Danske unge er europamestre i druk

Danske unge er europamestre i druk

image title: 
Foto: Erik Emanuel Vieira Reis/123rf.com
En ny europæisk undersøgelse af 15-16-åriges forhold til henholdsvis alkohol, rygning og stoffer bekræfter med overbevisende tal, at danske unge er hyppige brugere af alkohol.

Sådan lyder konklusionen fra chefkonsulent i Sundhedsstyrelsen Kit Broholm i forlængelse af resultaterne fra undersøgelsen European School Survey Project on Alcohol and Other Drugs (Espad).

”Selv om forbruget blandt de 15-16-årige i Danmark er svagt faldende i perioden fra 1999 til 2015, så viser undersøgelsen, at danske unge skiller sig meget ud fra unge i de andre både nordiske og europæiske lande,” udtaler hun i en pressemeddelelse.

Det viser sig, at det i gennemsnit er cirka 80 procent af unge europæere, der drikker alkohol, mens det for danske unge er hele 92 procent.

LÆS OGSÅ: Derfor har du godt af chokolade

I de nordiske lande svinger procentdelen væsentligt mere, da det i Island kun er 35 procent, over 57 procent i Norge, 65 procent i Sverige og 74 procent i Finland.

”Det er jo ikke en naturlov, at man skal drikke alkohol, og slet ikke som ung, hvor hjernen stadig er i gang med at udvikle sig. Der er behov for at vurdere både hos forældre og i skoler, hvilke signaler man sender til de unge om alkohol og få snakket sammen også forældrene imellem,” siger Kit Broholm, og fortsætter:

”Det er meget bekymrende, at alkoholforbruget blandt 15-16-årige er så udbredt, at man risikerer at føle sig udelukket, hvis man ikke drikker.”

I 2015 var det i gennemsnit 13 procent af europæiske unge, der havde drukket sig fuld inden for den seneste måned. Blandt de danske unge er det 32 procent.

”Når de danske unge uden nogen konkurrence ligger helt i top, når det gælder at drikke sig fuld, så må det give anledning til overvejelser om, hvilke signaler vi som forældre, men også som samfund, sender til de unge,” siger Kit Broholm.

Espad-undersøgelsen bliver gennemført i 35 lande hvert fjerde år.

Hvad synes du om den danske druk-kultur? – smitter den af på de unge?

MX 
Tags: