Du bliver snydt i nethandlen!

Du bliver snydt i nethandlen!

image title: 
Kilde: Alexander Raths/123rf
Man får pebet ørerne fulde om, at det er sikkert at handle på nettet. Alligevel afsluttede Forbrugerombudsmanden i 2014 det største antal sager hidtil om markedsføringsfusk på nettet.

Forbrugerombudsmanden afsluttede sidste år 3.256 sager om markedsføringsfusk. Det er en stigning på hele 44 procent sammenlignet med året før. Forbrugerombudsmanden fortæller samtidig til Jyllands-Posten, at det skyldes en ændring i opgørelsesmetoden.

Blandt svindelsagerne er et stort antal sager om bilvurderinger, hvor flere bilvurderingssider aggressivt skulle have truet kunderne med inkasso, hvis ikke de ville betale.

LÆS OGSÅ: Vi handler online som aldrig før

”Det har været et travlt, men også spændende år, hvor vi har afsluttet et meget stort antal sager om markedsføring. Vi har især haft fokus på at styrke beskyttelsen af forbrugerne på nettet. Det har ført til flere politianmeldelser og bøder for blandt andet abonnementsfælder”. Det fortæller konstitueret forbrugerombudsmand Benedikte Havskov Hansen til Jyllands-Posten, med henvisning til at flere kunder ofte snydes af skjulte og ofte dyre abonnementsaftaler, når de vælger at benytte sig af et tilbud om for eksempel en gratis prøvepakke på et produkt.

Derudover er spam fortsat et stort problem for Forbrugerombudsmanden, der sidste år modtog knap 20.000 henvendelser fra forbrugere om spam. Til det siger hun følgende:

”Spam er et stort problem for forbrugerne. Det nye er den måde, som forbrugerne afgiver samtykke på. Det er ofte meget uklart. Typisk kan det være i form af en konkurrence, hvor de har deltaget, uden at vide at de samtidig gav tilladelse til, at en masse virksomheder måtte afsende reklamer til dem.”

Oplever du også problemer med spam i din Indbakke? Søg hjælp på SOLs Support-side

Er du nogensinde blevet snydt af de omtalte abonnementsaftaler? Bør det være ulovligt at chikanere folk med ligegyldigt spam?
 
Jyllands-Posten

Tags: