Apple-chef vil donere hele formuen væk

Apple-chef vil donere hele formuen væk

image title: 
Foto: Pixabay
Apples topchef, Tim Cook, anslås at være god for hele 5,5 milliarder kroner, men det beløb kan falde betragteligt den kommende tid. De seneste år har Steve Jobs’ efterfølger nemlig doneret store dele af sin formue til velgørenhed, men over for det amerikanske magasin Fortune gør han det nu klart, at han ønsker at forsætte sin filantropiske adfærd i en mere systematisk tilgang, til der ikke er flere penge tilbage.
 
Hans eneste krav er, at en del af formuen skal reserveres til at dække uddannelsen for hans 10-årige nevø, men det gør næppe et mærkbart indhug i økonomien.
 
Tim Cook uddyber ikke nærmere, hvad pengene skal gå til, men han har tidligere vist stor interesse for områder som menneskerettigheder og spredningen af AIDS. Han fortæller desuden, at Apple altid har været mere interesseret i at ændre verden end i at tjene penge.
 
Filantropisk adfærd ligner en voksende tendens blandt USA’s rigeste, hvor eksempelvis multimilliardæren Warren Buffet har startet velgørenhedshjemmesiden ’Giving Pledge’. Her kan man forpligte sig til at donere en del af sin formue, hvilket blandt andre Mark Zuckerberg og Bill Gates har gjort, mens Warren Buffet selv har forpligtet sig til at donere 99 procent af sin enorme formue.
 
Hvad mener du om danskernes tendens til at donere til velgørenhed? Er rige mere forpligtede til at donere penge end andre?
 
Finans.dk

Tags: