Chris MacDonald: Sund livsstil handler ikke om lyst

Chris MacDonald: Sund livsstil handler ikke om lyst

image title: 
Foto: lzflzf/123rf.com
Sundhedsekspert Chris MacDonald ved udmærket godt, at det kan være svært at finde eller fastholde motivationen, hvis man har besluttet sig for at leve en sundere livsstil.
 
”Men jeg tror, at det kan gøre det lidt nemmere for os selv, hvis vi tjekker vores egen attitude og mentale indstilling i forhold til vores forventning til motivation,” siger han.
 
Det er hans erfaring, at mange forventer, at motivationen til at leve sundt bare dukker op ud af det blå. Han oplever også, at flere dropper deres nytårsforsæt om en sundere livsstil, hvis de lige pludselig mister lysten til det.
 
”Men når jeg kigger på min motivation og de ting, som jeg har formået at ændre i mit liv for at få min sundhed på rette spor, så har det sørme ikke været lysten, der har drevet værket. Og det er det stadig ikke. Jeg har aldrig nogensinde fundet mig selv på sofaen foran Netflix og så pludselig mærket en lyst inde i mig selv til at tage ud og løbe,” fortæller Chris MacDonald til DR.

LÆS OGSÅ: Advarsel: Livsfarligt kosttilskud
 
Han forklarer, at det motivation handler om en mental indstilling, hvor man minder sig selv om, hvorfor det er vigtigt eksempelvis at motionere, og stadig gøre det, selvom lysten måske ikke altid er der.
 
”Og den gode nyhed er, at når vi har formået at gøre det, så er der et indbygget naturligt program i os mennesker, der gør, at vi altid får investeringen retur,” forklarer Chris MacDonald og fortsætter:
 
”Vi kender alle sammen "yes-følelsen", når vi er færdige med at gøre noget vigtigt, som vi ikke havde lyst til. Men nogle gange så tror jeg, at vi forventer, at den der yes-følelse og enorme lyst bare dukker op, før vi er kommet ud af døren. Men sådan er det ikke.”
 
Ifølge Chris MacDonald er spiller selvdisciplin altså en større rolle end lysten, hvis man vil ændre sin livsstil. Han mener, at hvis man lader lysten styre, så ville de fleste vælge sofaen frem for løbeturen og slikskålen frem for grøntsagerne.
 
”Jeg har aldrig mødt et menneske, som er godt kørende, og som ikke har selvdisciplin. De har styr på deres prioriteringer, og de gør rigtig mange ting, som de rent faktisk ikke har lyst til at gøre på den korte bane, men de gør det, fordi det giver pote på den lange bane,” fortæller Chris MacDonald.
 
Er du enig med Chris MacDonald i, at det handler om selvdisciplin frem for lyst?

DR
Tags: