Efter spædbarnsfund: Er babyluger en god idé?

Efter spædbarnsfund: Er babyluger en god idé?

image title: 
Foto: Grekov/123rf.com
Ahmed Fali og hans svoger fik sig noget af en overraskelse, da de lørdag eftermiddag ville aflevere noget skrald ved en affaldscontainer i Ballerup. Ved siden af containeren stod der nemlig en plasticpose med et nyfødt barn i.

De to mænd fik hurtigt ringet til politiet, der nu har den lille pige i deres varetægt. Hun har det efter omstændighederne godt, og politiet opfordrer forældrene til at give lyd fra sig.

Sagen har efterfølgende vakt debatten omkring babyluger til live, fordi mange mener, at episoden kunne være undgået, hvis moderen til den lille pige havde haft mulighed for at aflevere barnet anonymt i en luge ved et hospital. Det er muligt i Tyskland, Holland, Ungarn, Japan og Rusland.

LÆS OGSÅ: Finder sin mor som 71-årig  

På TV 2 Nyhedernes Facebook-side giver eksempelvis Anya Rugtved udtryk for, at der er flere fordele ved babyluger:

”Jeg synes, det ville være en god idé af flere grunde. 1. Der er mange i DK, som ikke kan få børn, og det er enten super dyrt at adoptere, og så er der få børn at adoptere i DK, så hvis man lavede denne ordning, så kunne disse børn også blive adopteret og derved få gode familier og en god chance i livet,” skriver hun.

I den modsatte lejr står blandt andet Lillian Bondo, der er formand for Jordemoderforeningen. Hun mener ikke, at babyluger vil løse problemet, og ser derfor hellere en forebyggende indsats, så disse kvinder helt undgår at få børn.

Den holdning deles af Christian Sieger, der også har givet sin mening til kende i Facebook-debatten:

”Selvfølgelig skal babyer ikke bare været noget, man får og så lige afleverer anonymt, fordi man har fortrudt. Aborter er hverken ulovligt eller et tabu herhjemme, så hvis man fortryder sin graviditet, så må man få en abort eller bruge prævention.”

Hvad mener du om de forskellige argumenter? Ville det være en god idé at indføre babyluger herhjemme?

TV 2
Tags: 
Nøgleord: