Utålelig

Utålelig Rappendullen
Jeg har et problem!

Jeg har tit - primært på de arbejdspladser jeg har været på - fået af vide, at jeg kyser folk, med min direkte facon/væremåde!

Af natur er jeg et meget ærligt og åbent menneske og er der noget jeg er utilfreds med, så siger jeg det og jeg roser hvis jeg føler for det.
Når jeg "brokker mig" er det ikke ment sådan, at jeg konstant er i vælten og "PÅ", jeg har skam situationsfornemmelse og jeg blander mig heller ikke i alt, hvad der kommer mig forbi.

Men jeg får tit af vide - oftes af chefen, efter at der er klaget over mig - at jeg kyser folk med min måde af være på!

Det er jo ikke noget jeg gør bevidst og da slet ikke med det formål, at sårer andre eller træde nogle over tæerne.

Men når jeg så tænker over hvad det er jeg får af vide og hvad det er jeg har sagt, så kan jeg ikke lade være med at tænke: "Hvorfor siger vedkommende ikke noget til mig, når/hvis jeg har fået sagt noget, der støder vedkommende?"!

Jeg føler tit, at jeg er hensat til "Rød Stue" på min arbejdsplads, fordi der er så mange mennesker der er konfliktsky og ikke tør konfronterer mig (eller en anden), hvis man har gjort/sagt noget uhensigtsmæssigt!

Så hvad gør jeg?
Går jeg til en proffessionel behandler, fortæller hvad problemstillingen er og får nogle værktøjer til at håndtere lignende situationer fremover?
Ignorere jeg det hele og tænker: Skråt op med jer alle sammen - ta´ jer sammen og bliv voksne?
Eller hvad?

Heldigvis er folk forskellinge nimbuto
Mange vil kunne lide dig for din direkte måde. Men du kan forvente en del konflikter. Personligt kan jeg bedst lide mennesker som siger deres ærlige mening.

Don't ever change

Lader til at det Anonym
er dig der er problemet og ikke de andre der er konfliktsky. Måske gider de ikke diskutere med dig, fordi de mener at du uden for normal rækkevidde.

Enig sålæng hun ikke tryner folk! Anno
Dem findes der en del af!

Aldrig Rappendullen
Jeg har aldrig fået skyld for, at jeg tryner andre.
Klagerne går mest på, at jeg godt kan komme til at kyse andre, eller bliver opfattet som om jeg er afvisende (hvilket jeg jo ikke selv synes jeg er). Jeg siger jo ikke nej til at hjælpe andre eller udføre en opgave!

Måske Rappendullen
Det er da muligt jeg er uden for "rækkevidde" i forhold til "normen", men hvad er så normen?

Skal jeg bare sætte mig på min pind, lave mit arbejde og så ellers holde min kæft?

Når jeg siger til min chef: Helt ærligt, jeg bliver både sur og skuffet over, at en kollega går til dig og klager over noget jeg har sagt til hende/ham, i stedet for at sige noget til mig. Det opfatter jeg som at blive stukket i ryggen!
Hvorfor kommer vedkommende ikke til mig?
Svar: Fordi mange er konfliktsky....

Okay, tænker jeg så - hvad gør jeg så?

Behandler jeg alle med et stort smil og en slesk tale: "Jamen selvfølgelig, den ordner jeg, det skal du overhovedet ikke tænke på"!
Skal det være mit standardsvar?
Skal jeg behandle alle som rådne æg og generelt passe på med, hvad jeg siger, når jeg åbner munden?

Jeg synes ikke, at jeg har for vane, at tale før jeg tænker - tværtimod!
Jeg lærte i en meget tidlig alder:
Sig aldrig mere, end hvad du vil hører igen!
Og den læresætning husker jeg og lever efter!

Men hvis jeg skal være slesk og smile falsk, så er jeg jo ikke længere MIG og ikke længere ærlig - føler jeg!

Jeg har aldrig haft problemer med, at blive konfronteret med noget jeg sagt/gjort, som har stødt en anden.
Jeg bærer heller aldrig nag, men synes derimod det er konstruktivt, at en kollega siger til mig: Det du lige sagde der, det opfatter jeg sådan eller sådan! Er det korrekt opfattet eller har jeg misforstået noget?

Men det gør mange bare ikke! HVORFOR???

Hvad er det "normen" er bange for?

Jeg spiser altså ikke små børn til morgenmad og stanger tænder med deres knogler!

MAND... jessebel
...hvor jeg kender den der!

Det kunne have været MIG der havde skrevet det indlæg!!

Jeg har n ø j a g t i g samme problemstilling.

Hvorfor kan voksne mennesker ikke bare få bollerne i ganghøjde, og så melde klart ud overfor en kollega, hvis han/hende har sagt eller gjort noget, som han/hun føler sig stødt over!?
Helt ærligt!?

Hvad er det for en vattet holdning og ha´ til tingene!?

Jeg kan godt have en sort form for humor, eksempel:

En kollega siger til mig: "Gider du og skrive min stuegang på torsdag, for jeg skal til Horsens til Madonna koncert?"

Svar: "Du er da fuld af nyttige oplysninger! Og det fortæller du mig, fordi???"
(Sagt i en lidt "hård" tone, for dem der ikke kender mig.)

Hvortil min kollega griner, jeg begynder også og grine og siger: "Selvfølgelig skriver jeg din stuegang torsdag, og så håber jeg du får en ordentlig én på opleveren og JA, jeg er r.. hamrende misundelig!"

Men havde jeg sagt sådan til anden kollega, som jeg ikke kender særlig godt og omvendt, så var han/hun måske blevet smækfornærmet over min første kommentar!

Helt ærlig - jeg kunne ikke være mere ligeglad!

Folk må tage mig som jeg er, og så længe du er bevidst om, at din opførsel og dit sprog ikke sårer andre, eller du generer nogle helt bevidst, så skal du bare være dig!
Hvem skulle du ellers være!?

Har du overvejet om din chef er konfliktsky? krampen
Har du overvejet om din chef er konfliktsky?

Jeg tror du selv har svaret lidt?

Citat. ”Jeg har aldrig haft problemer med, at blive konfronteret med noget jeg sagt/gjort, som har stødt en anden.
Jeg bærer heller aldrig nag, men synes derimod det er konstruktivt, at en kollega siger til mig: Det du lige sagde der, det opfatter jeg sådan eller sådan! Er det korrekt opfattet eller har jeg misforstået noget?”

Altså ikke alle har modet til det, som du har? – eller overskuddet?
Nogen har måske problemer nok, i hverdagen og magter ikke, at have det på jobbet? – eller måske sorterer/prioriterer de i konflikterne, alt efter hvor de selv er på stående fod? - Nogen er måske bare dovne og ønsker bare, at læse af? - Andre er ja ... konfliktsky.

Jeg tror ikke på den gensidige ”forventning” – men mere på forståelse, tryghed og dialog i samspillet mellem mennesker kommer først.
Hermed sagt, at du måske ejer en stærk tryghed i dig selv – og modparten ejer den ikke? Men hvis det er dig der har den trygge base, hvorfor ikke prøve, at teste den af, på en af dine kollegaer, der ”sladre” til chefen?
Konfrontere med et smil og en oprigtighed ”jeg har hørt…” - næste gang, vil du så ikke være rar, at fortælle mig, hvor jeg går galt i byen? – ellers har jeg ingen mulighed for, at forandre/udvikle mig og tage hensyn til dig. Det har intet med, at være slesk.

Hvis din kollega tager imod dette og henvender sig til dig, må det være her det gensidige opstår og muligheden for at udvikle sig sammen er tilstede?

Invitere selv til dialog :) Krampen

Når din kollega griner, krampen
er det fordi der er en tryghed og hun ved, hvilke spillerum hun har hos dig og jer imellem?

Lad os sige, at du ikke grinte, efter hun grinte, eller sammen med hende, hvad så? - skulle hun så også bare acceptere hvem du er?

Jeg mener, at din ”hårde facon” skal læres, at kende først, før man kan grine med eller sammen med dig – der er bare forskel på hvordan man lærer den, at kende?

Hvordan kan ellers blive bevidst om, at ens opførelse og sprog ikke sårer andre, med mindre der er skabt rum for det forude?

:) Krampen, som godt kan lide den direkte facon.

Chefen Rappendullen
Jeg har ikke umiddelbart indtryk af, at min chef er konfliktsky i den forstand, hun er mere typen der ynder at "glatte ud i tingene"/"ride bølgen af", eller hvad man nu skal kalde det.
Helst undgå konflikter, for at beholde den gode tone og det gode samarbejde, og det er jo også fint nok.
Men i og med, at HUN konfronterer mig med en klage (og hun var meget direkte), så betragter jeg hende ikke som konfliktsky.

Når det så er sagt, så tror jeg, at jeg vil prøve dit tip af.

Jeg tager fat i selvsamme kollega på mandag og siger til hende - med et smil på læben: Du xxxxxx skal vi ikke lave en aftale os to imellem om, at hvis jeg får sagt noget til dig, som støder dig, sårer dig eller hvis du på anden måde føler du forurettet eller trådt på, så SIG det til mig!?
Hvis jeg gør/siger noget du generes af, så er det altså ikke noget jeg gør med vilje, og jeg har rasende svært ved at ændre noget, jeg ikke bliver gjort opmærksom på! Jeg vil bare foretrække, at du kommer til mig først og hvis det ikke bliver bedre, SÅ kan du gå til min chef! Deal? *SSS*

Vil det være en fremgangsmåde?

Hørt den før Rappendullen
Jeg har tit hørt, at enten kan man lide mig eller også kan man ikke. Netop pga. min direkte måde og være på!

Men jeg har faktisk også oplevet kollegaer, som i starten ikke kunne døje mig, men da de lærte mig og kende, syntes de faktisk, at jeg var en både sød, sjov og klog kvinde! Og min direkte facon var noget de pludselig godt kunne acceptere og red nogle gange selv med på bølgen, ved at komme med en skarp bemærkning (kærligt ment), men fordi de vidste, at jeg kunne tage det og aldrig blev fornærmet eller gav ondskabsfuldt igen af samme skuffe.

Faktisk når jeg tænker nærmere over det, så tror jeg, at nogle tidligere kollegaer har overtrådt nogle af deres egne grænser, ved at være lidt rapkæftet overfor mig!
Noget de lige skulle prøve af, og faktisk syntes, at det var lidt sjovt og løssluppent alligevel.

Det hele skal jo heller ikke være så pisse kedeligt, vel :o)

Men tak for dit råd og din indsigt...

Undskyld Rappendullen
Den var vist ikke til mig!? Blev lige forvirret *GGG*

Oh yes jessebel
Synes jeg i mit "karriereliv" faktisk kun har haft konfliktsky chefer - Hvor Herre til hest!!!

Naturligvis bør min kollega (og andre for den sags skyld også) accepterer mig, som jeg er!
Nøjagtig ligesom jeg accepterer andre.
Men og accepterer andre, er jo ikke det samme som at forstå deres holdninger, meninger, have samme form for humor, handlemåde osv. osv.

For mig er der rasende stor forskel på accept og forståelse!

Jeg acceptere f.eks., at nogle er muslimer, jøder, katoliker, sikh´er, vegetarer, fanatiske sportsydøvere - what ever.....
Men jeg forstår ikke HVORFOR de vælger som de gør!
Og det er jo for så vidt også ligegyldigt - så længe de ikke forsøger at pådutte mig deres religion, sport, livsstil eller hvad de nu lever og ånder for, så er jeg bedøvende ligeglad!
Jeg pådutter jo heller ikke andre mine holdninger, meninger, overbevisninger osv.

Jeg giver udtryk for dem, men forsøger ikke at pådutte andre dem!

(Det er det jeg så godt kan lide ved debatter - man kan komme omkring mange ting, give udtryk for en masse, læse andres holdninger/meninger omkrig ét emne og MÅSKE ændre sin egen opfattelse.)

Helt sikkert krampen
Ang. din chef, så ville jeg mene, at en god en af slagsen ville kalde til en samtale, for ikke mindst, at få åbne op for, hvad der gik galt?

Håber du skriver tilbage og fortæller, hvordan det gik? – Deal? *G*

:) Krampen

Phew ja krampen
Samme her, erfaringer med konfliktsky chefer/ledere – underligt ikke?

Det kan du have ret i - det med betydningen af accept og forståelse – men man skal gerne kunne forstå, før man kan acceptere ;)) ellers ville det være en ligegyldighed man her godkender.

Så absolut til dine nederste linier i ( ) – enig.

:) Krampen

Ikke enig jessebel
For mig mener jeg ikke, at det kræver forståelse, før man kan acceptere.

Jeg accepterer f.eks., at nogle vælger at være SÅ troende, at uanset hvad der sker i deres liv, så er "det Guds vilje"....Men jeg forstår ikke hvorfor!? Jeg forstår ikke hvorfor de ikke selv tør tage et ansvar og stå til regnskab!

Jeg acceptere også, at min mor f.eks. drikker som et hul i jorden, og derfor ikke har kontakt til sin familie (bl.a. sine børn og børnebørn), men jeg forstår det ikke hvorfor!?

Jeg acceptere også, at min kammerat går tilbage til sin ex-kæreste, til trods for at de har forsøgt 4 mill. gange tidl., men jeg forstår ikke hvorfor!?

Kan du følge mig?

Jow det tror jeg *G* krampen
Måske jeg ikke var for god i min formulering? - og et dobbelt smil kunne heller ikke gøre det, tror sgu jeg smiler mere nu så ;)))) – for jeg gav dig ret i betydningen af forståelse og accept :)

Hvad jeg mente var blot, hvis jeg må have lov til? - at bruge et af dine eksempler fra livet, så ”forstår” du at din mor drikker, du kan se, høre, lugte, mærke det – men hvorfor/baggrunden/konsekvenserne forstår du ikke.

Ligeledes med din kammerat du forstår og acceptere, men din forståelse for situationen/valget er der ikke.

(Man kan måske ligefrem sige du er nød til, at acceptere begge, da du måske ikke har indflydelse på det? (bare et sidespring))

:) Krampen

Personalemøde Rappendullen
Nu har jeg så været til personalemøde, hvor jeg gjorde alle opmærksom på, at der var indgivet en klage til min chef pga. mit sprogbrug og at jeg dermed er kommet til at støde én bestemt!

Jeg sagde flg.: Hvis jeg er kommet til at støde nogle her, har det ikke været med vilje og jeg undskylder. Når det så er sagt, så vil jeg gerne opfordre til, at man henvender sig personligt til mig, hvis jeg fremover skulle få sagt/gjort noget uhensigtsmæssigt, som støder eller genere den anden part!

Så skulle den potte være ude af verdenen - de kan i hvert fald ikke længere være i tvivl om, hvor JEG står!

S…. godt krampen
Lige før jeg har lyst til, at skrive ”hvor er jeg stolt af dig” ;)))

– mange havde ikke turdet dette.

Fik du ingen reaktion på hvad du havde sagt, eller en lillebitte feedback?

Måske en fornemmelse af deres reaktion?

:) Krampen, som håber det virker for RappenDullen.