"Vi gør tingene omvendt på C2"

"Vi gør tingene omvendt på C2" FCK C2
http://www.fckfc.dk/default.aspx?id=431

Jimi – af mange bedre kendt som Sibusiso fra Urban Crew – lod begejstringen få frit løb, da vi mødtes til en snak ovenpå det Store Stemningsmøde. FCKFC.DK spurgte ham om hans syn på fankulturen omkring FCK, den nye fantribune og forventningerne. Og så fik vi en tiltrængt forklaring på, hvad det egentlig vil sige at være en ultra.

Lad os starte med at gå tilbage til Hamborg-kampen. Hvordan oplevede du den rent stemningsmæssigt?

- det fungerede rigtigt godt. Vi (Urban Crew) stod allerforrest, hvilket er både positivt og negativt. Det gode er, at alle kunne se, hvad vi gjorde, så de ting spredtes lynhurtigt. Kædedansen fx – hvor der pludselig står 3000 mand…det negative er, at alt den energi, vi brugte på at råbe, forsvandt ud over kanten – men når det kunne høres, så kom alle med. Det var ret fedt at se alle de folk, som var med på turen, leve sig ind i den energi, som vi oplever hver gang…bare kaste sig ud i det. Og der kom sange andre steder fra…det, som der tit siges om os, er, at vi ikke vil synge med på det, de andre synger, men der lod man det bare flyde over i hinanden. Det var positivt.

Så vi skal have nogen flere store udebaneture for at få udvekslet sange?

- ja, det kunne man forestille sig. For at få folk rystet sammen.

Det store stemningsmøde. Hvad synes du om mødet?

- det var godt. Jeg var meget mere positivt stemt, da jeg gik, end da jeg kom. Jeg havde frygtet det værste. Egentlig havde jeg troet, at der ville være flere negative vibrationer i luften fra forskellige folk. Der var lidt, men ikke værre end at det kunne løses eller hvad man skal sige – og egentlig var de fleste der med samme mål. Og så var det jo en fornøjelse, at Dan Hammer kom med sit input. Og det har siden udmøntet sig i positive snakke om stemningstribune osv. Så alt i alt så var et godt – et rigtig godt tiltag.

Det var rart for os at få sat både ord og stemme på klubbens del af det. For nogen gange føles det som os mod dem – man føler det som en stor kolos, som trækker ting ned over hovedet på os og vi ikke rigtigt har det store at sige…Så bare det at Dan var der og gad komme med sin version af tingene, synes jeg var utroligt positivt. Og han blev også taget godt imod, selvom det ikke er alle, som er enige i det, han siger – og han heller ikke er enige i det, vi siger…

Det gav mødet en helt anden dimension, for hvis han ikke havde været der kunne vi have snakket fra nu af og til dommedag, og så ved man aldrig, hvor langt man kunne komme med de ting. Men det virker som om de (klubben) er mere åbne, end man tror – på nogen områder, selvfølgelig. Og når de sidder der og hører en masse forskellige folks versioner af en masse ting, så er det klart at det må gøre indtryk…positivt.

Du har vel læst interviewet med Dan Hammer. Han siger I er blevet bedre til at formulere jeres ønsker. Hvad tror du, han mener.

- det har måske noget at gøre med, at vi er blevet mindre kontante…og er brede i den måde, vi prøver at få vores ting igennem på. Vi gør stadig tingene omvendt på C2 – det har vi altid gjort

..hvad mener du?

- jaa, for eksempel at tage ordet Ultras med i Parken igen. Selvom vi godt ved, at vi ikke må, så gør vi det alligevel…Men for lige at vende tilbage, så har vi lært meget gennem det sidste to og et halvt år og hele stemningen på afsnittet er også blevet helt anderledes. Og selvfølgelig er der samarbejdet med Fan Clubben og klubben, som har betydet utroligt meget for vores opfattelse af dem og det gør også alting bedre …og at vi på den måde taler mere og mere samme sprog på en måde…selvom det er meget forskellige opfattelser af tingene, så tror jeg vi mødes et eller andet sted.

- men når Dan Hammer kommer og siger, at vi måske kan få den tribune, og vi så kommer med ti nye ting, vi gerne vil have, så er det jo bare fordi, vi er optaget af det hver dag. Derfor opstår der hele tiden nye ideer, og derfor er vi meget hurtige til at snakke om alt muligt, selvom vi godt er klar over, at vi ikke får det. Et eller sted er det måske meget fornuftigt at fortælle, hvordan vi kunne forestille os det på sigt. Det viser jo bare at der er en masse folk, som gør sig en masse tanker.

