Domstol blokerer populære streamingtjenester

Domstol blokerer populære streamingtjenester

image title: 
Foto: Wavebreak Media Ltd/123rf.com
Er du en af de mange tusinde danskere, der ser film på ulovlige streamingtjenester online, skal du nok til at genoverveje din fremgangsmåde. I hvert fald blev det torsdag slået fast af Københavns Byret, at ulovlige streamingsider fremover skal blokeres.

Det er Rettighedsalliancen, der har taget i sagen i retten, og dommen betyder i praksis, at du fremover vil blive mødt med ordene ”Hov, du er på vej ind på noget ulovligt”, når du forsøger at tilgå en ulovlig streamingtjeneste. Herefter vil du blive guidet hen på et site med en liste over lovlige streamingmuligheder.

”Vi skal have brugerne til at bruge de lovlige tjenester, for dem er der masser af. Det er lidt ligesom vejskiltene i trafikken. Vi vil gerne være med til at guide brugerne hen på de lovlige sider,” fortæller Maria Fredenslund fra Rettighedsalliancen.

LÆS OGSÅ: Vandt i spil og blev trukket i kontanthjælp

Kampen er dog langt fra slut, for en ting er at få brugerne til at ændre deres adfærd, noget helt andet er at få fat i bagmændene bag piratstreamingtjenesterne.

”Det her er et vigtigt initiativ. Vi kan se, det har en effekt på brugerflowet på nettet. Vi er nødt til at komme efter dem, der styrer tjenesterne og gå efter bagmændene, men den opgave skal politiet løse. Så længe der findes et ulovligt marked for stjålne film, så fjerner det indtægtsgrundlaget for filmbranchen. Bare det, at de eksisterer, er en stor bekymring,” vurderer Maria Fredenslund.

Den nyeste domsafsigelse omfatter i alt 20 ulovlige streamingtjenester. Tidligere på året blev 12 andre sider blokeret, og Rettighedsalliancen fortæller, at de fortsætter deres overvågning af internettet.    

Kunne du finde på at benytte dig af en ulovlig streamingtjeneste, selvom du bliver advaret inden? Tror du i det hele taget, at forslaget vil afholde folk fra at bruge de ulovlige tjenester?

MSN