6 ting du bare skal prøve at grille

6 ting du bare skal prøve at grille

image title: 
Foto: Alexander Raths/123rf.com
Sommeren er over os, og hvis der er noget, vi har glædet os til her på SOL, så er det al den dejlige grillmad denne herlige årstid bringer med sig. Bøffer, pølser og brød er sikre vindere på grillen, men der er faktisk mange ting, som smager overraskende godt efter en tur over kullene. Her har vi samlet seks bud på, hvad du kan smide på risten, hvis du skal tænke lidt ud af grillen.
 
1. Vandmelon
Selvom man ikke skulle tro det, er denne saftige frugt utroligt lækker at grille. Skær melonen ud i skiver af nogle centimeters tykkelse, giv dem lidt olivenolie, salt og peber, og grill dem derefter i fem minutters tid. Det får den søde smag til at træde i baggrunden til fordel for en mere kødagtig smag.
 
2. Ananas
Grillet ananas er super lækkert i råkost eller salater, men er også yderst velegnet som dessert. Skær ananassen ud i skiver, smør dem med en smule olie og grill dem på mellemhøj varme i fem minutter – vend dem halvvejs. Server eventuelt skiverne med vaniljeis og karamelsovs.
 
3. Pitabrød med ost
Vi har alle sammen grillet pølsebrød og flute, men de færreste har prøvet grillet pitabrød med ost. Skær pitabrødet op, fyld det med revet mozzarella, pensl toppen med olie og drys det med Maldonsalt og oregano. Smæk det derefter på grillen indtil brødet har den farve, du synes, den skal have. Det vigtigste er bare, at osten er smeltet.
 
4. Majskolber
Majsens knasende sødme passer perfekt til den røgede grillsmag, kolberne får, når man griller dem. Fjerne bladene og silken, og grill majskolberne i 15-20 minutter med låg på grillen, hvis du har det. Hvis du vil spice majsen ekstra meget op, foreslår vi, at du serverer den med hjemmelavet chillismør.
 
5. Aubergine
Grillet aubergine er perfekt tilbehør til en lækker grillbøf. Skær auberginen ud i skiver på en halv centimeters tykkelse, put dem i en frysepose med en pæn sjat olie, salt og peber og giv dem en rystetur. Læg dem herefter på grillen ved indirekte varme indtil de har fået farve.
 
6. Skumfiduser med mariekiks
Ristede skumfiduser er en rigtig lejrtursklassiker, som du sagtens kan praktisere, selvom du er blevet tyve år ældre og har skiftet bålet ud med en Weber-grill. Grill skumfiduserne nogle få minutter ved indirekte varme og tag dem af inden de smelter helt. Put derefter hver enkelt skumfidus mellem to mariekiks og nyd det sprøde sammensurium af flydende masse og knasende kiks. 
Tags: