Blog: Kødelskerens forsøg som vegetar

Blog: Kødelskerens forsøg som vegetar

image title: 
Foto: rawpixel/123rf.com
Indholdet i denne blog er udtryk for bloggerens egne holdninger og meninger. Bloggen er således ikke et udtryk for SOL.dks generelle holdninger.

Først og fremmest må jeg blankt indrømme, at jeg nok er den diametrale modsætning af en vegetar. Jeg er en vaskeægte ’kød-elsker’. Derfor har jeg ofte undret mig over, hvorfor nogle mennesker vælger at leve som vegetarer, og dermed kun lever af frugt, nødder, grøntsager, æg og mælkeprodukter.

Men hvordan vil det egentligt være, hvis jeg selv skulle undvære mit elskede kød i en hel uge? Vil det ændre min opfattelse af at være vegetar, eller vil det blot bekræfte mig i, at det er naturstridigt at være vegetar? Det har jeg sat mig for at teste.

Jeg forventer som udgangspunkt, at jeg i løbet af de første par dage skal vænne mig til den relative store omvæltning, hvor jeg skal finde nogle erstatninger et saftigt stykke rødt kød. Jeg har allerede nu en fornemmelse af, at jeg formodentligt kommer til at falde i, men jeg må gøre mit bedste.

Når først jeg får lært at lave humus med masser af hvidløg og krydderier selvfølgelig, og måske endda forsøgt mig med falafel, så burde det kunne lade sig gøre.

Dag 1
Allerede ved morgenmaden er jeg ved at dumme mig. Uden at tænke over det er jeg ved at spise kalkunpålæg på mit rugbrød. Så jeg må i stedet nøjes med et stykke ost og den obligatoriske kop kaffe.

LÆS OGSÅ: Light-sodavand kan fordoble risiko for diabetes

Dag 2
Her på anden dag går det faktisk fint, men jeg kan mærke, at jeg skal bruge meget energi på ikke at spise kød ved et uheld, fordi det er så indgroet i min hverdag. Men som de kloge plejer at sige, så tager det 30 dage at ændre en vane.

Dag 3
Som dagene går, savner jeg smagen og konsistensen af kød mere og mere. Det er som om, at der er blevet revet et godt kapitel ud af min yndlingskogebog, som i stedet er blevet erstattet med de nye hovedingredienser; kikærter og linser. Og til dem der skulle være i tvivl, så er der altså en væsentlig forskel mellem en go’ gammeldags lasagne og en politisk korrekt ’linse-lasagne’ – det kan jeg, her på tredje dagen, godt skrive under på.

Dag 4
Fjerdedagen føles uudholdelig lang, som formodentligt skyldes, at min store kærlighed til mad er blevet sat på pause. Det er som om at grønsager, ost, baked beans, frugt og nødder bare ikke er tilfredsstillende på samme måde som et blødende stykke oksekød.

Dag 5
Her på dag fem må jeg krybe til korset. Jeg er faldet i. Ikke fordi jeg glemte det, men fordi min ryggrad er ikke-eksisterende. Fristelsen af en sprød cordon bleu med tilhørende asparges svøbt i svin var ikke til at stå for.

Jeg er fra barnsben blevet fodret med kød i alle varianter, og måske det kan skyldes, at det siden menneskets oprindelse har været en naturlig del af os at være kødædende. Men i opsummeringen af eksperimentet må jeg nok indrømme, at jeg godt kan se alternative muligheder til kød, men at det på nuværende tidpunkt ikke er noget for mig. Det var spændende at få lov til at prøve nogle dage som vegetar, og selvom jeg ikke gennemførte eksperimentet helt, kan jeg godt se, at der kan være nogle fordele ved at undgå at spise kød som for eksempel at skåne miljøet.
 
Tags: 
Nøgleord: