Dårligt net kan give dig del af 200 millioner

Dårligt net kan give dig del af 200 millioner

image title: 
Foto: Hayati Kayhan/123rf.com
200 millioner kroner er på vej til forbedringer af internetforbindelser landet over, og du kan få del i de penge.

Pengene stammer fra den såkaldte bredbåndspulje, der i april blev vedtaget af et bredt politisk flertal. Puljens formål er sikre bedre dækning og hurtigere internet.

Bredbåndspuljen giver mulighed for at søge om økonomisk støtte til bredbåndsprojekter i lokalområder, hvor dækningen er dårlig, og hvor der ikke er udsigt til, at den bliver forbedret inden for de nærmeste år.

LÆS OGSÅ: Kvinde får kæmpeerstatning for Microsoft-brøler

Energi- forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt opfordrer alle, der i dag lever med dårlig bredbåndsdækning til at søge.

“Jeg forventer, at mellem 4.000 til 25.000 boliger, virksomheder eller sommerhuse kan få hjælp fra puljen, så det er bare med at komme i gang med at se på, hvordan man kan ansøge puljen,” siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt ifølge TV 2.

Der er i år afsat 80 millioner kroner fra puljen til projekter, og i 2017-2019 er der afsat 40 millioner om året, som folk kan søge om.

Midlerne, der gives som tilskud, er målrettet sammenhængende områder af boliger, virksomheder og/eller sommerhuse, der har adgang til maksimalt 10 Mbit/s download og 2 Mbit/s upload.

For at søge kræver det dog, at hver husstand, der omfattes af forbedringerne, er villig til selv at spæde 2.000 kroner til projektet.
Hvis du vil søge, skal du over på Energistyrelsens tilskudsportal.

Er det en fornuftig måde at bruge skattekroner på? Og kunne du finde på at søge om midlerne?

TV 2
Tags: