Bilkas bland selv-slik fyldt med lort

Bilkas bland selv-slik fyldt med lort

image title: 
Cathy Yeulet/123rf.com
Hvis du er vild med bland selv-slik og ofte køber det hos Bilka i Næstved Storcenter, så skulle du måske overveje at anskaffe det et andet sted fra.

For Fødevarestyrelsen kunne efter et kontrolbesøg den 2. juli konstatere, at supermarkedet havde store problemer med hygiejnen, og det udløste en sur smiley. Det skriver BT.

”Der ligger mange ekskrementer efter mus i området ved ta'selv slikket, nærmere bestemt under inventaret, hvor ta’selv slikket er placeret. Selve inventaret til ta'selv slik fremstår med snavs i form af hår, støv, græsstrå, slikrester, og der var beskidt med støv, snavs, spildt slik og museekskrementer under inventaret. Fødevarestyrelsen vurderer, at der er risiko for fødevaresikkerheden, hvis forholdet fortsætter,” skriver Fødevarestyrelsen blandt andet i kontrolrapporten ifølge BT.

Som følge af de utilfredsstillende forhold fik Bilka straks forbud mod at markedsføre eller sælge bland-selv slikket og modtog samtidig en bøde på 40.000 kroner. 

LÆS OGSÅ: Advarsel: Denne rejsetrend kan slå dig ihjel

Bilka i Næstved Storcenter har siden midten af april til slutningen af maj været bekendt med problemer med mus blandt andet ved supermarkedets brødafdeling. Fødevarestyrelsen fremhæver i kontrolrapporten, at supermarkedet burde have lukket for salget af fødevarer i området.

Morten Kirkbak, der er varehuschef i Bilka i Næstved Storcenter, fortæller til BT, at de har handlet i god tro, og at fødevaresikkerheden altid kommer i første række.

”I samråd med skadedyrseksperterne blev varehuset nøje gennemgået, men der blev ikke fundet anledning til at skille inventaret ad i butikken, som er det, der nu har udløst en bøde. Det er vi naturligvis meget ærgerlige over, da vi løbende har orienteret Fødevarestyrelsen om alt, hvad vi foretog os og på ingen måde har sparet på ekstern skadedyrsbekæmpelse,” skriver han i en mail til BT.

Fødevarestyrelsen var tre dage efter tilbage i Bilka på et opfølgningsbesøg og her fik supermarkedet en glad smiley.

Hvad tænker du om Fødevarestyrelsens fund?

BT 
Tags: 
Nøgleord: