Afhoppere ”belønnes” med isolation

Afhoppere ”belønnes” med isolation

image title: 
Foto: Zugzwang/123rf.com
De seneste år er flere især Hells Angels-rockere blevet sat bag tremmer, fordi afhoppere fra rockermiljøet har givet politiet vigtige informationer om deres tidligere kammerater. Afhopperne er således blevet kronvidner i kampen mod rocker- og bandekriminalitet, men det er ikke sikkert, at denne tendens fortsætter.
 
Det skyldes, at kronvidnerne af hensyn til deres egen sikkerhed ikke kan afsone deres straf i almindelige fængsler, og de flyttes derfor rundt mellem landets små arresthuse, der langt fra er bygget til længere tids afsoning.
 
Eksrockeren Martin Fryd Petersen beskriver eksempelvis i sin bog ’Guldfuglen’, hvordan han må afsone sin fængselsstraf på 12 år i isolation, mens de Hells Angels-medlemmer, han har fået dømt, afsoner i almindelige fængsler med daglig kontakt til andre indsatte.
 
Både advokater, politiet og andre indsatte har de senere år rettet kritik mod forholdene for afhoppere, der hjælper politiet, og den kritik vil Venstres retsordfører, Karsten Lauritzen, gerne være med på:
 
”Med det nuværende system kan jeg heller ikke anbefale nogen at vidne mod rockere. Hvis jeg havde en bekendt, der spurgte mig: Skal jeg vidne, så ville jeg sige, at du skal tænke grundigt over det, for du kommer til at få meget værre afsoningsvilkår, end du ellers ville få,” siger han til Politiken.
 
Justitsminister Mette Frederiksen (S) vil ikke kommentere på sagen, men henviser i stedet til Kriminalforsorgens sikkerhedschef, Michael Fønss Gjørup, der i en mail til Politiken skriver:
 
”I perioder kan det ikke udelukkes, at man sidder alene, men der gøres løbende noget for at sikre fællesskab med andre. Det vigtigste må dog være, at vi kan skabe trygge rammer for dem.”
 
Michael Fønss Gjørup fortæller desuden, at man på grund af økonomiske og sikkerhedsmæssige årsager har været nødsaget til at skrinlægge en plan om at indrette særligt sikrede afdelinger i tre fængsler til de truede indsatte.
 
Er forholdene for afhoppere et problem eller er det vilkårene, når man har sladret?
 
Politiken  

 
Tags: