70-års jubilæum: Historien bag EU

70-års jubilæum: Historien bag EU

Sponsoreret indhold

I 2021 fejrer Den Europæiske Union jubilæum, for her er det nemlig 70 års siden Paris-traktaten blev underskrevet. Med Paris-traktaten – underskrevet af Frankrig, Vesttyskland, Italien og Benelux-landene – blev det muligt for disse lande at handle råmaterialer – kul og stål – på et indre marked. Traktaten blev underskrevet den 18. april 1951, og trådte i kraft den 23. juli 1952. Du kan læse mere om EUs historie lige her.

Kul og stål: Startskuddet til en epoke

Kul og stål – to særdeles vigtige materialer i årene efter 2. Verdenskrig – kom til at danne grundlag for det europæiske samarbejde, der senere skulle udvikle sig til en decideret union. Det var den franske udenrigsminister, Robert Schuman, der var initiativtager til Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab (EKSF), som blev foreslået den 9. maj 1950.

Ifølge Schuman var et sådant fællesskab oplagt af flere grunde. På den ene side kunne et samarbejde mellem lande som Frankrig og Tyskland forhindre en ny krig mellem de europæiske stormagter, ja med ministerens egne ord ville det ”gøre krig ikke blot utænkelig, men materielt umulig”

Umuligheden skulle opstå gennem regional integration, hvoraf EKSF blot var det første skridt. Med en traktat ville Schuman skabe et fælles indre marked for kul og stål blandt fællesskabets medlemslande. Her skulle produkterne kunne sælges gennem frie markedspriser, fri bevægelighed for produkter og uden told og skatter. Allerede året efter Schumans forslag, blev en traktat underskrevet, og i 1952 kunne kul og stål handles frit mellem de seks lande.

Rom-traktaten og tættere samarbejde

Samarbejdet i EKSF viste sig at fungere upåklageligt, og erfaringerne gav snart medlemslandene mod på mere. Ønsket var at udvide samarbejdet, så det ikke blot var kul og stål, der kunne sælges frit på et indre marked, men også øvrige varer, ligesom en – fælles – fredelig udnyttelse af atomkraften var på dagsordenen.

Rom-traktaten, som også fik navnet ’Traktaten om Det Europæiske Økonomiske Fællesskab’, blev underskrevet den 25. marts 1957 af de seks lande, som allerede havde dannet Kul- og Stål-unionen, og den nye traktat kunne træde i kraft den 1. januar 1958. Formålet var at skabet et decideret fællesmarked, med øget integration af medlemsstaternes økonomier, og vi var således kommet et stort skridt nærmere det EU, som vi kender i dag.

Toldunion og fri bevægelighed

Samarbejdet omfattede helt konkret en toldunion med fri bevægelighed for varer, personer, tjenesteydelser og kapital. For at sikre den frie konkurrence på markedet, var det også nødvendigt med magtfulde institutioner, og Europa-Kommissionen (tidligere Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber), som var – og til stadighed er – den udøvende gren af Den Europæiske Union, så dagens lys i 1958.

Ikke overraskende opstod der hurtigt interesse for det europæiske fællesskab, hvor medlemslandene nød godt af den frie handel. Således søgte Storbritannien om medlemskab allerede i 1961, mens Danmark, Norge og Irland fulgte med i 1967. Den franske præsident, Charles de Gaulle, var dog ikke interesseret i at lukke Storbritannien ind i det gode selskab, da han frygtede at dette skulle føre til øget amerikansk indflydelse i fællesskabets arbejde.

De første udvidelser af EU

Der endte med at gå en rum tid, inden den første udvidelse faldt på plads i 1973. Her blev Storbritannien, Irland og Danmark optaget i EF. I Norge stemte befolkningen nej til EF-medlemskabet, og landet har som bekendt stået udenfor EU lige siden. I 1980’erne blev også Grækenland, Portugal og Spanien optaget.

Med Maastricht-traktaten i 1992 var det tid til navneskift, ligesom samarbejdet ændrede karakter. Det europæiske fællesskab blev skiftet ud med en union, og landene blev på en række juridiske punkter bundet tættere sammen. Siden er mange flere landet blevet optaget i EU, som i en længere periode talte 28 lande. Efter Storbritanniens exit, er medlemstallet dog dalet til 27 lande.