Usynlige fædre

Usynlige fædre musse
Jeg kunne godt tænke mig at vide hvad der foregår inde i hjertet og hjernen på fædre med delebørn. Jeg har selv været enlig mor til to drenge i mange år. De har hver deres far. Der er 9 år imellem dem. Fælles for dem er at deres fædre på et tidspunkt i deres barndom er blevet usynlige. Det skal tilføjes at de aldrig nogensinde er blevet nægtet samkvem med deres børn. Tvætimod har de haft mulighed for at låne dem efter behov. Foruden de stadfæstede hveranden weekend og ferier. Det er svært at være vidne til små sårede sjæle der ikke kan forstå at far ikke kommer og blive ved at finde på forklaringer og at prøve at få ungerne til at føle sig mindre svigtede.
Så fædre: Hvad er det der gør at nogle af Jer ikke gider Jeres børn, fordi I ikke længere er sammen med deres mødre?

Tjaaaaa..... rockogrul
..... Jeg kan ikke sige meget andet end at du har valgt forkert partner to gange. Jeg ville for alt i verden ikke undvære samkvem med min dejlige datter, og kunne iøvrigt godt vende fortegnet på dit indlæg.

de har travlt med andre kvinder lillse lise
primitivt, følelsesmæssigt fattigt og afstumpet, men det er virkeligheden

Skal man låne sine børn henrikm
Kære Musse
Før i tiden, overraskede det mig altid, når jeg hørte om fædre, der ikke ville være sammen med deres børn. Men jeg ved at det sker. Jeg har selv været der.
En aften for ca. 6 år siden - sad jeg med en kammerat der var blevet skilt ca. 1 år tidligere. Samtalen gik på samkvemmet med hans børn. Hans tidl. kone gjorde livet surt for ham, og han fik kun lov til at se sine børn når hun tillod det - og hvis det passede hende. Han fortalte at han for alt i verden ønskede, at se sine børn - men problemet var at han nu forsøgte at skabe sig et "nyt" liv. Dette gjorde, at når børnene endelig kom - skulle han lave om på sin hverdag og de kom næsten ubelejligt og ændrede han "nye" liv drastisk og kun i få dage. Og sammenholdt med det bøvl han havde med sin ekskone - tænke han tit på at afskrive dem i en periode. Jeg var selvfølglig dybt rystet, og talte dundertale længe efter.
To år efter denne samtale - blev jeg selv skilt. Og med en næsten ligende situation. En aften tog jeg telefonen og ringede til ham, - og undskyldte mine forargelse. Jeg havde det lige præcis som ham. "Gud forbyde det".

Du skriver en række ting i dit indlæg - og jeg hæfter med meget ved din sætning " Tvætimod har de haft mulighed for at låne dem efter behov" - er du også en ekskone der vil styre samværet.
Jeg mener ikke, at man skal låne sine egne børn - ej heller passer man sine børn, man er sammen med dem.
Har du/I en fast samkvemsordning?
Dette blev løsningen på mine problemer, for så var jeg også med til at bestemme, hvornår børnene kom/kommer. Og jeg bliver ikke ringet op, og får at vide "at hvis du se dine børn - er det nu" - men ved hvornår det sker og kan forberede det. Dette skulle du måske overveje, hvis du ikke allerede har det - ikke for din eller fædrenes skyld - men for børnenes.

Her til sidst vil jeg lige sige, at børnene stadig bryder min hverdag og kommer "ind midt i det hele" når det lige går så godt. Dette på trods af, at jeg elsker mine børn over alt, og aldrig vil undvære de dyrbare timer jeg har med dem. Skulle dette ændres, skulle de være hos mig hver dag. Men det går jo ikke!!!!!!!
Mange børnevenlige hilsner,
Henrik

nej musse
Selvfølgelig skal man ikke låne sine børn. Så bogstaveligt skal det ikke forstås. Vel bare en talemåde.
Mine børns fædre har altid frit kunnet være sammen med deres unger, så tit de ville og drengene har altid selv gerne villet være sammen med deres fædre. Den ældste var mest weekendbarn på den måde at det var hans fars nye kone der var sammen med ham. Hans far arbejdede meget.
Det var også hun og jeg der i fællesskab huskede far´en på hans søns fødselsdag. Efter det 12. år løb det mere eller mindre ud i sandet. De var sammen igen til min søns konfirmation, hvor hans far deltog helt vildt interesseret i forberedelserne og købte tøjet til ham. Så løb det igen ud i sandet og først da min søn fyldte 18 år genoptog, min søn igen kontakten. Igen løb det ud i sandet og de sås først igen da min søn skulle giftes som 21- årig. Altid på initiativ af min søn. Så holdt det et par år. Nu er det igen nogle år siden de har set hinanden. Min søn er begyndt at tale om at genoptage kontakten. Igen. Han troede det hjalp med kontinuiteten da han fik en datter. Og hans far blev en meget stolt farfar. Men sådan gik det ikke. Han er voksen nu min søn. 30 år. Med den yngste gik der kaos i det, da han som 15 årig ikke kunne enes med hans fars nye kone. Så røg han ud. Jeg undrer mig bare.

Jeg bukker... henrikm
og siger mmmhhh. Jeg er rystet over din oplevelse, og den står selvfølglig ikke mål med min.
Jeg forstår godt din undren - og gør det selv.

Nedenstående er blot et råd.... set fra min verden.

Jeg vil anbefale din søn, at han taler med hans far om det. Ikke hvad han vil have, at faren skal gøre, - kun positivt formulleret hvad han ønsker sig. F.eks. det vil betyde meget for mig, hvis du besøger os én gang om måneden. Og hvorfor dette er vigtigt.

Han har måske forsøgt noget det ligner, - han skulle så prøve med de ovenstående ord. Faren skal ikke svare, - blot tage tingene til efterretning. Vælger han så, at følge sit gamle mønster - må din søn vælge - vil han måle på manglen - eller måle det han får.

En terapeut kunne måske også hjælpe, og om ikke andet - så hjælpe til, at din søn kan leve med det.

Giv dine børn og børnebørn et knus.

Tak for rådet musse
Jeg vil gå videre med det.