Vi taler ikke sammen

Vi taler ikke sammen Konen
Jeg tror nok, jeg er ved at nå til det punkt, at mit ægteskab tager for meget af min energi og mit humør og giver for lidt tilbage, så jeg er nødt til at finde nye veje. Vi har ligesom alle i perioder problemer, men vi løser dem ikke. Jeg prøver, mens min mand ikke vil deltage. Det er som om han tror, man kan tie alting ihjel, og det kan jeg ikke. Hvor han måske kan fortælle sig selv, at hvis bare han ikke taler om eller tænker på det, er det løst, prøver jeg at finde løsninger indeni mig selv og ved at snakke med mine veninder. Det virker bare ikke godt nok, for min mand og jeg skal være enige om, hvordan løsningerne skal være og hvordan vi så agerer for at komme ud af det - og han vil ikke deltage eller snakke om det. Manden har vel ingen problemer på den måde, mens jeg står med flere og flere uløste.

Det er meget svært at stå i denne situation, og jeg håber, at I kan hjælpe mig med at komme videre på en god måde uden helt at miste mig selv. Udadtil ser vi jo ud til at have det ganske fint. Vi har jo ingen problemer at slås med... Men indadtil er det knap så godt. Hvis jeg prøver at stille mig udenfor mig selv og se på mig, ser jeg en kvinde, som har mistet sin knist og livsglæde. Min elskede have er frygtelig forsømt. Jeg orker ikke at se på den, hvor jeg førhen elskede at passe og pleje den, snakke med naboerne over hækken og bytte planter. Jeg elskede at være kreativ med alt muligt, men min kreativtet er væk og jeg har ingen lyst til at lave noget af det mere. Min krop har det ikke godt, og jeg kan blive helt forskrækket når jeg ser fotos af mig selv, for det er da slet ikke mig hende der den grå og efterhånden temmelig overvægtige kvinde! Jeg har aldrig brugt designertøj, men har altid været en pæn og elegant kvinde og især min udstråling har jeg fået mange komplimenter for, men den er der vist ikke meget tilbage af.

En psykolog kunne sikkert få noget ud af det hele, men jeg ser i alt fald noget, der ligner en kvinde, der prøver at straffe sig selv. Men for hvad dog? Jeg har ikke gjort noget galt. Måske altså udover at lade stå til med mange ting, jeg ikke er ok med. Problemer der ikke bliver løst og derfor tærer. Jeg har forsøgt at sige til og fra, men bliver ikke hørt (/respekteret?).

Ordet "skyld" findes ikke i min ordbog, for jeg kan ikke bruge det til noget. Men ordet "ansvar" er i høj grad i min ordbog, og jeg synes nu, at det er på tide, jeg tager ansvar for at stoppe den nedadgående udvikling, jeg har gang i.

Det hele er vist et frygteligt sammensurium af tanker og forvirring! Kan nogen finde hoved og hale i det? Hvordan bryder jeg ud af mit ægteskab og finder glade mig igen?

hvis du burren,fru
elsker din mand, ville jeg starte med at finde mig selv sammen med ham, dvs.
Vær ham tro, men begynd at leve et liv, det lyder ikke som om du arbejder, så meld dig til et kursus på den lokale aftenskole, gå til frisør, og køb lidt lækkert til dig selv.
Vælg en ting i dit liv som du er grulig træt af, beslut at lige den ting ikke vil berøve dig dit gode humør idag, du har jo som du siger ingen grund til at straffe dig selv, men fortjener og har krav på lykke og forkælelse, og at nogen anden tager ansvar bare engang imellem.

Ønsker du ikke længere din mand, brug dagen i dag på at tale med ham, fortæl du skal videre med dit liv inden du bliver helt udslettet som den kvinde du ved du er.
Start mandagen med find dig et nyt sted og bo, gå til frisør, køb lidt lækkert og forkæl dig selv, og lad mand og eventuelle børn komme til dig, og ikke omvendt, du har vist rendt rigeligt efter dem og deres behov som det lyder

Held og lykke

pyha det blev langt

ansvar? Anonym
ja-der har du fat i det rigtige. Det lyder for mig somom du er ved at være noget depressiv og du hænger fast i fortiden-du er dødtræt af dig selv og forventer at "nogen" måske din mand skal ændre det?Du nævner selv ordet ansvar--jammen så tag dog ansvar for dig selv? Gør dig selv glad og tilfreds-forvent ikke at andre gør det [;)] Ved at snakke om problemer?-Hvilke problemer?-Har du tænkt på at det måske er pseudoproblemer du har? Din mand har det sikkert helt anderledes. Du har et problem med dit selvværd.Spark dig selv bagi-lav de forandringer med dig selv-men lad det ikke gå ud over din mand. Han elsker dig som du er, vær vis på det, men han trækker sig ind i sig selv når du "tvinger" dine ting/problemer over på ham og forventer at det er "fælles" problemer.

Prøv det første af Skovvejens
for det er så helvedes dyrt at blive skilt og du kan bedre røre dig, hvis du ikke skal tænke økonomi.

Ansæt en havemand til at få ryddet op i den have, som en engangsopgave og bed til tidelig snefald [:D][:D]

Prøv så af, hvilke interesser der kan fange dig. Få kontakt til nye mennesker, der er interessante. Lav dig din egen "nye verden". Gider han sidde som tilskuer, kan han jo gøre det. Vil han deltage, så sørg for han ikke overtager.

Held og lykke med det hele

Du skal genfinde glæden ved livet Meette
Du lyder som om du har det rigtig rigtig dårligt. Og som om jeres ægteskab ikke er så velfungerende. Men jeg syns du skal give det en sidste chance før du beslutter dig for skilsmisse. Det er meget omkostningsfyldt at blive skilt, både følelsesmæssigt og økonomisk.

Jeg synes du skal fortælle din mand hvordan du har det - både med dig selv og i forhold til ham og jeres ægteskab.Og foreslå ham at noget parterapie, hvor I kan få prof. hjælp til at lære at tale sammen.


Det handler om, at du skal finde ud af hvordan du bliver glad igen. Måske er det sammen med din mand, måske ikke. Men giv både ham og dig selv muligheden til at løse det sammen.


Tak ansvar for din egen lykke - men husk på at den ikke nødvendigvis indebærer en skilsmisse.

Held og lykke [:)]

Du er da expert? thecaveman
Det var helt utrolig meget, du kan få ud af det.

Hvordan du kan regne ud, at manden elsker hende er mig en gåde, ud fra de få oplysninger vi får. Det vil jeg gerne høre noget mere om.

Hun har et problem, som manden åbentbart ikke gider lytte til. Det er ikke nødvendigvis, deres fælles problem, men for hende er det et problem.

Når man danner par skal man da kunne snakke om hinandens problemer, eller er det noget jeg har misforstået her. Han kan så mene, det er uddebatteret, mens hun stadig står med det.

Her er det så ansvar for eget liv og lykke kommer ind. Hun skal ikke ligge ansvaret for hendes lykke over til manden, men afgøre med sig selv, hvad hun finder rimeligt.

Det er vel der, hun er lige nu, og er i tvivl om, hvad der skal ske. Hvis hun føler hun har prøvet og prøvet, så giver det vel sig selv. Ellers må der bringes forslag på banen om, hvad hun kan gøre, for at "finde sammen" med ham igen.

At fortælle hende hun ikke har noget problem, når hun selv føler det, det er da at pisse på hende. Man skulle tro du var hendes mand. griner

Manden, som er hendes partner, skal tage hende seriøst, ellers hører alt snak om parhold da op. Hvis han ikke kan bringes til at forstå, at hun har et problem.

Hvis ikke hun kan gøre ham det forståeligt, må der en parterapeut til, eller noget andet.

Hun kan da ikke gå rundt et helt liv og og ville skilles for eksempel, men undlade at blive det, fordi manden siger de ikke har noget problem.????????????????? Hallo

Hun har et problem, som han skal tage alvorligt. Det er kernen i et forhold. Tager man ikke længere sin partner seriøst, så skal man da selv have nosser til at sige stop.

venlig hilsen

Grøn

En chance mere Konen
Pyh... Det er blevet til mange chancer, men ja, det får en chance mere, og jeg må gøre ham helt klart, hvad mine tanker er. Dette er min tråd for et halvt år siden: http://debat.sol.dk/show.fcgi?category=16&conference=171&posting=1353494&view_mode=flat_threaded

Jeg ryster på hænderne. Jeg har ondt i maven og har haft det nogle dage nu. Jeg tror, det er fordi jeg er ved at nå en beslutning, men lad os nu se. Tak for jeres svar [:)]

Tak Konen
Tak for det svar. Dét havde jeg brug for at høre.

i den tråd thecaveman
er det mig der er Grøn. griner.

Ja, sådan er det. Håbet er en stor faktor.

Håber du klare dig igennem, hvad du end beslutte dig for.

Gør op med dig selv, hvad mange gange han skal have en sidste chance. Min ex fik også en del sidste chancer inde i mit hoved inden det til sidst var alvor, også for mig. Måske er det derfor, jeg har en mening om det, der for mig er spild af tid.

Venlig hilsen

Grøn

Red dig selv NU!!! herete
Efter hvad jeg har læst her i tråden og så din link til anden tråd, så er du virkelig i fare for at ende som en - ja KRAMPE - hvis du ikke hurtigt samler resterne af dig selv op og kommer ud af det ægteskab.

Hvor selvundertrykkende kan det blive førend kvinder forstår at tage vare på sig selv? Du er virkelig så langt ude nu - din elskede have som du beskriver forfalder er jo bare et symbol på dig selv, alt imens du selv forfalder og bliver tykkere og mere apatisk overfor livet. Din mand gør det mange utro mænd gør - de tror de kan løse problemet ved at benægte og nægte at tale. Det må derfor være op til kvinderne SELV at tage affære og tage vare på deres eget liv, og ikke mindst bruge deres sunde fornuft og intuition.

Det er da tydeligt for enhver (undtagen dig og andre naive kvinder?) at din mand benægter fordi han ikke vil have sandheden frem i lyset - meget smart for på den måde kan han holde dig hen i evigheder, alt imens du sygner hen.

Red dig selv - tag skridtet NU og se at få kontaktet en skilsmisseadvokat, så du kan få et værdigt liv, hvor du selv er ansvarlig (ja netop ansvar!) for eget liv. Lige nu har du lagt ansvaret over på tilfældet og hermed din mand reelt...om han nu også gider dig eller ej. Kan da godt forstå du har tabt modet. [:$]

Men der er masser af kvinder, der lever lykkeligt som singler - hvorfor skal du dog hensygne i et kærlighedsløst ægteskab, er du virkelig ikke mere værd? Mænd er ikke svære at få som elskere eller kærester husk lige det - der vil ALTID være mere end villige mænd derude og det uanset din nuværende tykkelse [;)]


Hank op i dig selv - din mand snyder dig, han giver dig desuden ingen respons, men ser bare til at du vansmægter. Se nu at komme igang med din "indre have"!

Ryd op i ukrudtet og lad den så bare ligge brak et stykke tid. Så skal du bare se, hvor du vil blomstre op igen, når du har fået passet og plejet din "have" og til foråret sået noget nyt [f][:)][f]

Håber det bedste for dig!

OG: Jeg håber ikke jeg om endnu et halvt år i stedet skal møde dig her på sol, som endnu en Krampe herinde, der bare lod stå til og som til sidst kun har et eneste kort tilbage at spille med: HAD til elskerinderne [:(]

Pusser

Løbet er kørt Meette
Jeg har skimmet din tråd fra et halvt år siden, og jeg må tilstå at jeg blev temmelig rystet. Og jeg vil gerne korrigere mit svar forleden: Jeg syns din mand har fået alle de chancer han har fortjent. Nu syns jeg du skal give selv en chance. En chance for at blive glad.

Din mand har længe vidst at du ikke er glad, du har prøvet at fortælle ham hvor dine grænser går, og I har endda forsøgt parterapi. NU er det tid til at du forlader ham.

Du kan ikke lave om på din mand. Han har længe vidst, at du ikke er glad i jeres ægteskab men han har alligevel ikke ønsket at tage aktivt del i at få dig glad igen. Tværtimod nedgør han dine følelser, og siger at du er hyserisk. Jeg kan godt forstå du har ondt i maven og er trist - det er ikke en sjov beslutning du er ved at tage. Men ind imellem bliver vi i livet stillet overfor beslutninger, hvor vi ikke bryder os af nogen af valgmulighederne.

Jeg vil ikke lyve - det er hårdt at blive skilt - men hvad er alternativet?

Jeg håber du finder modet og har nogen at tale med. Og lad høre fra dig her på sitet.

Alt det bedste

Mette

Dit svar her forstår jeg bedre :-) herete
Men tidligere havde du heller ikke læst det link om hvordan manden har såret konen her med en anden kvinde. Det var også HELE den samlede historie der fik mig til at reagere med hun da omgående må se at redde sig selv!

Hun har været udsat for en mopning i meget lang tid nu og det INDENFOR hendes eget hjem - ikke på arbejdspladsen eller andre steder, Og det er langt værre og sværere at håndtere.

Det er direkte mopning at IGNORERE den anden part. som konen her er blevet ignoreret af sin mand. Han har haft noget kørende med en anden kvinde og det længe - han er fordækt og vil ikke ud af busken. I stedet latterliggør han sin kone, når hun vil have sandheden frem, og vil tale med ham om det. Han mopper hende ved at ignorere hende [:(] For han regner ikke sin kvinde for en skid simpelthen!!!

Ofre for mopning går desværre hen og overtager den holdning (til sig selv)som dem der laver overgrebet har. De tror til sidst ikke på, de selv er noget værd, og de mister lysten til det, de før nød at gøre(hendes have). De mister troen på sig selv og at det nytter at udvikle sig. I stedet bliver de apatiske( hun er blevet tyk)og kan ende i en depression. Hm. Jeg tror allerede hun har en depression faktisk [:$]

Så konen her må UD af det forhold des føre des bedre. Ja det er svært, men den eneste vej. Des længere hun bliver, des sværere bliver det at frigøre sig og tro på sig selv igen. Her er det bydende nødvendigt med hjælp fra venner eller prof. støtte også i en eller anden form. Alternative vejledere måske om ikke ligefrem psykologhjælp.?

Og nej de parterapeuter mener jeg kun er til for at fastholde folk i ulykkelige ægteskaber, og trækker pinen ud...man skulle næsten tro de var ansat af "familieministeriet" hvis et sådant fandtes [:D]

Pusser

Så er det sagt Konen
I aftes fortalte jeg ham (igen) hvordan jeg har det. Det er surrealistisk for mig idag, for der blev intet sagt i går, som ikke er sagt mange gange før. Bortset fra at jeg sagde, det var sidste chance altså. Der var ikke noget fra hans side, der gav mig håb om, at den sidste chance vil give mig noget godt desværre.

Vi taler virkelig ikke samme sprog, og så ville det være oplagt at opsøge en terapeut, men det nummer gider jeg ikke en gang til. Jeg overvejer til gengæld alene at opsøge en terapeut, jeg kender og som er meget kompetent, for måske kan hun hjælpe mig igennem det her. Jeg føler mig så utrolig alene og ensom. Jeg synes ikke, der er nogen, jeg kan finde trøst hos nu. Men jeg kigger herind tit for at læse jeres kommentarer og tanker, og dem er jeg glad for.

Forstår godt du har svært ved at gå. herete
For når du er meget alene om dette, er du jo også helt overladt til ham og dermed sidder du fast ja næsten låst fast. Ja nærmest som et gidsel der er overladt til sin gidseltager - og der sker jo også et usundt afhængighedsforhold dêr. Undskyld sammenligningen [:O]

Vi vil godt støtte dig herinde med din frigørelse, så skriv bare herind. Hvis din mand stadig er tavs, er det KUN fordi han ved han kan slipp afsted med det!!!

OG at han dybest set ikke har nogen respekt for dig. [:|]

DEN SKAL HAN NOK FÅ en dag, hvis du selv vil det. Om du så til den tid er et helt andet sted og helst fri for ham (ville være sundt for dig tror jeg [;)]) eller godt vil give dit ægteskab en chance igen er jo dit valg. Men denne situation skal du selvfølgelig gøre noget ved NU. Først må du i det mindste vinde din selvrespekt tilbage. Gør noget bare for din EGEN skyld og opgi din mand for en tid.Lev og lad leve - lad ham om initiativ (eller mangel på samme) og koncentrer dig om din egen udvikling nu og uafhængigt af ham.

Jeg skal nok lade være med at foreslå dig en skøn oplevelse med en elsker - for så kommer alle kramperne efter mig [:O]

Og du har heller ikke selvtillid nok endnu til at møde en anden mand tror jeg. Men derfor må jeg vel godt ønske for dig, at du støder på en mand der kan give dig din tabte selvfølelse tilbage.

Og kom nu ikke med den at du elsker din mand for meget til at være ham utro. Det er ham der er DIG utro lige nu, så elsker du ham for det, jamen så elsker du jo ikke dig selv. Selvforagt er en dræber for det gode liv, så den må du se at få bugt med.

Husk du er kvinde, og vi er ofte stærkere end vi tror [;)]

Knus
Pus

Der er thecaveman
altid nogle ting, der er nemmere sagt end gjort.

Du er nu begyndt en face, hvor du skal til at lære dig selv bedre at kende. Hvad har du behov for? Hvad gør dig lykkelig, og så videre?

Inderst inde ved du det godt, men mangler måske nogen der kan bekræfte det. Det er en face, hvor venner vil være en rigtig god ting at støtte sig til. Så vær aktiv og åben, hvis det er muligt, og de er værdie til at hører på dig. Så får du på den måde lovet dig selv, at handle på det, fordi de begynder at spørge til dig.(bare et forslag). Det kan også gøres på andre måder.

Alternativt skrive herinde, med risiko for dumme svar. Hvis du er stærk, så kan du klare det selv, men det er trods alt de færreste, med mindre de er blevet trådt så meget på, at viljestyrken til at komme væk er enorm.

I svage øjeblikke, må du holde fast i, at HAN ikke har ville kæmpe for forholdet, at HAN ikke ville bøje sig osv. På den måde bevare du viljen til at frigøre dig, og overbeviser dig selv om, at en eventuelt lovning på noget bedre, kun vil holde kort tid, som alle de andre gange.

Selv om det var mig der ville skilles i sin tid, brugte jeg det meste af et år bagefter, fordi jeg simpelthen var så rystet over, det totalt manglende modspil i tiden op til, jeg fik det sagt.

Da jeg så fik det sagt, så kom modspillet, griner), men jeg kunne godt gennemskue, at det var et spørgsmål om tid. Og hvem gider en der gør ting med kniven for struben.

Samle dine kræfter, og kæmp for det du tror på og fortjener, det betaler sig, at gå gennem tunlen, selv om det bliver en hård face.


venlig hilsen

Grøn

skilsmisse anonym
Ja, det hjælper ikke at komme med tomme trusler. Har man sagt, hvad man gør, skal det holdes. Han regner da ikke med dig, når du bare giver ham tomme trusler.
Jeg taler af erfaring. Jeg truede med bål og brand og gjorde ikke noget. Han var da ligeglad. Men en dag var nok, nok. Jeg forlod ham. Se det havde han slet ikke troet, men da var det for sent. For jeg opdagede , jeg havde det meget bedre uden ham. Det havde jeg egentlig ikke troet.[:)]

Efter to dage Konen
Jeg er trist her til morgen. Erfaringen siger, at det varer et par dage, før alt er tilbage til det gamle, og de par dage er gået nu. De to dage har ikke været brugt til at snakke eller forsøge på det. Som regel er der lidt ekstra kærlig opmærksomhed, og det har der også været denne gang.

Måske er det sandt, at det kan kaldes tomme trusler. Det er jo ikke første gang jeg forsøger at få snakket om alvorlige ting. Men et eller andet sted kan jeg ikke forstå, at han ikke kan mærke, at når jeg siger sidste chance, så ER det sidste chance. Hvorfor prøver han end ikke at få gang i en eller anden form for kommunikation mod løsninger? Er vores ægteskab da så lidt værd for ham? Det gør rigtig ondt at se, at det her er hvad han vil gøre for os.

Jeg prøver at holde fast i, at det er ham, der ikke vil handle. Jeg kan kun gøre SÅ meget, og så kommer jeg ikke videre uden hans deltagelse. Den deltagelse der mangler...

Du er mere værd Meette
Nogle kalder det tomme trusler, og måske er det også sådan din mand ser det. Du kan også kalde det et råb og hjælp, kombineret med et ønske om at få det til at fungere, og derfor giver du ikke "bare" op. Du kan også se perioden som den tid du har brug for at frigøre dig.

Som jeg læser dine indlæg - og hvis jeg tager fejl, undskylder jeg meget for mine lommefilosofiske bemærkninger - har du i bund og grund ikke lyst til at blive skilt. Du har gentagne gange bedt din mand om at involvere sig i at arbejde for et bedre forhold. Det har ikke haft nogen længerevarende virkning, og nu føler du dig følelsesmæssigt så presset, at skilsmisse er eneste udvej.

Som du skriver kan du jo kun bestemme over dig selv. Du har bedt din mand om hjælp men du kan ikke bestemme om og hvordan han skal agere. Jeg kan godt forstå du er trist. Det har du al mulighed grund til - men huske at du er for god til en mand der ikek kæmper for dig. Måske er det manglende vilje fra hans side - og så er det jo bare om at komme væk hurtigst muligt. Måske er det fordi han ikke kan - måske er det fordi han ikke ved hvordan han skal ændre noget. Sådan en ex har jeg. I årevis synes jeg faktisk det var synd for min ex, at han ikke kunne finde ud af at ændre sig. Både i forhold til vores ægteskab men også i forhold til hans måde at tackel livet generelt. Men som en veninde på et tidspunkt sagde til mig - han er et voksent menneske, der må tage ansvar for sig selv, og hvis han ikke selv kan finde ud af at uhensigtsmæssigheder i sit liv, må han tage ansvar for at søge hjælp, fx. en terapeut. I et par år kæmpede jeg for at redde vores forhold, men det var først da jeg indså det tåbelige i, at jeg levede et meget trist liv fordi min nuværende ex ikke ville tage ansvar for sit eget liv. Jeg kunne ikke blive ved med at undskylde hans svære sind med manglende omsorg i hans barndom.

Jeg kan sagtens forstå hvad der har været medvirkende til at gøre min ex til den han er men det må være hans ansvar at tage hånd om det. Det skal i hvertilfald ikke være mit.

´Du skal ikek pine dig selv med årsagen til at din mand ikke kæmper for jeres forhold - det er ikke din skyld eller fordi du ikke er mere værd. Det er fordi han er et skvat der ikek tager ansvar for sit eget liv. Og det må ikke længere gå ud over dig.

Jeg håber du snart finder modet til at bryde ud - pludselig er tiden den rette - og det er ikke spild af tid. Det er den tid du har brug for at blive klar til bruddet - og når det så sker så ved du, at du har kæmpet alt det du overhovedet magtede, og du vil ikke senere blive overmandet af skyldfølelse over, at du ikke havde gjort nok. At det ikke lykkes at redde jeres ægteskab er ikke din skyld. Der skal kun een til en konflikt men to til at løse den. Desværre.

Måske kan du bruge tiden på nogle praktiske ting, som økonomi og bolig, børnepenge osv. Kontakt evt. en advokat med speciale i familieret.

sådan thecaveman
10 poing, kram og fuld opbakning herfra.

godt skrevet Meette.[:)]

venlig hilsen

Grøn

Du slår hovedet på sømmet med det indlæg! herete
Det er netop en laaang proces man gennemgår, inden man til sidst opgiver sit ægteskab.

Undervejs er der disse "tomme trusler" - de er dog kun tomme fordi partneren (her manden)tager sig sammen lige efter et opgør, og igen åbner op for nogle smuler kærlighed. Men hvis det negative mønster fortsætter, så er det at der sker en UDVIKLING, idet den utilfredse partner til sidst ikke længere føler der er mere at hente i ægteskabet [:$] At der er mere at miste ved at blive end ved at gå.

ELLER i værste fald sker der en indvikling, hvor man ikke kan vikle sig ud af de tråde man er viklet ind i af både følelsesmæssig og materiel art. Man hænger herefter krampagtigt fast i et dårligt ægteskab. Man resignerer/giver op og ser sig selv med sin partners øjne, tror på man nok ikke er værd at elske.[:*(]

Nogle bliver tykkere og mere apatisk (som kvinden her?) ja ligefrem selvhadende så de ikke længere tror sig mere værd end det utilfredsstillende liv, som de lever med en følelsesnærig partner.

Derfor er det godt konen har skrevet herind, det kunne tyde på hun ikke har givet op. At hun inderst inde tror på hun er værd at elske, og det skal hun holde fast i!

Pusser

Hvad er en dato værd? Konen
Hvorfor har jeg sat en dato for udløb af sidste chance?
Hvorfor skal vi forbi en begivenhed i hans familie, som jeg mener er hensynsfuldt, når jeg ved, at de er komplet ligeglade med mig?
Hvorfor gør jeg det her? Udsætter mig selv for et par måneder, hvor jeg hver dag ser, at jeg står alene.
Jeg sætter altid andre før mig selv. "Hvis bare de andre har det godt, har jeg det godt" - min bare r**!

Kan nogen fortælle mig om det rigtige og forkerte i, at jeg vil vise hensyn til hans familie og udsætter mig selv for yderligere smerte?

Hvor blev mit indlæg af?? Konen
Hvorfor kan man kun se mit indlæg hvis man har visning af alle indlæg på een gang slået til? Er der fejl i programmeringen på dette sted?

Nåda Konen
Der kom det jo. Måske jeg skal skrive mindst to indlæg af gangen, for at få alle med? [;)]

nu kan jeg se indlægget thecaveman
Tja, hvorfor gøre det.

Man vil vel gerne være sikker, og sætter så en deadline lang ude, i fremtiden, så man kan overbevise sig selv om at man er helt sikker, når beslutningen tages. Et blandt sikkert mange bud.

Du er i en erkendelses fase lige nu. Så der er ikke noget galt i at køre lidt frem og tilbage følelsesmæssigt Når du skriver sådan som du gør, så er du mere klar til at gå end du var i går. Og det er vel den rigtige vej??

Du har sat en tidsfrist, fordi du mente på det tidspunkt det var bedst. Andre ville måske sige næste gang sådan og sådan. Der er ikke nogen facitliste, tror jeg. Begge dele kan jo laves om. Faktisk tror jeg at det der med, at sige næste gang og så ikke gøre det næste gang, giver endnu mindre selvværd. Med en tidsfrist kan du forberede dig selv.

Det du kan gøre er i det stille at søge ny bolig. Mentalt hjælper det dig væk fra ham.

Hvis han så optager det, så opdager han det er alvor og retter ind, eller hvis han ikke retter ind, så er det heller ikke spildt arbejde, men du har tværtimod kun forberedt dig selv bedre.

Andre kan sikkert komme med andre forslag. Det det gælder om er, at du finder en løsning for dig du kan leve med og arbejde med.

Find noget der i denne fase frigør dig langsomt fra ham, så du er klar, når du siger det.

At du gerne vil tage hensyn til ham, og vente til efter en fest, er en god menneskelig egenskab, med mindre du selvfølgelig kommer til at hade dig selv endnu mere for det. Mærk efter inde i dig selv. Det er din nye øvelse, og det du skal fremover, uanset hvor du havner.

Selvfølgelig vil der være tilbageslag hen af vejen, men er du dig bevidst om kursen, så går det den rette vej.

Undersøg også gerne økonomi, hvad du gerne vil have af ting og så videre, alt er med til at frigøre dig , og gøre tanken mere og mere realistisk, og til sidst har du styrken til at sige det.

Dit indlæg her klokken 11.04, viser du allerede er langt, men kun du ved det rette tidspunkt.

venlig hilsen

Grøn

Næ - det behøver du såmænd ikke dulkis
- men hvis du ikke kan se det, første gang du vender tilbage til tråden, så tryk F5 det får din maskine til at opdatere. [:)]