tæsk hun havde fået af ham og hans alkohol problem, hvordan hun også gerne ville have hun kunne overveje et andet navn.
Søster fortalte hvordan hun havde vænnet sig til navnet, at det ikke ved brug af navnet fik hende til at tænke på far, men den lille sjæl der lå i hende. At hun så på det på denne måde, at far havde betydet så meget, og den bedste måde i hendes hovedet at ære ham på, var at opkalde hendes søn efter ham.
Mor og jeg gik så langt at hun evt. kunne bruge hans navn som mellemnavn, at vi så kunne skåne hinanden lidt.

Efter en 2 ugers tid ringede min mor. Søster havde beslutte at bruge navnet. Jeg brød sammen, kunne have besvimmet - det hele kørte rundt.
Mor græd også og ville ønske hun kunne gøre noget.
Sad for mig selv bagefter, og der gik ikke lang tid efter, før jeg tog telefonen og ringede min søster op. Gjorde det meget kort på en meget stille måde: At jeg ikke kunne forstå hvorfor hun ikke kunne tage hensyn til de levende frem for de døde, at hun ville ødelægge mit liv. Hvorfor hun ikke kunne lade far hvile i mit hjerte. Søs du er ikke længere min søster når du kan gøre dette....
og jeg lagde på.
Dette er 1 måned siden. Min mor har prøvet ihærdigt siden, at få hende til at ændre mening. 4 dage siden brød min mor sammen og min mand ringede min søster op, for at få det afgjort en gang for alle. De snakkede sammen længe. Hun havde den ide om, at mor og jeg bare lige skulle vænne os til tanken, og så ville alt blive godt igen. Min mand forsikrede hende om, at jeg havde ment hvert et ord, men at det ikke var navnet der fyldte smerte, men det at hun trods alt ville bruge navnet og skade os, som gjorde så ondt. Tilsidst ville hun snakke med kæresten om alligevel at bruge hans navn til mellemnavn.
Min mand følte sig sikker i at han havde fået hende overtalt, men da hun så ringede op, ville hun bruge navnet, hendes kæreste havde sagt, at hun ikke skulle tage hensyn til hendes familie, så meget vi havde været efter hende, at vi skulle blande os udenom. Det var deres barn.
Min mand ringede min mor op, og min mor knækkede fuldstændigt sammen. Ville aflyse sin fødselsdag her i torsdags og julen.
Puuuhaaa....undskyld der står så meget.....
Jeg dukkede op til hendes fødselsdag alligevel sammen med hendes mor, og hun blev så glad.
Ja det er så egentlig historien. Mit problem er bare at takle det hele.
Går da et eller andet sted med et håb om at hun vil ændre mening, da jeg ikke kan forstå hun vil gøre dette.
Føler virkelig jeg har mistet min søster helt. Ved godt det er mig selv der har fravalgt hende, men jeg kan ærligt ikke leve med at hun gør det, ej heller se hendes dreng løbe igennem stuen og blive kaldt på o.s.v.
Der kører en masse HVORFOR i mit hovedet. Jeg er ked, ked af at vi ikke kan dele vores graviditet sammen, nyde julen og familien.
har aldrig nogen sinde, været så langt fra min søster som jeg er nu. Føler en del af mig er død, pg jeg kan bare ikke komme videre...
Skal til psykiater igen snart, og håber han vil kunne få hjulpet mig lidt, da jeg virkelig har brug for det.
Aner ikke hvad jeg skal gøre. Er i en slags venteposition til hendes fødsel er overstået, at hun måske der indser sin fejl, men det hele er bare røget der ud, hvor så meget er blevet ødelagt i mig fra hendes side, at det aldrig ville kunne blive det samme, selvom hun ændrede mening.
Jeg tror det der går mig mest på er, at min søster godt ved jeg har været hos psykolog p.g.a. min far, hvordan kan hun så vælge at bruge hans navn, når hun ved hvor meget det rammer mig???
Ikke at jeg ikke kan forstå hvorfor hun gerne vil bruge navnet, men når hun nu ved hvor meget det river mor og jeg ned, hvorfor så gøre det mod sit eget blod.
Gid det hele ville forsvinde.....

Jeg er ked af at høre det Råden
Hej
det er en meget trist historie op til jul
Min mening er som jeg forstår på det hele
synes jeg ikke det er fairplay at hun bruger navnet. At hun ikke kan finde et andet navn når der er så mange navne at vælge i mellem..
Jeg håber for dig du får en god jul..

hold aha.
jul med din mor alene uden din søster... vis din søster at du nu vil bryde med hende hvis hun forsætter denne stig hun lægger for dagen... lav ting med din mor uden hende... at hvis hun vil ind i varmen igen er hun nød til at vise lidt forstålse i form af ænder navnet.

hvad er støst hendes kærlighed til dig og din mor eller jers far..... jers far kan ikke passe barnet når det bliver syg... det kan i og kun når lave navne om

stakkels dig miglucky
i dybeste medfølelse... ved kun alt for godt hvor ondt det gør når man opkalder børn efter afdøde familie medlemmer.. din søster må være meget egoist..

Mange tak navnløs
for alle jeres ord og forståelse. Gid min søster kunne se tingene lidt anderledes også.
Ikke at mit humør er det bedre, men dejligt at læse, at andre viser forståelse og medfølelse.
Tusind tak