Danskere mishandler dyr mere end nogensinde

Danskere mishandler dyr mere end nogensinde

image title: 
Foto: Joshua Watermolen/123rf.com
Ifølge Metroxpress oplever dyreværnsorganisationerne, at der er sket en stor stigning i antallet af sager om grov mishandling af dyr.
Hos Dyreværnet oplevede man en stigning fra 136 indberetningssager i 2012 til 503 sager sidste år, og hos Dyrenes Beskyttelse havde man sidste år 3.069 sager, som er en tredobling indenfor fem år.
 
Politiet fik sidste år 619 sager om dyremishandling, hvoraf 33 af dem handlede om grovere uforsvarlig behandling af dyr. Det viser tal fra Danmarks Statistik.
 
Fødevareminister Dan Jørgensen vil, på baggrund af de mange sager, foreslå en stramning af dyreværnsloven. Der skal skrues op for bødestørrelser til både private og erhverv, og fængselsstraffene skal hæves. Samtidig vil Fødevareministeriet i samråd med Rigsadvokaten og Justitsministeriet undersøge, hvor meget straffene skal hæves og i hvilke situationer.
 
Planen er at fremsætte et lovforslag efter valget, hvis regeringen stadig er ved magten.
”Jeg ser gerne, at vi ender på et niveau, hvor straffene er dobbelt så høje, som de er i dag,” siger Dan Jørgensen til Metroxpress.
 
I øjeblikket er strafferammen op til et års fængsel ved førstegangsforseelser og to år i gentagelsestilfælde. Bøderne kan lyde på op til 5.000 for private og 25.000 for erhverv ved førstegangsforseelser. I praksis kan du få op til 30 dages fængsel i mishandlingssager.
 
Synes du, at straffen for dyremishandling skal strammes, eller fungerer den fint, som den er nu?

Berlingske
 
Tags: 
Nøgleord: