Danmark indtager tvivlsom førsteplads

Danmark indtager tvivlsom førsteplads

image title: 
Foto: Ammentorp/123rf
Danmark er nu det land i verden, hvor den økonomiske lighed mellem landets rigeste og landets fattigste er størst. Det skriver Business.dk.

Således er det lykkedes Danmark at rykke forbi lande som Norge, Island og Slovenien, der ellers i mange år har domineret listens top tre, og Danmark indtager nu en klar førsteplads, viser helt nye tal fra den vestlige verdens økonomiske samarbejdsorganisation OECD.

Tallene viser, at uligheden i Danmark er reduceret fra 2011-2013. Denne udvikling står i skærende kontrast til udviklingen i de fleste andre vestlige lande, hvor ledighed og globalisering øger den økonomiske ulighed.

LÆS OGSÅ: Mænd tjener 10 procent mere end kvinder

Uligheden måles med den såkaldte Gini-koefficient, som er et udtryk for, hvor stor en andel af den samlede indkomst der skal flyttes fra de rigeste til de fattigste før alle er lige. For Danmark er denne andel 24,9 procent, mens den i Norge og Sverige er henholdsvis 25,3 og 27,4. Anderledes ser det ud i eksempelvis Storbritannien og USA, hvor andelen er henholdsvis 31,1 og 40,1.

Foruden at være det mest lige land i verden indtager Danmark også en anden førsteplads. Med en andel af på 4,7 procent er Danmark nemlig også det land i verden, hvor andelen af fattige i befolkningen er mindst. OECD-gennemsnittet er på 9,5 procent.
Fattigdom defineres i undersøgelsen som en indkomst, der er mindre end halvdelen af landets gennemsnit.

Hvad er din holdning til økonomisk lighed? Er det godt eller skidt?

BT
Tags: