Ældre må nøjes med et bad om ugen

Ældre må nøjes med et bad om ugen

image title: 
Foto: Tommaso Lizzul/123rf.com
En undersøgelse foretaget af Ekstra Bladet viser, at cirka 35 procent af alle kommuner som udgangspunkt kun tilbyder de ældre et enkelt bad om ugen. 20 procent tilbyder de ældre at få en moppe klasket på gulvet og en klud hen over møblerne hver tredje uge. For de fleste klares rengøringen på 45 minutter, vurderer Ældre Sagen.

En anden undersøgelse foretaget af Voxmeter for Ældre Sagen viser, at 60 procent af de adspurgte ældre drømmer om mere en et bad om ugen, mens 87 procent ønsker deres hjem rengjort hver anden uge eller oftere, og ifølge Enhedslistens politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, burde regeringen træde til og sørge for, at kommunerne har de rette midler til at hjælpe de ældre:

”Jeg synes, det er uforskammet over for vores ældre medborgere, at plejen er så ringe,” siger hun, og udtaler, at hun synes, at det er regeringens ansvar at sørge for, at kommunerne har økonomi til at sikre, at man gør mere for de ældre i hjemmeplejen, når det gælder ting som bad og rengøring.

LÆS OGSÅ: Dyster fremtid i sigte for boligejere

Socialdemokraternes ældreordfører, Astrid Krag, mener derimod, det er kommunerne selv, der må tage ansvaret for, at de ældre behandles ordentligt:

”Kommunerne er forpligtede til at yde den hjælp, de ældre har behov for, og derfor er det temmelig vigtigt, at man som borger holder sin kommune op på, hvad der er rigtigt og forkert,” siger hun.

Anne-Mette Winther Christiansen, der er ældreordfører for Venstre, synes slet ikke, at det er et problem, at ældre ikke kommer i bad mere end én gang om ugen:

”Der er altså mange, der slet ikke ønsker at komme i bad hver dag. Så det der med at lægge krav om, at de skal have to bad [C2] om ugen, det giver ikke mening,” siger hun, og til spørgsmålet omkring, om Venstre vil være med til at højne niveauet for de ældre i kommunerne udtaler hun:

”Vi skal ikke være politikere for badeforhæng, leverpostejsmadder og to bade om ugen. Det er ikke sådan et restriktivt samfund, jeg ønsker mig.”

Hvilken service kan de ældre med rimelighed forlange? Hvem har ansvaret for at forbedre forholdene?
 
Ekstra Bladet 
Tags: