Amnesty: Ja til prostitution

Amnesty: Ja til prostitution

image title: 
Foto: Stanislav Ponomarenko/123rf
Menneskerettighedsorganisationen Amnesty Internationals blåstempling af prostitution ved et stormøde i Dublin forleden har vakt stor forargelse blandt andre menneskerettighedsorganisationer.

En legalisering af prostitution vil ifølge Amnesty International være med til at beskytte sexarbejdernes rettigheder. I en pressemeddelelse fortæller generalsekretær i Amnesty International, Salil Shetty:

”Sexarbejdere er en af de mest marginaliserede grupper i verden, og i de fleste tilfælde lever de under konstant risiko for diskrimination, vold og misbrug”.

LÆS OGSÅ: Er det her sexistisk?

En legalisering vil ifølge organisationen hjælpe med at beskytte sexarbejderne mod udnyttelse, overgreb og menneskehandel.
Amnesty International møder skarp kritik fra blandt andre LivaRehab – Center for behandling og rehabilitering af kvinder, og Dansk Kvindesamfund, der mener, at en legalisering vil have den modsatte effekt:

”Amnestys beslutning tilgodeser og beskytter alfonser, menneskehandlere og bordelejere frem for de mange, som tager skade af et liv i prostitution. Amnesty svigter med sin beslutning de prostituerede ved at ignorere de økonomiske og voldelige strukturer, der knytter sig til prostitution, og som medfører, at flertallet af prostituerede udsættes for yderligere marginalisering, udnyttelse, vold og undertrykkelse,” skriver LivaRehab i en pressemeddelelse.

En legalisering af prostitution møder dog opbakning af Christian Groes, der er kønsforsker og lektor ved kultur- og sprogmødestudier på Roskilde Universitet (RUC). Han mener ikke, at en kriminalisering hverken fjerner købesex eller forbedrer sexarbejdernes vilkår:

”Man tager afsæt i principper frem for de udsatte gruppers egne ønsker. Hvis langt de fleste sexarbejdere i et land gik ind for et forbud, så lad os da få et forbud, men det har af gode grunde ikke været tilfældet noget sted,” siger han til Kristeligt Dagblad.

Hvad mener du om prostitution? Skal det være lovligt eller ulovligt?

Kristeligt Dagblad
Tags: