"Alle muslimer har medansvar for terror"

"Alle muslimer har medansvar for terror"

image title: 
Foto: Francis Dean/123rf.com
“Hvis det er islam, vil jeg ikke være muslim.”

Sådan skrev Naser Khader på Facebook om terrorangrebet i Nice torsdag i sidste uge. Nu forklarer han i en kronik i Berlingske baggrunden for hans Facebook-opdatering.

Formålet med opslaget var ikke at indikere, at alle muslimer er terrorister, eller at vi er i krig med islam, skriver han.

Tværtimod ønsker han med opslaget at signalere, at også moderate muslimer har et medansvar for terror. Han mener, der skal mere til end blot at vise medfølelse for ofrene og deres familier.

“Det er bekvemt at undlade at tage stilling og sige, at det intet har med islam at gøre. Det forværrer imidlertid kun problemet,” skriver han.

LÆS OGSÅ: Søren Pind: Islam er ikke problemet

Han mener, at det er et vigtigt skridt på vejen at erkende, at islam har interne problemer, og at kun moderate muslimer kan overkomme disse problemer.

“Det centrale er erkendelsen af, at et internt problem ikke er det samme, som at alle muslimer er terrorister. Desværre er terrorister ofte islamister,” skriver han.

Problemet med islam er, ifølge Naser Khader, blandt andet grundforståelsen af Koranen. Mange mener, at bogen er skrevet af Gud selv, og at den derfor ikke kan betvivles. Den opfattelse har moderate muslimer et ansvar for at ændre.

“Vi muslimer kan ikke frikende os selv for et ansvar for, at islam er i dyb krise, og at det er en pligt at bekæmpe de mørke kræfter,” skriver Naser Khader.

Han mener, det er alle muslimers interesse at løse islams problemer.

“De fleste muslimer drømmer om tryghed, arbejde og uddannelse til deres børn. Helt almindelige ting, som islamisterne aldrig kommer til at levere. Derfor er det uforståeligt, hvorfor mange moderate muslimer freder dem,” skriver Naser Khader.

Hvad mener du, vi bør gøre for at komme de mange terrorangreb til livs?

Berlingske
Tags: