ud af traumen

ud af traumen Anonym
Det skete den 31. maj 2003. Jeg fandt ud af at min kone havde været mig utro. Jeg opdagede det som så mange andre ved at tjekke hendes telefon. Mine bange anelser var rigtige.

Jeg foreholdt min kone hvad jeg havde fundet ud af. Hun tilstod med det samme. Hun sagde at hun var ked af hvade hun havde gjort, og at hun godt vidste at der ingen undskyldninger var for det.Fiorholdet havde stået på i fra midt i januar 2003 til da jeg opdagede det. Min kone sagde med det samme at hun ville gøre det helt forbi med manden. De mødtes, og hun gjorde det forbi. Jeg sagde til hende at jeg var nødt til at se manden i øjnene. Hun sagde at hvis jeg mente det ville hjælpe var det ok med hende.

Jeg ringede til ham, han blev selvfølgelig overrasket, men indvilleige i at møde mig. Mødet blev kort. Bagefter ville jeg have ønsket at jeg havde haft en seddel med alle de ting jeg ville have sagt.

Vi blev meget tætte. En helt intens og meget ny oplevelse.For første gang i mange år var vores samliv næsten perfekt. Næsten fordi utroskaben gjorde så forfærdeligt ondt.

Den 14. juni fandt jeg så ud af at hun havde været mig utro med en fuldstændig tilfældig mand tilbage i 2001.
En mand hun havde mødt til en fest, havde fået tlf. nr. på, og som hun sagde var dum nok til at bruge. Hun havde besøgt ham, havde haft sex med ham, og havde besøgt ham endnu en gang. Han havde herefter afbrudt forholdet.

Jeg er godt klar over at vores forhold pga mit arbejde har været meget tilsidesat i flere år, og at min kone trode at jeg havde været hende utro med en anden. Disse ting sammenlagt havde fået hende til at føle sig mindreværdig og ikke elsket. Hun havde sågar overvejet selvmord.

Hun har forklaret mig at hun ikke havde lyst til at leve mere, og at hun simpelthen ikke kunne modstå en mand der fortalte hende at hun var smuk og tiltrækkende.

Jeg kan et eller andet sted godt se mine egne fejl ivores forhold, men har bare så svært ved at komme mig over at hun har kunnet finde på at have sex med andre. At frarøve mig muligheden for at vælge fra eller til i mit eget liv. Utroskab er for mig noget forfærdeligt, hvordan kan man gå i seng med en anden, for derefter at komme hjem, lægge sig ved siden af mig uden at lade sig mærke med noget.

1 år er gået siden da. Vi er kommet hinanden utroligt nær. Jeg elsker min kone mere end nogensinde, og hun elsker mig. Jeg kan mærke hun elsker mig utroligt højt. Vi er ikke blevet sammen pga. hus, bil børn etc.

Det eneste problem der er tilbage er. hvordan kommer jeg over alle tvangstankerne. Tanker omkring hende og de to andre mænd. de tanker er fordærdeligt destruktive, og jeg vil for alt i verden af med dem. Er der håb forude?

Mvh. Simon

et valg mille33
hej Simon

jeg har været lignende historie igennem, dog ikke med samme "gode" udfald, min mand vil nemlig ikke erkende sin fejl og sit utroskab, så vi kan komme videre.

men jeg sidder med mange af de samme følelser som du, og det gør ondt. Jeg tror at man skal vælge at give slip på smerten, selvom det er svært. For mig handler det om at jeg siger at jeg har tilgivet, men i virkeligheden har jeg ikke helt alligevel, derfor forfølger smerten mig stadig, jeg kan ikke helt give slip.
netop som dig ved jeg godt hvad min rolle er i forholdet og hvorfor det har ført til utroskab, og hvis jeg kunne tilgive mig selv for at det kom så vidt så kunne jeg måske også tilgive ham.

Det er altid svært at komme videre når man ikke helt forstår havd der er sket og hvorfor, det lyder som om din kone har forstået dig og har fortalt dig åbent om hendes utrokab, det er så op til dig at give slip og vælge fremtiden frem for at dvæle i fortiden. Du har taget en chance og valgt ægteskabet på trods af jeres fejl og mangler, så sats dog alt. og hvis det går galt igen, hvad så....? er det ikke det livet også handler om, at kunne satse uden nogen garantier?

held og lykke til dig

hvor flot kvinde
Hej Simon.
Vil bare sige at du har taklet din kones utroskab utroligt flot - og nu har du fået gevinsten - hendes kærlighed.
Jeg kan godt forstå hvordan det må nage dig stadig. Måske skulle du tage din kone i hånden og gå til en samtaleterapeut - få talt det hele igennem - så du også kan komme videre. Din kone plages måske også af dårlig samvittighed. Det er lettere når der er en "ordstyrer". Det kan måske godt gøre lidt ondt at få ribbet op i det der er sket, men måske er det dét der skal til...

simon susannenif
Som de andre synes jeg det er godt gået, at vælge at give forholdet en chance til. Dog mener jeg ikke at det er samtaleterapi der er brug for i dette tilfælde, men hellere en psykolog. Min begrundelse for dette er først og fremmest, at du og din kone ikke har problemer med at få talt ud om tingene men derimod er rigtig gode til dette.
Dernæst er det efter min mening en helt naturlig jaluxi du lider af, - og det er jo forståelig nok men også meget opslidende for jer begge - og kan risikerer at udmunde i, at I så alligevel må beslutte jer for at bryde forholdet, simpelthen fordi det bliver for belastende med den jaluxi.
Efter dine/jeres oplevelser er det helt legalt, at komme til at lide af mindreværdsfølelser og som før nævnt jaluxi og disse ting vil en psykolog kunne hjælpe dig over. I øvrigt er det dejligt befriende at kunne fortælle til en uvildig person, hvordan man har det inderst inde, - og så helt uden at blive fordømt.
Gør jer begge den tjeneste, at benytte dig af tilbudet om hjælp til at komme videre en gang for alle. Det har I virkelig fortjent.
Glæd dig over, at I stadig elsker hinanden og erkend at dette nu er dit problem og dermed også din beslutning.
Held og lykke til dig og din kone