Drenge bør HPV-vaccineres mod kræft

Drenge bør HPV-vaccineres mod kræft

image title: 
Foto: belchonock/123rf.com
Patienter med kræft i mundsvælget var tidligere ofte ældre, som havde levet et langt liv med for meget alkohol og for mange cigaretter, men de senere år har også flere unge fået konstateret sygdommen – og størstedelen af disse er mænd.

Stigningen skyldes sandsynligvis en ændring i mænds seksualvaner, da hele 67 procent af patienterne i den nyeste undersøgelse havde fået mundkræft som følge af HPV-virus, der kan overføres ved samleje, oralsex og dybe kys.

HPV-virus er den samme virus, der kan føre til livmoderhalskræft hos kvinder, og vaccinationen mod denne gives i Danmark gratis til alle piger i 12-årsalderen. Derfor mener overlæge på Rigshospitalet Christian von Buchwald, at man bør genoverveje praksissen for drenge:

”Vi har at gøre med en HPV-relateret kræftsygdom, som især rammer mænd, og som er steget så voldsomt, at den nu er blevet mere hyppig end livmoderhalskræft. Derfor er det selvfølgelig påfaldende, at drenge ikke HPV-vaccineres,” siger han til Videnskab.dk.

LÆS OGSÅ: Snart kan din telefon opdage hudkræft

På trods af de tydelige tal fastslår Christian von Buchwald, at de stigende tilfælde af sygdommen ikke kun er et udtryk for ændrede seksualvaner. I andre lande, der er sammenlignelige med Danmark, er stigningen nemlig ikke lige så voldsom:

”Et eksempel er Holland, hvor 22-25 procent af deres mundsvælgkræft er forårsaget af HPV. Og i Holland ser de ikke nogen stigning i kræften, ligesom vi gør i Danmark. Men hollænderne burde jo ikke have ret meget anderledes sexvaner end os, så der er helt sikkert nogle medvirkende årsager til kræften, som vi ikke forstår endnu,” siger Christian von Buchwald.

I 2013 fik op mod 243 danske mænd konstateret kræft i munden, mens tallet er omkring 450 i den nyeste undersøgelse.

Synes du, danske drenge bør vaccineres mod HPV-virussen på lige fod med piger?

Avisen.dk   
Tags: 
Nøgleord: