Å: Luk flygtningelejre og lad private tage over

Å: Luk flygtningelejre og lad private tage over

image title: 
Foto: Danil Roudenko/123rf.com
Tal fra Rigspolitiet, som Radio24syv har fået aktindsigt i, viser, at det har kostet 17 millioner kroner at etablere og opretholde to modtagecentre for flygtninge, som siden november har stået tomme.

Det får nu Alternativet til at foreslå, at man lukker centrene og bruger pengene andre steder.

Partiet ser gerne, at pengene gives videre til kommunerne, der kan bruge dem på at give private et incitament til at huse flygtninge.

“Vi har flygtningelejre stående tomme i øjeblikket, der koster to millioner at holde kørende hver måned. Det vil være en god idé at lukke de lejre, og så bruge pengene til at hjælpe private med at åbne deres hjem op, så de kan huse flygtninge,” siger Josephine Fock, integrations- og udlændingeordfører for partiet.

Ifølge ordføreren vil partiets forslag både gavne integrationen og gøre det lettere for kommunerne at huse de tusinder af flygtninge, der fordeles i landets kommuner i 2016.

LÆS OGSÅ: Flygtninge afviser formue: Vil hellere være i Danmark

“Vi er enige i Folketinget om, at det er en god idé at få flygtninge hurtigt i arbejde. Men det, som vi også ved, gavner integrationen, er jo at komme til at bo hos en privat familie, lære familien at kende og på den måde også lære lokalsamfundet omkring familien at kende. Det er altafgørende, at vi alle sammen er med til at hjælpe med at få integreret de her flygtninge hurtigst muligt,” lyder det fra Josephine Fock.

Forslaget er allerede i brug i nogle kommuner, hvor private eksempelvis får 2500 kroner om måneden for at huse en flygtning. Med de penge, det koster at vedligeholde de to modtagecentre, vil partiet gøre det endnu mere attraktivt for private at indlogere flygtninge.

Skulle det vise sig, at nedlæggelsen af de to centre ikke skaber grundlag for at give flere penge til private, der huser flygtninge, er Alternativet parat til at finde alternativ finansiering.

“I virkeligheden er vi villige til at poste de penge i det, som der skal til,” siger Josephine Fock.

Hun kommer dog ikke med noget bud på, hvor mange penge, man er villig til at bruge, eller hvor finansieringen skal komme fra.

Alternativets forslag hilses velkommen af Socialdemokratiet.

“Vi har foreslået regeringen at lukke de flygtningelejre, når der ikke er behov for dem, så pengene kan blive brugt et andet sted. Og hvor det konkret skal være, er vi altid villige til at diskutere,” siger partiet fungerende politiske ordfører Ane Halsboe-Jørgensen.

Hun understreger dog, at partiet ikke nødvendigvis er klar til at bruge flere penge på området.

Hvad mener du om Alternativets forslag?

DR
Tags: