Dansk krigsmateriel er for gammelt til at føre krig

Dansk krigsmateriel er for gammelt til at føre krig

image title: 
Foto: Grzegorz Gust/123rf
Danmark har pansrede mandskabsvogne (PMV’er) fra 1960’erne, artillerikanoner fra 1965, kampvogne fra 1980-81 og 20-30 år gamle lastbiler. Derfor er det måske ikke så mærkeligt, at store dele af forsvarets rullende materiel er mere på værksted end i felten, skriver Jyllands-Posten.

Lige nu er for eksempel 60 eksemplarer af den bedste og mest sikre PMV taget helt ud af drift, fordi de grundet opgraderinger af panser og anden sikkerhed er blevet så tunge, at undervognen har givet op.

Derudover kan den eneste tunge artillerikanon, Danmark har, kun køre nogle få hundrede meter, fordi den er blevet gammel.
Det er et problem, som hærchef, H.C. Mathiesen erkender.

”Det er et problem, at alle de bedst beskyttede og bedst opdaterede af vores PMV’ere er ude af drift. Men vi arbejder på at få løst det. Jeg tror, at de vil være ude at køre igen senest ved starten af 2016.”

”Vores PMV’ere er tæt på at være teknisk forældede og ikke operationelt brugbare. Haubits’en er blevet så gammel, at den ikke længere opfylder kravene til indsættelse på en moderne kampplads. Det påvirker vores muligheder for at blive indsat,” siger hærchefen.

Seniorforsker ved Forsvarsakademiet, Peter Viggo Jakobsen, mener, at forsvaret selv bærer en del af ansvaret for tilstanden af deres materiel.

”Nogen har sovet i timen, fordi man ikke i tide har anskaffet nyt udstyr. Man blev bl.a. tilbudt en masse pansrede mandskabsvogne fra amerikanerne, men det ville man ikke have. Derfor ligger man, som man har redt,” siger han til Jyllands-Posten.

Forsvarsminister Carl Holst erkender, at forsvaret trænger til historisk store materielanskaffelser og fortæller til Jyllands-Posten, at han ser frem til at drøfte situationen med forsvarschefen.

Nyheden om den dårlige tilstand af Danmarks krigsmateriel kommer kun 11 dage efter, at en amerikansk sikkerhedsrapport afslørede, at Rusland har øvet en invasion af flere nordeuropæiske områder, herunder Bornholm.

Hvor vigtigt synes du, det er at bruge penge på det danske forsvar? Hvad bør man prioritere?

Jyllands-Posten
Tags: 
Nøgleord: