58 minutters parkering kostede mand 1256 kroner

58 minutters parkering kostede mand 1256 kroner

image title: 
Foto: kzenon/123rf.com
Det kan være en dyr fornøjelse at parkere i Godsbanen i Aarhus. Det fandt forlagsdirektør Stig Petersen ud af, da han ved en fejl kom til at stikke to forskellige Visa Dankort i P-automaten, da han henholdsvis parkerede og forlod stedet.

Resultatet var, at ’taksameteret’buldrede af sted og trak løs på begge kreditkort.
Stig Petersen holdt dokumenterbart kun parkeret i 58 minutter, som egentlig kun skulle have udløst en afgift på kun tolv kroner.

”Da jeg senere tjekkede mit kontoudtog, kunne jeg se, at der var trukket sammenlagt 1256 kroner på mine to kort. Det fattede jeg i første omgang ikke. Indtil det gik op for mig, at jeg ved en fejl havde brugt både mit private Visa Dankort og firmaets kort i automaten,” fortæller Stig Petersen til Ekstra Bladet.

Først da en servicemedarbejder fra Apcoa Parkering snere på dagen opdagede, at der ikke holdt biler parkeret på de to pladser, blev tælleapparatet stoppet.

Stig Petersen troede, at det ville være en hurtig sag at få sine penge tilbage.

”Jeg kunne jo nemt dokumentere, at jeg var tjekket ud efter 58 minutter med det andet kreditkort. Men den forklaring ville selskabet ikke acceptere,” beretter forlagsdirektøren.

Han skrev derfor til selskabet og satte dem ind i situationen, men svaret lød anderledes en forventet:
”Ind- og udtjekning foregår på parkantens eget ansvar, vi er derfor desværre ikke i stand til at refundere beløbet.”

LÆS OGSÅ: Din chef kan lovligt snage i din sygejournal

Efter at Århus Stiftstidende også gik ind i sagen, begyndte Apcoa at komme på andre tanker. For pludselig blev den ene afgift annulleret. Den anden blev sat til 550 kroner, for som direktør i Apcoa skriver:

”...Vi har allerede - og inden denne sag blev forelagt pressen - indført en ny procedure ved blandt andet Godsbanen i Århus. Den nye procedure betyder konkret, at en bilist maksimalt kan komme til at betale 550,- for at glemme en parkering.”

Men den afgørelse er Stig Petersen bestemt ikke tilfreds med.

”Det er jo fuldstændig grotesk, at selskabet ikke vil slette afgiften helt. Der stod intet på skiltet ved automaten om, hvilken praksis de anvendte. Hvad var der egentligt sket, hvis service-medarbejderen først var kommet efter 30 timer? Jeg tør jo slet ikke tænke på, hvor stor regningen så var blevet.”

”Det er jo helt tydeligt, at jeg ikke forsøgte at snyde. For jeg brugte jo mit kreditkort, da jeg ankom og da jeg kørte. Jeg kom bare til at tage fejl af kortene, der ligner hinanden fuldstændig,” fortæller Stig Petersen.

Synes du, at Stig Petersen fortjener at få sine penge tilbage?

Ekstra-Bladet
 
Tags: