Derfor skal du tjekke din patientjournal!

Derfor skal du tjekke din patientjournal!

image title: 
Foto: citalliance/123rf.com
Hos Patientforening Danmark modtager man mange klager fra patienter, der er utilfredse med deres oplevelser i det danske sundhedsvæsen. Klagerne handler typisk om manglende information, dårlig kommunikation og læger, som ikke lytter.

Desværre er det vanskeligt for patienterne at få medhold i deres klager, for patientjournalerne gengiver ikke altid virkeligheden, fordi lægerne ikke har dokumenteret de dårlige forhold skriftligt.

“Det er et kæmpe problem. Mange patienter kan ikke genkende, det der står i journalen. Det er problematisk, hvis patienterne vil klage over deres forløb på sygehusene,” siger Anette Ulstrup, formand for Patientforeningen Danmark.

I klagesager tager myndighederne udgangspunkt i patientjournalen, og hvis den ikke indeholder oplysninger om manglende information eller fejl i behandlingen, så har patienten kun sit eget ord.

Det får nu Patientforening Danmark til at gå sammen med Forbrugerrådet i et forsøg på at komme problemet til livs.

“Altså vi er lige startet på det, så det er meget nyt. Men vi skal finde problemet, se hvor og hvornår det opstår,” siger Anette Ulstrup til Ekstra Bladet.

LÆS OGSÅ: Max lå bevidstløs og blødende – men ambulancen kom ikke

Det sker ofte, at patienter føler, at de ikke har modtaget tilstrækkelig information fra lægen, og at lægen ikke lytter til dem, men det fremgår sjældent af journalen.

“Det er ofte, at der i journalen står, at patienten er blevet informeret om forløbet. Men når vi taler med patienterne, er det ikke sådan, de har oplevet det,” siger hun.

Patientforening Danmark anbefaler, at patienter holder øje med deres journaler under længere sygdomsforløb. Det kan man gøre ved enten at søge om fuld aktindsigt eller ved at holde øje med journalen på sundhed.dk.

Finder man, at oplysningerne i journalen ikke stemmer overens med sine egne oplevelser, skal patienterne gøre opmærksom på det.
“Det bedste er, at de sender en skriftlig kommentar om forholdet og beder om at få det tilføjet i journalen. således at alt er dokumenteret, hvis der skulle opstå en klagesag,” siger formanden for patientforeningen.

Find en guide til, hvordan du tjekker din journal her.

Hos Lægeforeningen siger formand Andreas Rudkøbing, at det godt kan være relevant at indskrive klager over manglende informationer i journalen, men at den primært er et arbejdsredskab.

“Det kan sagtens være relevant, men det er en konkret vurdering. Primært er journalen til helbredsoplysninger.”

Hvordan har dine oplevelser med det danske sundhedsvæsen været?

Ekstra Bladet
Tags: