Årsdag for besættelsen: Den har stadig kæmpe betydning

Årsdag for besættelsen: Den har stadig kæmpe betydning

image title: 
Foto: wrangel/123rf
Det er i dag præcis 75 år siden, at Danmark blev besat af Tyskland under Anden Verdenskrig. Selvom det synes mange år siden, så er interessen for besættelsen og dens betydning for dagens samfund stadig stor. Det mener historiker ved Roskilde Universitet Claus Bundgård Christensen og uddyber til Ritzau:

”Vi vil blive ved med at interessere os for Anden Verdenskrig indtil Tredje Verdenskrig. Besættelsen vil stadig betragtes som nok den vigtigste periode i nyere dansk historie”, siger han og fortsætter:

”Det er usikkert, hvordan vi kommer til at tale om den, men jeg kan nok garantere for, at folk om 100 år også vil læse om og diskutere besættelsen. Den bliver ved med at fascinere os - uanset om man har levet dengang eller ej.”

LÆS OGSÅ: DF’er: Gerningsmænd har det bedre end ofre

Han mener, at besættelsen den dag i dag stadig sætter sit tydelige aftryk i vores bevidsthed. Han peger blandt andet på, at vi stadig betragter dagen som en sørgedag og derfor flager på halvt. Samtidig er demokratiet i dag en stor kontrast til, hvad der foregik under besættelsen:

”Ingen stiller for alvor spørgsmål ved parlamentarisme og demokrati i dag. Det er en af de vigtigste ting, vi kan se, at besættelsen har været med til at betyde for samfundet. Selvfølgelig er der perifere grupper, der støtter en anden samfundsorden, men de er relativt få,” siger han.

I takt med at antallet af nulevende fra krigens tid nærmer sig nul, vil den kollektive erindring også ændre sig, mener Bundgård Christensen. Besættelsen og krigen vil dog stadig fremover blive brugt som historisk og politisk referencepunkt, lyder vurderingen.

Senest har besættelsen været udgangspunkt for filmen ”9. april” som i disse dage kører i biografen.

Hvad mener du, at besættelsen har betydet for dagens samfund?

Jyllands-Posten
Tags: 
Se debatter