Ultras, siger du? – hvorfor det? Vi kender dem jo som ballademagere fra midt90erne…

- i København og resten af Danmark er ultras kendt som nogle fans herinde fra, som lavede noget ballade, og på den måde har forbundet noget negativt med ordet. I resten Europa handler det overhovedet ikke om det samme, som det gjorde i København. Kort sagt, så handler ultra om masser af fest og farver. Sådan set meget som Fan Clubbens værdier – de fleste steder er det med masser af lys og røg. Og så er der værdierne, som er noget med at man er der – altid og man må aldrig glemme at støtte op om holdet

..synge igennem uanset hvad?

- synge igennem ja, men er du utilfreds med noget, så viser du det også, så holder du ikke igen. Der er selvfølgelig meget forskel på de forskellige ultrasgrupperinger – de mest kendte er dem fra Italien og Frankrig

..men det er ikke folk der slår hovedet ned i maven på andre?

- overhovedet ikke. Man kan sige, at det er fællesbetegnelse for de fredelige fans, som til enhver tid står frem og støtter op om deres klub. Og det handler også om at være med så meget som muligt. Det ligger tæt op ad C2-begrebet at prøve at være der hele tiden. At støtte selvom vi er bagud. Fredeligt, farverigt og højlydt – og slet ikke som det blev tolket i halvfemserne. Men så gør vi det på den omvendte måde…vi bringer det (ultra, red.) frem og forklarer det bagefter. Og vi snakker om 100.000 mennesker i hele verden, som aldrig nogensinde vil bekende sig til vold. Det er vigtigt.

100% entusiasme?

- ja

Fankulturens globalisering…udviklingen i FCK-fankulturen, hvordan ser du den?

- jeg vil næsten tage udgangspunkt i vores egen start. Siden dengang (2003, red.) har vi gjort en masse ting. Vi har stadig vores klassiske romerlys-ting, og det kæmper vi stadig for…men der er sket nogen ting – især på udebane. For det første så virker det, som om vi er mange flere på udebane, og det virker som om folk er mere åbne overfor, at der står nogen og beder dem om at synge lidt. Generelt som fanskare har vi udviklet os meget og er blevet mere åbne overfor hinanden – og det gælder alle. Folk accepterer ligesom, at vi er på vej mod noget, hvor der skal være lidt mere knald på. Det går den rigtige vej. Og kædedansen startes andre steder end hos os. Det er positivt at se, at andre tager tingene op og at det kan starte mange steder uden at man står og venter på os eller trommen eller noget andet. Det er vi blevet gode til.

- og C2 har udviklet sig helt fantastisk må man sige. Der er meget proppet nu. Det udmønter sig også i, at man kan se os tydeligere fra den modsatte tribune. Så må vi håbe, at man kan overføre noget af den positive energi, som er bygget op gennem de sidste to et halvt år til den nye tribune. Det vil vi i hvert fald kæmpe hårdt for. Og jeg tror, der kommer en del fra Nedre C derover, som ikke står sammen med os nu

…nu får de chancen

- ja, vi må håbe det bliver til noget. Det vil være positivt for alle parter. Jeg kan umiddelbart ikke se noget negativt. Og så må vi bare håbe, at vi har den selvjustits, der skal til, når vi skal så tæt på modstanderne.

Der er jo en mulighed for at tribunen ikke bliver til noget. Hvad er planen så?

- det er et godt spørgsmål. Det er todelt – man kunne prøve med nogen højttalere for an Nedre C. Personligt tror jeg ikke så meget på det. Uden at skulle være pessimist, så er jeg lidt bange for udfaldet. Jeg kender både gamle og unge drenge, som ikke gider det der. Men vi har også snakket om at flytte os – fordi vi gerne vil prøve noget et andet sted. Og vi har talt om at stille os på øvre A uden at…ja, vi vil fortælle det til FCK først…men for at se, hvad vi kunne gøre der. Men det optimale er den nye tribune. Det virker også som om folk på Nedre C har indset, at med den udvikling som de faste pladser har medført, så skal der en ny tribune til. Der skal være noget som dem på 17 vil have…

- C2 vokser eksplosivt lige nu. Og hvis det fortsætter så vil det være en rigtigt dårlig ide at sige, ”vi kan ikke lave nogen løsning til jer overhovedet” for alle de fans på nedre C som vil have det. Så før eller siden...andet kan jeg ikke forestille mig.

C2s forhold til Fan Clubben - og til at være officiel. Hvordan ser du det?

- "Vi er de uofficielle-sangen" bliver stadig sunget, men sådan er det. Nej, jeg ser det meget positivt…fra begge sider. Vi åbner øjne hos hinanden. Både internt og i det, som folk kan følge med i, er det ingen hemmelighed, at vi arbejder sammen. Vi får begge noget godt ud af det, og vi er gode sparringspartnere – og der kommer flere kræfter hos begge. Vi kan bruge hinanden på forskellige måder og vi er engageret i hinanden. Og det ser jeg som utroligt positivt. Vi har jo sådan set samme grundlag for at se fodbold og for at være fans af FC København.

Det er jo kun for sjov Sylvia
ynkelige dig!!