Drikker du kaffe? Så kan du undgå disse sygdomme

Drikker du kaffe? Så kan du undgå disse sygdomme

Morgenkaffe, formiddagskaffe, eftermiddagskaffe og aftenkaffe. Mange danskere drikker rigelige mængder kaffe, men hvornår kan indtagelse af kaffe blive for meget?  

Ifølge klinisk lektor hos Institut for Klinisk Medicin ved Århus Universitet, Kjeld Hermansen, er det endnu ikke undersøgt, hvad et kaffeforbrug på over seks kopper om dagen gør ved kroppen.

”Det, man ved med stor sikkerhed, er, at et forbrug på tre til fem kopper om dagen har en række positive effekter. Man regner ikke med, at der sker en hel masse, når man kommer over de otte kopper,” siger Kjeld Hermansen.

Kjeld Hermansen understreger, at det handler om at holde øje med sin krop og være opmærksom på forandringer. Især gravide, folk der lider af angstneuroser, og folk der ikke får nok calcium bør være ekstra påpasselige med indtagelsen. Koffein kan nemlig forstærke symptomer på angst og give øget risiko for abort.

Seniorrådgiver ved DTU Fødevareinstituttet Jeppe Matthiessen, understreger, at nogle andre symptomer, man kan opleve ved øget koffein-indtag, kan være hjertebanken, mavepine, hovedpine, kvalme, åndenød, søvnløshed eller rastløshed.

LÆS OGSÅ: Kræft i munden: Her er de skjulte tegn

”Det er mildere bivirkninger. Det er ikke farligt, eller noget folk normalt falder død om af, men det er stadig ubehagelige bivirkninger,” siger Jeppe Matthiessen.

Omvendt har den sorte, bitre væske ligeledes en række positive virkninger. Kaffe kan forebygge type-2 diabetes, Parkinsons, blodpropper, blødninger i hjernen og mindske risikoen for depression eller selvmord.

Så hvis du er en rigtig kaffeelsker, er der godt nyt, for ifølge Jeppe Matthiesen kan du sagtens drikke kaffe – dog med måde.
”Men ligesom med så mange andre ting i livet, er et moderat kaffeindtag fornuftigt,” fortæller Jeppe Matthiessen.

Hvor meget kaffe drikker du dagligt?

BT
Tags: 
Nøgleord: