40 genstande på én bytur: Misbrugsekspert i chok

40 genstande på én bytur: Misbrugsekspert i chok

image title: 
Foto: Cathy Yeulet/123rf
Programmet ”Druktur retur”, der i mandags blev vist for første gang på DR3, er en reportageserie om danske unges drukvaner. I det første af i alt seks afsnit kunne man opleve 21-årige Jonas Thorup, der på én enkelt aften indtog ikke mindre end 40 genstande.
 
Speciallæge i psykiatri og misbrugsekspert, Henrik Rindom, troede i første omgang ikke på påstanden. Han er rystet:
 
” Det er en ganske voldsom forgiftning, man udsættes for, når man drikker 40 genstande. Det er en forgiftning af hele kroppen, og i længden kan kroppen ikke holde til det,” siger Henrik Rindom til Ekstra Bladet og fortsætter:
 
”Når man er tilstrækkelig alkoholforgiftet, får man et black-out. Det er et udtryk for alkoholens bedøvende virkning af hjernen,” siger han med henvisning til, at Jonas dagen efter byturen havde svært ved at erindre aftenens begivenheder.

Henrik Rindom var allerede i oktober sidste år ude med kritik af programmet, da man søgte efter deltagere.
 
Næsten hver tiende dansker drak i 2013 mere end hvad Sundhedsstyrelsen anbefaler. Således drak godt 14 procent af de 16-24-årige danske mænd mere end de anbefalede 21 genstande, mens 15 procent af kvinderne i samme aldersgruppe indtog mere end de 14 genstande, som anbefales af Sundhedsstyrelsen.
 
”Når vi er ude i dem, der drikker over 30 genstande om ugen, og hvis de har alkoholafhængighed i familien, og ikke får tømmermænd, som os andre, men starter dagen efter med en reperationsbajer, så har de en øget risiko for at udvikle alkoholafhængighed selv. De har tydeligt øget risiko for at ødelægge deres liv på grund af afhængighed,” fortæller Henrik Rindom.
 
Hvad mener du om danskernes alkoholforbrug? Er du lige så chokeret som Henrik Rindom?

Ekstra Bladet
Tags: 
Nøgleord: 
Se debatter