10.000 har hævet kontanthjælp i over et årti

10.000 har hævet kontanthjælp i over et årti

image title: 
Foto: Francis Dean/123rf.com
År efter år er næsten 10.000 danskere gået uden arbejde eller studie, selvom de er i den erhvervsaktive alder.
 
Ifølge en opgørelse fra Beskæftigelsesministeriet har de 10.000 personer været på kontanthjælp i ti år eller mere, skriver Jyllands-Posten ifølge DR.
 
Tallene huer ikke beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen, der mener, at tallene kalder på en opsang til systemet.
 
”Det er helt og aldeles uacceptabelt, at vi har mennesker i Danmark, som har gået på kontanthjælp så længe uden en eneste måneds afbrydelse i form af job eller uddannelse,” siger Jørn Neergaard Larsen til Jyllands-Posten.
 
Han er dog opmærksom på, at gruppen af kontanthjælpsmodtager formodentligt ikke er i stand til at arbejde lige med det samme:
 
”Disse mennesker har mange problemer at slås med i form af fysiske skavanker, psykisk sygdom, krise og ledighed, og vi er nødt til at håndtere udfordringen individorienteret.”
 
LÆS OGSÅ: Nyt tiltag: Ledige skal rense toiletter

Helle Linnet, der er formand for Foreningen af Kommunale Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedschefer i Danmark er enig i, at der ligger udfordringer hos de borgere, der har modtaget støtte i længere tid:
 
”Vi må erkende, at problemerne hos disse mennesker ofte er så langvarige og komplekse, at jobcentret ikke kan løse dem alene. Typisk er problemerne opstået længe før, at disse mennesker møder op på jobcentret,” siger hun til Jyllands-Posten.
 
Dansk Socialrådgiverforeningens formand, Majbrit Berlau, mener, at systemet er blevet så opsplittet og specialiseret, at der ikke foregår en tværfaglig og koordineret indsats for at få folk i arbejde.
 
I alt har 43 procent udenlandsk baggrund, hvoraf det især er personer fra Iran og Somalia, der fylder statistikken.
 
Overraskede tallene dig?

DR
 
Tags: