Butikskæde hæver prisen på varer op til jul

Butikskæde hæver prisen på varer op til jul

image title: 
Foto: Francis Dean/123rf.com
Flere hundrede af dagligvarerne i Coops butikker, som bl.a. tæller Superbrugsen, Irma og Fakta, bliver dyrere op til jul. Derfor bliver det dyrere for danskerne at lægge flæskesteg, mel og brød i indkøbskurven i disse butikker i julemånederne.
Kommunikationschef for Coop, Jens Juul Nielsen, fortæller i dag, tirsdag, til Finans.dk, at Coop sætter priserne op på flere hundrede varer i månederne op til jul.

Prisstigningerne rammer dagligvarer som flæskesteg, wc-papir, mel og brød.

Jens Juul Nielsen forklarer, at prisstigningerne sker, fordi Coop har sat priserne for meget ned på en række forskellige varer det seneste år.

”Der var nogle varer, der simpelthen var blevet for billige til, at vi kunne have en rimelig avance på dem,” fortæller han og fortsætter:

”Prisstigningerne sker simpelthen for at få det hele til at hænge sammen.”

LÆS OGSÅ: TV 2 under kritik: ”Det er faktisk ikke for sjov”

Til spørgsmålet om, hvordan de vil forsvare overfor kunderne, at de sætter priserne op nu, hvor juleindkøb banker på døren og inflationen i Danmark samtidig er nul, forklarer han, at det er fordi Coop på det seneste har haft meget prisfald, og at priserne ganske enkelt er blevet for billige i forhold til den budgetterede indtjening på dem.
 
Han fortæller, at der ikke er nogle dagligvarer som butikkerne direkte har tabt indtjening på, men mener heller ikke, at varerne skal foræres væk. Han fortæller også, at Coop er parat til at tilpasse priserne igen efter nytår, hvis markedsvilkårene ændrer sig. Jens Juul Nielsen afviser dog, at prisstigningen sker fordi julen ligger for døren.

”Tværtimod er det vigtigt for os at have konkurrencedygtige priser. Forbrugerne er ekstremt opmærksomme på, hvad priserne er på flæsesteg og mange andre nøglevarer op til jul. Derfor vil vi også have konkurrencedygtige priser. Ellers sender vi kunderne over til konkurrenten,” siger han.

Er det ok, at Coop ændrer på priserne på dagligvarer op til jul?

Berlingske 
 
Tags: