Debat: Kvindernes internationale kampdag

Debat: Kvindernes internationale kampdag

image title: 
Foto: Scott Griessel/123rf.com
I dag er det Kvindernes Internationale Kampdag, og det fejres blandt andet med protestmarch og demonstrationer i København. En vigtig og lykkelig dag for mange, men ikke for SOL-brugeren gunnarguillermo, der er træt af al postyret omkring kampdagen.

Gunnarguillermo mener blandt andet, at fejringen af kampdagen fyldte alt for meget i Indre By i København sidste år, og han forstår ærlig talt ikke, hvorfor man – fra politisk side, må det formodes – lader dagen fylde så meget.

”Hvorfor skal der tages så meget hensyn til sådan et arrangement? Det samme gælder gay pride. Hele byen bliver jo sat på den anden ende, fordi nogen åbenbart har besluttet, at det er værd at bruge tid og ressourcer på,” skriver gunnarguillermo.

Det er dog ikke SOL-brugerens eneste kritikpunkt. Gunnarguillermo mener nemlig også, at hele kampen for ligestilling er nået til et punkt, hvor en ting som Kvindernes Internationale Kampdag gør mere skade end gavn.

”Er vi ikke også nået dertil, hvor vi er så tæt på ligestilling, at vi aldrig når de sidste procent i mål, hvis vi gør så meget ud af sagen? Er det ikke noget man bør arbejde på i det skjulte på hverdagsniveau frem for at gøre en hel dag ud af det, som generer almindelige mennesker mere end det gavner?” spørger gunnarguillermo, inden han slutter af:

”Ingen er vel efterhånden decideret imod ligestilling, kun at man konstant skal konfronteres med debatten.”

Hvad mener du? Har Kvindernes Internationale Kampdag stadig sin berettigelse?

Læs gunnarguillermos debatindlæg her